Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15836Visninger
AA

29. Påstand

Amée P.O.V.

Vi havde lige en hurtigt pause, hvor vi kunne få lov til at drikke lidt vand, inden vi skulle fortsætte med at træne. Med vandflasken i hånden, gik jeg over til min mobil og tjekkede om jeg havde fået en besked eller et opkald, men nej. Skuffelsen fór gennem min krop endnu engang og jeg satte mig på gulvet, for at tjekke mine beskeder. Ingen havde svaret på mine sms’er, hvilket fik mig til at føle mig tilsidesat. Jeg rejste mig hurtigt op og gik frem og tilbage, men der skete ikke så meget.

Joon og jeg havde udvekslet numre efter vi var kommet hjem og havde faktisk skrevet sammen tit… Nu havde han travlt med at optage et eller andet, som jeg ikke engang havde styr på… Det var tre dage siden, og han havde ikke svaret mig. Jeg så på de beskeder jeg havde skrevet til Mill, men det eneste svar jeg havde fået, var, ”Har ret travlt. Skrives ved senere.” Den besked havde jeg fået for fire dage siden.

Jeg så på min baggrundsskræm og så min søsters smil sammen med mit. Det billede var gammelt, men det gjorde mig altid i godt humør. Det billede ville altid have et specielt minde over sig. Det var et af de minder, hvor jeg faktisk kunne huske Mills ægte smil helt tydeligt… Nu kunne jeg ikke engang selv smile.

”Amée, så er det tilbage,” blev der råbt. Min unni kunne allerede mit navn. Måske var det fordi jeg var en af dem der altid blev længere… I hvert fald lige for tiden. Jeg havde ikke så meget at lave, når jeg faktisk havde fri, selvom jeg var virkelig træt. Jeg var træt af den rutine og det hårde arbejde, og jeg savnede de andre alt for meget. Det lignede virkelig ikke Mill, ikke at svare på mine sms’er. Jeg skrev lige hurtigt en sms til hende, inden jeg gjorde mig klar til at danse igen. Til at danse mine sorger væk… Dansen havde da altid tid til mig.

 

Mill P.O.V.

Det var ikke nyt for mig, at skulle sidde og lave mig lektier, men det var bare ikke lige så spændende, som når det var med min onkel. Jeg lavede mine lektier som altid, selvom jeg ikke lavede meget andet for tiden. Det hele var en planlagt rutine og jeg gjorde slet ikke så meget for at ændre det. Sekunderne skulle jo bruges på et eller andet. Jeg kunne høre lyden af en mobil der vibrerede og strakte hånden for at se endnu en sms fra Amée.

’Svar dog snart. Jeg ved, at du stadig lever!’

Jeg himlede med øjnene og stirrede på sms’en i lang tid. Det var ikke fordi jeg ikke fattede budskabet, jeg kunne bare ikke finde ord. Finde nogle ord, der ville give Amée et svar hun fortjente.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Det ville være så nemt at svare på hendes sms’er, men jeg kunne slet ikke svare hende. Jeg havde vist åbenbart opført mig alt for underligt ved forlystelsesparken. Jeg kunne egentlig ikke rigtig huske, hvad jeg havde sagt til hende. Det eneste jeg huskede tydeligt, var, den smukke stemme der åbenbart tilhørte Mir. Den tanke dannede en stor klump i min hals, som syntes umulig at synke, men jeg gjorde det. Jeg gjorde det hver eneste dag.

 

Mit blik lå endnu engang på mobilen, hvor både Di og min bror havde skrevet til mig. Jeg lagde mobilen langt væk og prøvede at lave min lektie, men tanken om Mir fik mig helt til at miste lysten. Jeg kunne virkelig lide Mir, selvom han havde været en trussetyv… han var virkelig venlig og sjov. Der skulle ikke meget til, før han faktisk kunne få mig til at grine og endda smile. Hans selvskab var virkelig noget alle ville ønske sig. Men jeg kunne ikke forstille mig Mir som noget andet, end en god ven… Han var ligesom Di. En, der både havde udseendet og personligheden, men alligevel var han ikke noget for mig.

Jeg vidste ikke hvorfor den tanke generede mig så meget, men lige for tiden så kunne jeg slet ikke tænke på andet end det. MBLAQ havde også selv meget travlt for tiden, så derfor ville jeg ikke få nogle sms’er fra Mir eller fra Doong. Jeg klappede min computer sammen og lagde mig ned i sofaen, mens jeg så på mit baggrundsbillede. Det billede med mig og min onkel, fra da jeg var mindre. Jeg havde ikke skiftet det billede ud i et stykke tid og selv hvis jeg skulle skifte det, så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle skifte det til. Og så på Amées beskeder igen og skrev ordene, men de blev aldrig sendt. Der kom altid ord ud, men jeg forkortede det. Sætningerne som jeg ville sende, blev til få ord og de få ord blev så slettet.

Amée havde det vist fantastisk godt med Joon og jeg… Jeg havde forelsket mig i Mirs stemme åbenbart… Men jeg kunne slet ikke få det til at give mening i mit hoved. Selvom jeg faktisk havde overvejet, om han virkelig kunne være ham jeg skulle være sammen med, så frastødte jeg tanken. Der var noget i min krop, der hadede den tanke. Hver gang den strejfede mig, så blev den skubbet væk – ligesom to ens magnetpoler. Vi kunne ikke flettes sammen.

 

I mine drømme ville jeg række ud efter ham, ham, der fik mit hjerte til at hamre hårdt, men da jeg endelig lagde hånden på hans skulder ville Mirs ansigt dukke op og jeg ville af en eller anden grund blive forfærdet. Jeg åbnede mine øjne og rejste mig træt op. Det ville ikke nytte alt tvinge mig selv til at lave noget lige nu. Jeg ville alligevel ende med at stirre på min computerskræm, uden at gøre noget.

Mine fødder førte mig hen til mit lille værelse og mine hænder tog fat i Sunja. Jeg krammede hende og lukkede en dyb udånding ud. Den bestod af alle de suk og støn jeg havde holdt inde de sidste par dage. Selvom Sunja ikke var levende, var hun en man kunne ånde ud hos. Jeg lukkede mine øjne stramt i og tog en dyb indånding med næsen. Da jeg åbnede mine øjne igen, ringede det på klokken. Ud af øjenkrogen betragtede jeg døren og overvejede om jeg virkelig skulle åbne døren. Tanken om at det kunne være en jeg ikke havde lyst til at se, strejfede mig og fik mine nerver til at bevæge sig. Alligevel skubbede jeg tanken fra mig, som var det ingenting.

Jeg lagde Sunja på sengen og gik over for at åbne døren, da jeg til min overraskelse så en virkelig vred Amée. Inden jeg kunne nå at sige noget, skubbede hun mig til side, som var jeg en let dukke og satte sig på sofaen med et lille puf. Jeg så underligt på hende og ud af døren, men der var ingen efter hende. Forvirret, blinkede jeg kort og lukkede døren, inden jeg satte mig ved siden af Amée. Hun stod der, med armene lagt over kors og øjne, der truede med at dræbe mig, hvis jeg ikke kom med en række af ord, der ville få hende til at slappe af. Jeg så længe på hende og til sidst tog hun fat i mine skuldre og begyndte at ryste mig.

 

”Jeg ved med sikkerhed, at der er noget i vejen, når du ikke svarer på mine beskeder og tager en taxa hjem, mens du snakker om magi og illusioner!” skreg Amée og så mig dybt i øjnene. Hendes øjne ville snart hoppe ud af ansigtet på hende og hvis hendes stemme blev meget koldere, ville jeg blive nødt til at finde et tæppe frem, hvor at undgå kuldegysningerne. Jeg stirrede stadig dumt på hende og vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg havde lyst til at fortælle hende det hele, vælte det ud, blæse det i hovedet på hende, som en ubarmhjertig snestorm. I stedet for lod jeg Amée ryste mig og snakke, indtil hun opgav og slap mig. Jeg kunne bare ikke få ordene ud. Sætningerne ville ud af min mund, men jeg cuttede dem og gjorde dem til små ord. Ord jeg ikke behøvede at komme ud med. Hendes blik lynede og hun krævede en god grund til alt det her. Men jeg kendte allerede svaret. Jeg vidste, at det ikke ville behage hende. Ingen af mine ord ville kunne gøre op med den vrede og forvirring jeg havde skabt.

”Jeg var forelsket,” sagde jeg ud i det blå. Jeg kunne se, at hendes kolde og vrede øjne først stirrede overrasket på mig. Hendes ansigt var helt blankt. Hun var blevet stiv som et bræt og hvis jeg ikke havde lagt hånden ved hendes næse, for at tjekke om hun trak vejret, så skulle man tro, at hun var en statue, eller endnu vildere, død. Derefter kom hendes åbne mund. Det lignede virkelig, at hun skulle til at tabe underkæben. Jeg stoppede med at se på hende og stirrede på køkkenet, for at give hende den tid hun behøvede.

”Okay… Okay… Jeg tror, at jeg er ved at skide i bukserne af skræk, fordi jeg bare droppede en dansetime… For jeg ved med sikkerhed, at jeg vil få en ordentlig skideballe af onkel… Men selv da du skulle, har jeg ikke været bange nok, til at forstille mig… dig… sige de ord?!” skreg hun og stirrede på mig, med øjne der var så forvirrede og mistroiske.

”Men Mill… Hvorfor… Snakker du om det i datid?” spurgte hun mig og lagde ømt en hånd på min skulder. Jeg kunne ikke længere skjule mit usikre kropssprog og bed mig i underlæben, inden jeg åbnede tungt ud.

”Det… Stemmen… Og så Mir?” sagde jeg og hakkede i det, inden jeg rakte ud efter Amée og lagde mit hoved på hendes skulder. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad det var det skete, og jeg havde for alt i verdenen mest lyst til at forsvinde. Amée blev ved med at spørge, men da hun lagde mærke til, at jeg ikke svarede hende, lagde hun bare armene om mig og kørte sin hånd gennem mit hår. Da jeg faktisk havde gennemtænkt et par sætninger, begyndte jeg langsomt at forklare hende det hele. På et tidspunkt stoppede hun med at køre sin hånd rundt i mit hår.

”Men Mill… Hvad… Hvis det ikke er stemmen du er forelsket i, men bare Seungho?” spurgte Amée, en anelse drillende, men prøvede dog at skjule det, da jeg ikke skulle blive vred. Jeg blinkede forvirret og slap hende. Hvorfor kom hun nu lige pludselig på den idé, at det hele handlede om Seungho? Jeg så på hende, men hun havde det underlige ansigtsudtryk igen… Det fra dengang hvor hun opførte sig underligt… Dengang hvor mor var kommet hjem og Amée blev ved med at stirre på mig. Pludselig var mit humør helt vendt og i stedet for at være forvirret og deprimeret, var jeg nu blevet alt for mistroisk…

”Amée… Hvad skjuler du?” spurgte jeg hende og trak e’erne på hendes navn ud. Mit blik gennemborede hende, og hendes ansigtsudtryk ændrede sig langsomt Hun svarede mig ikke, men jeg gav hende bare et nedstirrende blik, der var advarende. Hun bevægede sig langsomt hen ad sofaen og mod døren, mens hun blev ved med at stikke af…

”Du skal ikke benægte det! JEG SÅ DIG KYSSE SEUNGHO!” skreg hun af sine lungers fulde kraft. Mine øjne kunne sikkert ligne tekopper i øjeblikket. Og så skete det. Hun satte af og var hurtigt ude af lejligheden. På få sekunder stod jeg op og var ude af døren.

”JUNG AMÈE, HVAD ER DET DU GÅR RUNDT OG SIGER?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...