Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
675Kommentarer
15865Visninger
AA

52. Klon

Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, men en af mine klassekammerrater slæbte mig bare af sted. Jeg havde slet ikke snakket med hende før. Altså ikke sådan rigtigt, men hun virkede nu meget flink.

”Jeg tror, at vi er faret vild,” mumlede hun pludselig og det korte strittende hår så nu skarpere ud, når solen ikke var der til at få hendes hår til at gløde. Jeg blinkede kort og nikkede en lille smule, inden jeg tog kortet og prøvede at huske, hvad det var vi skulle. Jeg havde slet ikke fulgt med så det, at jeg lige pludselig skulle finde vej for os, kom som et chok for mig. Vi skulle vist hen til et andet universitet, men jeg var slet ikke helt sikker på hvad vi egentlig skulle.

 

Lidt havde jeg da hørt efter i timen, men så heller ikke mere. Jeg så nu på kortet og prøvede at komme i tanke om noget, der kunne hjælpe mig, men uanset hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg ikke tænke på andet end Seungho. Der var bare et eller andet ved ham, der var så skide charmerende. Og der hjalp heller ikke ligefrem at tænke klart, når hans læber var så… Bløde og opmærksomhedsvækkende.

”Kan du finde det?” spurgte hendes stemme mig og endnu engang havde jeg det, som om jeg vågnede op fra en fristende drøm. Jeg fandt stedet på kortet og nikkede. Hun stillede sig ved siden af mig og jeg begyndte at forklare hende vejen. Efter det tog hun kortet og vi fortsatte med at gå.

 

Jeg vidste ikke, hvorfor hun tog med mig. Det gav ikke rigtig nogen mening for mig. Medmindre hun også blev lige så køresyg som mig, hvis hun tog bussen, så ville det være en god undskyldning. Jeg fortsatte med at gå og da jeg kunne se bussen ved skolen, var jeg helt sikker på, at vi var gået rigtigt. Pigen, jeg før havde gået sammen med, skyndte sig til løbe hen til sine venner. Jeg gik, da jeg pludselig kunne se et hoved der skilte sig ud. Det var præcis den samme hårfarve som Seungho havde. Dog virkede hans hår lidt kortere på denne afstand, men jeg var sikkert ved at blive sindssyg. Jeg gik langsomt over til min klasse og som altid skete der intet spændende. Jeg vidste, at jeg havde bildt mig nogle ting ind, men når jeg så på det orangebrune hår, skiftede det ikke farve. Uanset hvor meget min lærer snakkede, kunne jeg stadig se hans farvede hår.

 

Jeg kunne se, at han snart ville forsvinde indenfor, men der var ikke så meget at gøre. Hvis jeg først mødte Seungho, ville jeg komme til at savne ham for meget. Hvis jeg mødte ham lige her, ville jeg slet ikke vende tilbage til min undervisning. Selvom jeg allermest havde lyst til at følge efter ham, måtte jeg nok hellere blive her og høre min lærer snakke om ting, som jeg slet ikke havde brug for at høre. Lige nu havde jeg brug for Seunghos kys igen, for ellers ville jeg føle mig som en misbruger uden stoffer. Jeg rakte pludselig hånden op og folk stirrede på mig med store øjne.

”Ja Millian?” spurgte han og jeg kunne sagtens mærke irritationen over, at han brugte mit rigtige navn. Han lignede en Gud der lige var stået op fra graven, fordi mindst en elev virkede interesseret.

”Må jeg gå på toilettet?” spurgte jeg ham og jeg kunne se skuffelsen i hans øjne. Han nedstirrede mig og nikkede dog kort, men først da jeg havde bedt om lov, kom jeg i tanke om, at jeg ikke anede hvor toilettet var. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg nogle gange skulle planlægge tingene lidt bedre.

”Er du faret vild?” spurgte en stemme mig. En stemme der var ligesom flydende guld og alligevel var der noget ved stemmen, der sagde mig, at jeg ikke havde mødt personen før. Da jeg vendte mig om, fik jeg mig et stort chok. Personen foran mig var ikke Seungho, selvom han lignede ufatteligt meget. Der var noget lidt yngre ved hans ansigt. Han var lidt ældre end mig, men ikke meget. I forhold til Seungho, var han også lidt højere, så han havde faktisk muligheden for at nedstirre mig med et skævt smil. Dog var hans øjne også en smule smallere. Uanset hvor meget han mindede om Seungho, var det ikke ham. Ikke nok med alle de andre ting, så var der en bemærkelsesværdig ting… Hans læber var intet i forhold til dem Seungho havde.

”Hvorfor… stirrer du sådan på mig?” spurgte han mig og så helt forvirret ud. Det var tydeligt at se på hans blik, at han ikke havde det så godt med mig lige nu. Jeg blinkede kort og rystede på hovedet.

”Du minder mig bare ufattelig meget om en person,” sagde jeg og gik lige forbi ham. Som forventet, kunne jeg høre nogle skridt bag ved mig og jeg måtte sukke opgivende, mens jeg satte farten op.

”Plejer man ikke at følge en person, der kender stedet, hvis man er faret vild?” spurgte han mig og kunne sagtens følge trop. Da skridtene bag ikke forsvandt, stoppede jeg og vendte mig om. Jeg lagde armene over kors og prøvede at se sur ud, men det gik ikke så godt. Min trang til at tisse, var ved at gå ud over mit ansigtsudtryk.

”Hvis du er så desperat, skal jeg da nok følge med,” sagde jeg koldt og håbede, at han snart ville lade mig være. Han stirrede på mig med store øjne og begyndte derefter at grine.

”Som du vil,” grinede han og vendte ryggen til ham. Selvom jeg havde bedt ham om at lade mig være, fulgte jeg alligevel efter ham. Jeg havde ikke så mange andre valg…

 

Ikke nok med at jeg skulle vises rundt af ham, fandt jeg også ud af at han skulle vejlede mig om nogle ting, da han var en ældre elev. Nu betød der nødvendigvis ikke, at vi to skulle være partnere, fordi han havde vist mig hvor toilettet var og gjort mere grin med mig. Han var vist en af de personer, der ikke havde noget imod min fjendtlige aura… Ligesom Seungho ikke havde…

”Jeg skal nok tage mig af hende her,” sagde han til at starte med og inden jeg kunne nå at protestere, nikkede min lærer bekræftende. Nu ville jeg i hvert fald komme til at tænke mere på Seungho, når jeg gik rundt sammen med en dreng, der lignede hans klon.

 

Han gik rundt, da han kendte stedet, men jeg havde ingen anelse om, hvor vi skulle være henne. Selvom han snakkede, gjorde jeg ligesom jeg havde gjort resten af dagen – ignorerede alle de andre lyde der som fra andre folks munde og hørte på, hvad mine tanker fortalte mig. Pludselig var vi henne i et lokale, hvor jeg kunne halvdelen af min klasse sidde med andre elever.

”Hvad er det vi skal?” spurgte jeg ham, da det først var gået op for mig, at det nok ville være en god idé at følge lidt med.

”Lære?” sagde han med verdens største smil og jeg have nu lyst til at slå ham endnu mere, end jeg havde i forvejen. Han satte sig ved et bord og jeg trak en stol over til ham, så jeg kunne se hvad der foregik.

”Nej, det er vist et eller andet med at vores skoler skal lave et projekt sammen,” sagde han og sendte mig et smil. Jeg sendte ham bare et utroværdigt blik. Kunne det virkelig passe, at jeg havde stenet så meget i dag og slet ikke havde fulgt med? Havde jeg kun været til stede, for at være til stede… Hvis jeg ikke engang har hørt efter, hvorfor var jeg her så overhovedet?!

”Vil det så sige, at vi er partnere?” spurgte jeg ham og stirrede med store øjne. Han stirrede længe på mig, men sukkede så opgivende, inden han satte sin Macbook Pro foran sig og begyndte at arbejde.

 

Til at begynde med snakkede vi alt for meget. Det var første gang, at jeg så hurtigt havde åbnet mig op for en person, så jeg faktisk kunne have en samtale kørende med. Det var virkelig nemt at snakke med ham, når vi havde nogle af de samme drømme, ønskede nogle af de samme ting og havde den samme humor, for det meste. Vi stoppede først med at snakke, da vi så opgaveformuleringen. Vi havde troet, at det ville blive en simpel opgave, men da vi blev ved med at læse og bladre gennem de mange sider, gik det først op for os, hvorfor folk sendte os så mange blikke.

”Jeg tror, at vi kommer til at sidde her lidt længere end forventet,” mumlede Seunghoon og lagde ikke skjul på, at han med det mente mange timer, som vi skulle bruge på at lave denne opgave. Jeg lagde mit hoved på bordet og stønnede højt. Dette ville blive en meget lang dag.

”Ah… Men altså… Vi fortsætter vel bare i morgen så,” mumlede Seunghoon og prøvede at smile, men jeg stirrede bare olmt tilbage til ham. Hans attitude kunne virkelig skifte hurtigt og fra det ene øjeblik var han seriøs og det næste orkede han ikke at lave mere. I forhold til alle de andre grupper, var vi ikke nået særligt langt og jeg var ikke en person der arbejdede godt under tidspres?!

”Hvis du nu havde fortalt mig, at der ville være en opgave, så ville vi for længst have været færdige med den,” råbte jeg højt, da vi var de eneste i området. Jeg lagde mine arme over kors, men skjulte hurtigt mit ansigt i mine hænder. Dette var ikke tidspunktet, hvor jeg skulle gå i panik. Alle store opgaver bragte panik med sig, det var jeg godt klar over, men noget ved denne opgave slog mig fuldstændig ud. Seunghoon kørte bare hånden igennem håret og smilede at smile, men det blev mit blik ikke mildere af. Vi stod nu ude ved parkeringspladsen og stirrede på hinanden ret længe. Han havde været den uansvarlige ikke mig… Det var trods alt ham der var den ældre. Seunghoons blik blev hurtigt rettet mod en bil. ”Vi må tage den en anden gang. Min bror er kommet,” sagde han, og lød straks mere glad. Jeg kunne se en bil stoppe lige ved Seunghoon. Den bil så lidt bekendt ud. Alt for bekendt ud. Den lidt mørkeblå farve, der havde kørt forbi mig i en regnvejrsdag. Først da enhver celle i min krop begyndte at reagere, gav det hele lidt mere mening. Det var derfor, jeg syntes han lignede ham så meget.

”Seungho!” skreg jeg, måske lidt for lykkeligt. Seungho rullede vinduet ned og så helt overrasket ud, da han fik øje på mig. Det kunne tydeligt ses i hans øjne, men hans smil afslørede ham også alt for meget. Hvis det ikke havde været for hans yngre bror, havde jeg hevet hans hoved ud af ruden og klasket mine løber mod hans.

”Mill-Ah, hvad laver du her?” spurgte han mig, med en klar nysgerrighed i hans stemme. Ingen kommentar til hans bror, kun en til mig.

”Jeg er åbenbart blevet sat sammen med din bror i et projekt, som jeg er blevet godt og grundigt introduceret for,” sagde jeg så sarkastisk som muligt og så straks over på hans bror, der holdte hænderne oppe foran ansigtet, for at signalere sin uskyld. Seungho kiggede skiftevis på os begge to, da jeg pludselig fik denne gode idé… Seungho ville aldrig kunne sige nej til mig.

”Jeg tager forsædet,” sagde jeg og løb hurtigt hen til døren, mens Seunghoon protesterede og skulle til at løbe efter mig, da jeg smækkede døren op i ansigtet på ham og rakte tunge.

”Hyung!” skreg han med en lidt barnlig stemme og bankede på vinduet. De to brødre havde helt sikkert med en eller anden samtale med deres blikke.  

”He likes me more~,” nynnede jeg lidt lavere og lænede mig tilfreds tilbage, da jeg kunne høre det lille klik selen lavede. Seunghoon stirrede på sin ældre bror med store øjne, men Seungho trak bare på skulderne og kastede et blik over på bagsædet. Jeg kunne tydeligt se det irriterede blik Seunghoon havde, fordi han var blevet besejret.

 

Ingen i bilen sagde noget. Hvis jeg kun havde været sammen med en af dem, ville jeg kunne snakke sammen, men nej. Seunghoon vidste jo ikke, at jeg havde et ret så kærligt forhold med hans bror. Seungho vidste ikke, at jeg klikkede ret godt med hans yngre bror. De to så også ud til at have noget at tale om, men fordi vi lige præcis var tre, kunne vi ikke snakke. Jeg var den første der skulle sættes af, det kunne jeg se på Seunghos valg at ruten og det gjorde mig alligevel lidt ked af det. Hele dagen havde jeg nærmest dagdrømt og fyren ved siden af mig og nu kunne jeg slet ikke gøre noget. Vi kom hele tiden tættere og tættere på min lejlighed og da vi var ved at være hjemme, kunne jeg ikke styre mig selv.

”Se bag dig! Er det ikke SNSD’s Jessica?” spurgte jeg Seunghoon og pegede på ruden bag ham. Han vendte sig hurtigt om, mens jeg hurtigt lagde min hånd på Seunghos hals og pressede mine læber blidt mod hans. Lige i det øjeblik Seunghoon vendte sig om, slap jeg hans bror og trådte ud af bilen. Seungho surmulede og sendte underlige blikke til mig, da han ikke kunne forstå hvorfor jeg havde behov for at lyve om sådan noget. Seungho, derimod havde øjne, der glitrede mere end noget andet. Lige nu kunne vi ikke være sammen, men i det mindste ville jeg komme til at se ham hver dag… Seunghoon var trods alt min makker, der havde brug for at blive hentet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...