Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15836Visninger
AA

24. Når man mindst forventer det

 

I tider som disse spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg ikke bare var sprunget ud fra det tag? Så kunne jeg have oplevet fuglens nydelse ved at flyve, i stedet for det her. Havde Kyo narret mig? Havde han vidst, at jeg ville gemme i skabet? Jeg bed i hånden, men uanset hvad jeg gjorde, så ville den ikke slippe. I dette øjeblik så mit liv passere revy. Jeg kunne se, hvad jeg havde opnået og kom frem til det triste resultat, at jeg ikke var nået frem til noget som helst. Men alligevel fandt jeg en trøst frem. Jeg havde måske ikke mødt personen, men jeg havde hørt stemmen. Jeg havde hørt den smukkeste stemme på jorden. Mere skulle jeg vel ikke bede om, skulle jeg? Lige nu ønskede jeg så inderligt, at jeg havde åbnet den dør, da han havde sunget.

Jeg stoppede med at bide i hånden og gav helt op. Kyo havde mig nu. Han havde narret mig helt og altdeles og nu skulle han havde sin pris. Men hvorfor gjorde han det ikke endnu? Hvorfor rev han mig ikke fra hinanden?! Hvorfor var han ikke i gang med at dræbe mig, at få mig til at lide? I stedet for at høre hans hæslige stemme, hørte jeg en blød stemme.

Mil-Mil,” sagde hendes stemme. Var jeg blevet helt sindssyg?! Forstillede jeg mig min søsters stemme inden jeg døde. Jeg mærkede tårerne der trillede ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke andet end at smil stort. Heldigvis fik jeg da en kønt syn, inden jeg døde.

”Amée,” hviskede jeg og lukkede øjnene i. Men hånden flyttede sig bare til et kram bagfra. Jeg stivnede og prøvede at forstå, hvad det var der skete.

”Jeg lovede dig jo, at jeg altid ville være ved din side, når vi skulle gemme os mørke steder, ikke?” hviskede hun meget lavt. Jeg kunne mærke hendes ansigt mod min nakke, hvor hendes tårer også trillede ned. Betød det at vi begge to skulle blive dræbt? Jeg fik store øjne og vred mig ud af hendes greb. Jeg ville på ingen måde ofre min søster!

”Du skal ikke dø,” hviskede jeg og åbnede dørene til skabet. Da jeg trådte ud, var der ikke så meget at se. Natlampen ved mit bord var tændt, noget den ikke havde været før. Jeg prøvede at forstå, hvad det var der foregik, men forstod det ikke helt. Jeg kunne mærke en rolighed ved at dø nu. Nu reddede jeg da i det mindste min søster. Men der var ikke nogen Kyo, der kom for at dræbe mig. Selvom jeg godt nok så en kniv ved mine fødder... Jeg tog den op i mine hænder og rystede voldsomt. Der var blod på den kniv. Friskt blod, der stadig dryppede fra den. Jeg vendte mig hurtigt om, da jeg hørte lyden af et åndedræt. Jeg måtte blinke flere gange, for at forstå det hele. Kniven gled hurtigt ud af hånden på mig, mens jeg løb over til ham. Jeg begravede mit ansigt i Seunghos bryst, mens jeg hev vejret tungt. Jeg kunne slet ikke forstå, at han var her endnu engang.

”Hvorfor… ?” spurgte jeg bare. Jeg havde det som om jeg var helt væk. Jeg kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen længere. Jeg måtte være sindssyg, for det kunne ikke passe, at han var her. Han lagde bare en af sine hænder på mit hoved, mens jeg rystede.

”Vi kunne da ikke bare lade dig dø… Men det er faktisk din søster der planlagde alt det her,” sagde han, tydeligvis lettet. Alligevel var det som om han anstrengte sig for at holde den rolige tone. Jeg så hans brune øjne, der endnu engang havde reddet mig. Jeg så de læber, der var lige til at kysse. Men selvom jeg lige havde været med at dø, så gjorde jeg ikke noget, der kunne betyde min undergang. At kysse ham her og nu ville være for tåbeligt. Så meget kunne jeg ikke engang lide ham. Det var kun lettelsen der påvirkede mig lige nu, ikke andet… Tror jeg.

 

”Tak,” hviskede jeg bare, inden jeg lagde mine øjne i og besvimede af chok.

 

 

Amée P.O.V.

 

Jeg så på Seungho der kørte. Jeg så på den mand, der havde kysset mig søster… Selvom han ikke havde sagt noget om det! Han virkede alt for neutral omkring hende, i forhold til at de havde kysset. Joon og jeg havde selv set dem. Joon og jeg havde på grund af Deres løgne mødtes flere gange for at afklare det hele… Men det skulle jeg ikke tænke på nu. ”Få fart på,” skreg jeg og skubbede lidt til hans skulder, men jeg vidste godt, at han kørte så hurtigt som han måtte. Jeg stirrede på ham og så hans ansigt. Han var egentlig meget køn. Hans brunorange hår var nede nu, hvilket betød at han faktisk havde pandehår, selvom han plejede at have det strittende og oppe. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle synes om ham, men han var i hvert fald ivrig efter at komme af sted.

”Vil du ikke nok redde hende igen?” spurgte jeg ham bedende. Jeg kunne se, at han ikke tog øjnene af vejen, men hans greb om rettet var blevet strammere. Var han forelsket… I Mill? Nej, det kunne han ikke være. Hun følte jo ikke engang noget for ham. Godt nok havde de kysset men… Det hele kunne bare være lige meget, hvis hun bare overlevede det her. Jeg kunne mærke tårerne, der blev ved med at strømme ned ad kinderne på mig.

”Hvis du løb henne fra din gamle folkeskole, ville du så løbe hjem til Mills lejlighed eller din mors hus?” spurgte Seungho mig, mens jeg kørte bilen. Jeg prøvede at huske min folkeskole, den der havde været okay tæt på min mors hus.

”Var Mill der?!” skreg jeg og var tæt på at overfalde ham. Han nikkede bare kort, mens han koncentrerede sig om at komme hurtigt frem.

”Det var der hun sidste ringede fra ifølge min mobil,” sagde han bare og stoppede bilen, da jeg så vores hus. Vi steg begge ud af bilen og løb over til døren. Jeg tog den nøgle onkel havde givet mig og låste huset op. Hurtigt fik vi løbet huset igennem, men der var ingen. Sengho så på mig med et alvorligt blik.

”Hvis du blev jagtet i dit eget hus, hvor ville du så gemme dig?” spurgte han mig. Jeg tænkte mig om og prøvede at huske tilbage på de gode dage.

”Jeg gemte mig altid under sengen, men Mill… gemte sig altid i skabet,” hviskede jeg lavt og så på Seungho med store øjne. ”Jeg gemmer lige bilen,” sagde han, og jeg fulgte bare efter ham, for ikke selv at blive dræbt. Vi slukkede alle lysene og låste døren igen. Jeg mærkede frygten komme.. Tænk hvis Mill ikke ville komme her, men allerede var død?

”Du gemmer dig i skabet og tager dig af din søster når hun kommer ind i det. Så gemmer jeg mig bag gardinet og venter på Kyo,” sagde han alvorligt, inden vi gemte os. Kort efter gik det hele efter vores plan.

 

 

Jeg så på Mill, der lå bevidstløs i Seunghos arme. Først ringede jeg til politiet, så de kunne få anholdt Kyo og fjerne ham fra vores liv for altid. Derefter ringene jeg til alle de andre, for at fortælle dem, at vi havde fanget Kyo. Jeg kunne slet ikke tro på, at han faktisk var gået så langt. Jeg så på den anden side af sengen, hvor Kyo lå bevidstløs og bundet. Jeg havde været så optaget af Mill, at jeg slet ikke havde hørt, at Seungho havde slået Kyo.

”Hvorfor… Gjorde han det?” spurgte Seungho mig, der nu sad nede på gulvet, med Mill i sine arme. Han var dog forsigtig med ikke at røre hende med den hånd, som Kyo havde skåret ham i. Jeg satte mig overfor Seungho og mærkede nu bare bitterheden i min mund.

”Det tror jeg kun, at Mill kan svare dig på… Men jeg tror, at det var helt før første klasse… Mill har altid hadet Kyo, men Kyo ville altid have fingrene fat i Mill,” hviskede jeg bare og kørte en hånd rundt i hendes våde hår.

”Og for resten… Du har lige skaffet dig en tjener indtil du kan bruge din hånd helt,” sagde jeg og Seungho så uforstående på mig. Hvis han dog bare vidste, hvor meget hun hadede at stå i gæld til folk. Denne situation var så tragisk, at jeg helt fik lyst til at grine. Men min søster var nu i sikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...