Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
675Kommentarer
15860Visninger
AA

16. Sær opførsel

 

Da jeg kom hjem sammen med Amée, stirrede Amée stadig på mig. Di spurgte, hvorfor vi var så lang tid om det, og vi løj begge to og svarede, at det var fordi Amée ikke havde trænet færdigt. Amée var næsten blevet helt bleg, da hun hørte, at Kyo var lige ved at overfalde mig. Jeg syntes heller ikke ligefrem, at det var så rart, men jeg kunne jo ikke selv gøre noget ved det. Jeg undlod dog at fortælle hende den del med Seungho og fortalte hende bare, at vagterne var kommet i tide. Hvis jeg nævnte Seungho, ville hun bare komme til at tro det forkerte, og det kunne jeg da ikke have. Så ville hun bare udspørge mig og så ville jeg blive stemplet for at kunne lide ham. Jeg måtte dog alligevel indrømme, at det blik hun gav mig nu, ikke var helt til at stole på. Det var som om hun vidste et eller andet, men ikke ville fortælle det. Men jeg kendte nu Amée ret godt, så jeg vidste, at hun ville have svært ved at holde noget stort skjult.

Jeg så på Di der nu slappede halvt af… Jeg kunne simpelthen ikke fortælle ham om det, og jeg bad også Amée og ikke at sige noget. Vi tog varerne ud og sagde farvel til Di, inden vi gik indenfor. Det var lang tid siden, at jeg havde været i dette hus. Det duftede stadig af et hjem, men man kunne sagtens fornemme tomheden, selvom der var nogle af de nyeste og fineste møbler. Jeg forstod ikke, hvor det var så vigtigt for dem, at vores hus så godt ud, når de næsten aldrig var hjemme. Jeg havde selv aldrig været hjemme lige for tiden, men huset bragte da minder frem. Jeg så mig lidt omkring og betragtede mit barndomshjem, som altid gav mig en sær følelse. Det var lang tid siden, at jeg sidst havde set min familie samlet og det kom nok heller ikke til at ske lige foreløbigt. Jeg forstod ikke, hvordan mor og far kunne holde deres kærlighed i live, når de altid rejste så meget. Jeg så over på den sorte sofa, faldskærmstv’et der hang på væggen, kaminen med familiebillederne og så alle kunstbilleder som blev udskiftet hver gang enten min mor eller far var hjemme.

”Hey… Skal vi komme i gang?” spurgte Amée mig med hendes mærkelige blik. Jeg nikkede kort og gik hen til køkkenet, for at komme i gang. Selvom jeg ikke rigtig var i humør til det, så gjorde jeg det alligevel. Jeg begyndte at stege kødet, imens jeg tænkte på, hvad jeg mon ville lave nu, hvis Seungho ikke havde reddet mig. Seungho med de brune øjne og det svage smil… Et smil, med læber jeg aldrig havde set før. Jeg rystede bare kort på hovedet og lagde dog mærke til, hvordan Amée skævede over til mig.

”Hvad er der?” spurgte jeg endelig og hun så bare ned på maden og rystede på hovedet.

”Ikke noget,” mumlede hun bare helt uskyldigt, men trak det alt for meget ud. Der vidste jeg det. Amée skjulte noget for mig!

 

”Millian! Aimée,” sagde min mors stemme, da hun nærmest løb over mod os. I forhold til andre mødre, så havde vores mor ikke noget i hjernen, der sagde, at hun faktisk kunne blive gjort til grin. Hun gjorde hvad hun ville og sagde hvad hun mente. Hun var ikke en type der holdte sine meninger tilbage, noget hverken mig og Amée havde arvet 100%. Amée var da tit ærlig, men hun prøvede på ikke at flippe, i forhold til vores mor, der flippede når hun blev sur og smilede når hun var glad. Alligevel kunne min mor gøre alt og alligevel have denne aura, som alle folk, både ældre og yngre misundte.

”Umma,” skreg vi begge og løb ind i armene på hende. Alle glemte alt om kufferterne, da vi alle sammen lavede et gruppekram. Det var lang tid siden at jeg havde holdt sådan om min mor. Hun havde altid haft for travlt og nu kunne vi endelig snakke med hende, selvom det sikkert ikke varede i lang tid. Vi fik hende til at sætte sig ned og duften af en perfekt lasagne fyldte hele huset. Min mors ansigts strålede af lykke, og jeg smilede bare af hende. Vi fortalte hende, hvad vi var i gang med lige nu og hun lyttede bare spændt, da hun jo ikke havde snakket med os i rigtig lang tid. Til sidst stod hun bare og stirrede på os med store og strålende øjne.

”I piger ender altid med at gøre det uventede,” sagde min mor, mens hun skar i lasagnen.

”Men hvordan går det så med drengene?” spurgte min mor. Amée så over på mig, men nu igen med dette underlige blik. Jeg rystede bare på hovedet og det samme gjorde Amée også.

”Ikke noget nyt herfra,” sagde hun og sendte et svagt smil til vores mor.

”Heller ikke her,” sagde jeg, selvom jeg jagtede en ukendt stemme, blev overfaldet af Kyo og var blevet reddet af Seungho. Det var ting som min mor ikke vidste noget om. Og det var ting som min mor ikke ville komme til at vide noget om. Sådan var det altid. Vi var den perfekte familie, det kunne vi lige så godt lade hende tro. Min mor havde aldrig rigtig væres god til at få informationer ud af os. Men nu havde jeg så også i nitten år fortalt hende, at jeg havde det fint, så ordet ’fint’, havde sikkert mistet dets betydning. Pludselig hørte jeg Amée hoste, men hun havde vel bare fået noget galt i halsen.

”Jamen dog… I skal bare finde den rigtige. For-”

”Kærligheden kommer når man mindst venter det,” sang vi begge to og så over på vores mor der grinede. Jeg rullede bare med øjnene og lagde mærke til, at stemmen var helt holdt op med at synge for mig. Var jeg for påtrængende? Var det fordi jeg prøvede for hårdt? Var det fordi Kyo stadig dominerede mit hoved. Jeg smilede bare til de andre i stedet for at vise dem mit rigtige humør.

”Men altså… jeg skal lige snakke med Rain,” sagde jeg som undskyldning for at tjekke noget. Amée rejste sig også op.

”Jeg skal også lige tjekke noget,” mumlede hun og sammen sagde vi farvel.

Efter en lille bustur gik vi rundt i Gangnam-gu. Vi gik, da Amée pludselig stoppede op ved et lejlighedskompleks. Jeg stirrede underligt på hende og hun sendte mig bare et svagt smil.

”Gå du bare i forvejen. Jeg skal lige tjekke noget,” sagde hun med et lille smil. Jeg nikkede kort og bestilte en taxa fordi jeg ikke gad at gå derhen helt alene. Det var helt klart noget galt med Amée.

Amée ventede til Mill var helt forsvundet, før hun ledte efter den rigtige lejlighed. Hun ringede på klokken og så det irriterende ansigt åbne døren.

”Jeg troede aldrig du kom,” klagede han og lavede en utålmodig mine. Amée så bare vredt på ham og rystede på hovedet, inden hun pegede truende på Joon.

”Fortæl mig så alt du ved om Seungho,” skreg hun, mens han skreg det samme i munden på hende, bare med hendes søsters navn. De to stirrede stort på hinanden og vidste nu allerede at det her ville blive svært.

”Hvad med at vi går indenfor og så begynder at snakke,” spurgte han hende selvom hun aldrig ville slippe levende ud… Det var jo trods alt en lejlighed, der blev ejet af fem drenge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...