Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15826Visninger
AA

42. Hønemor

 

Uanset hvor syg jeg blev, så kunne jeg åbenbart stadig mærke den akavede stemning. Efter jeg nærmest havde overfaldet Seungho, havde jeg brugt al min energi, hvilket førte til, at han også skulle bære mig ind i min lejlighed. Jeg var glad for, at folk der kendte mig ikke så os, for ellers ville det være game over. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne klare mig selv, men med min nuværende gå-evne, ville han simpelthen ikke lade mig være alene. Jeg sad på mit værelse og gemte mig under dynen. Jeg havde bedt Seungho om et par minutter til at være alene. Et par minutter, der sørgede for, at jeg ikke lige pludselig angreb ham igen.

Jeg vidste, at han ikke ville lade mig være alene lige nu. Jeg ønskede heller ikke at være alene, men det var simpelthen så akavet det hele. På den anden side, så kyssede han mig igen… Men jeg var ikke helt sikker! Måske havde min hjerne bare givet mig det billede og han havde måske været stiv som en sten. Alligevel kunne jeg huske følelsen af hans hånd i mit våde hår. Hans bevægelser, hans kys, der havde været så blide, men var ved at blive kraftigere. Hvis han blev syg, ville det udelukket være min skyld, men jeg var jo ikke snottet. Jeg havde bare feber. Jeg så på min mobil og ringede straks Amée op. Selvom jeg havde lagt på, så ville hun tage den. For det var sådan en slags søster hun var.

Til min overraskelse blev mobilen ved med at ringe. Jeg sluttede opkaldet og stirrede på min mobil med store øjne. Måske havde jeg ringet til den forkerte person, men uanset hvor mange gange jeg tjekkede, blev det stadig det samme. Jeg sukkede opgivende og rystede på hovedet. Hun var sikkert på toilet og havde ikke taget sin mobil med sig. Amée ville aldrig gå uden sin mobil og chancen for at hun ikke tog den, var lig med nul. Jeg rejste mig op i en hård bevægelse og blev straks svimmel. Da jeg åbnede døren, så jeg Seungho sidde i min sofa med et bekymret blik.

”Amée kommer om lidt, så du kan gå,” sagde jeg og stirrede på ham. Alligevel blev han siddende og så skeptisk på mig.

”Jeg bliver til hun kommer så,” sagde han og jeg kunne se, at han ikke havde nogle planer om at gå nogle steder. En lille del af mig blev varm af den tanke, men jeg sukkede. Jeg ville have rystet på hovedet af ham, men det var jeg for svimmel til.

”Du behøver ikke at blive her,” sagde jeg. Han lagde armene over kors og så på mig.

”Joon er ikke hjemme endnu,” sagde Seungho køligt og stirrede alvorligt på mig. Jeg rynkede mine bryn sammen og stirrede forundret på ham. Hvad fanden havde Joon med det hele at gøre?

”Jeg sagde Amée, ikke Joon,” sagde jeg og prøvede på ikke at blive irriteret. Han gik over til mig og stillede sig overfor mig. Han kom alt for tæt på, så jeg flakkede baglæns. Jeg stirrede på ham med store øjne. Jeg var glad for, at han ikke var meget højere, for så kunne han i det mindste ikke nedstirre mig, men hans blik var ikke ligefrem er blik, man gav nogen når man var glad. Det var et blik, hvor hans mørke øjne lynede og jeg kunne ikke tage det. Uden at kunne kontrollere det, snublede jeg lige ind i brystet på ham og hans arme rundt om mit liv, fik mit hjerte til at banke alt for hårdt. Jeg kunne ikke komme ud af hans greb, men hvis han blev ved med at holde om mig, så ville han kunne mærke mit hjerte, der bankede for hurtigt.

”Jeg hørte dig udmærket godt, men Joon tog Amée hen for at… Tage på en date går jeg ud fra. Og hvis han ikke er hjemme endnu, så er hun nok heller ikke hjemme,” sagde han. Jeg undgik at se på ham, men stirrede bare på hans brystkasse. Amée… Var på en date? Og hun havde ikke fortalt det til mig. Jeg slap hurtigt Seungho, selvom det, at skubbe ham væk fra mig, alligevel krævede sin energi. Jeg fór svimmelt hen til min mobil og ringene Amée op igen. Hun skulle ikke vælge Joon frem for mig.

”Lad så være med at ringe til Amée konstant! Hun har altså et liv at tage sig af og ikke kun dig!” kunne jeg høre Joons stemme sige irriteret til mig. Jeg kunne mærke, at han lige så stille sparkede mine nerver i gang.

”Men lad mig nu bare snakke med hende!” skreg jeg frustreret og skulle til at skrige, da jeg hørte ham snakke.

”Oh. Der er ikke nogen Kibum her. Du har vist fået forkert nummer,” kunne jeg høre Joon sige. Jeg spærrede mine øjne op og begyndte at skrige af ham, men han lagde på.

Jeg kunne se Joon med min mobil. Han smilede svagt, selvom der var noget anspændt ved hans ansigtsudtryk.

 

 

”Oh. Der er ikke nogen Kibum her. Du har vist fået forkert nummer,” sagde Joon lige så venligt og lagde på, da han fik øje på mig. Jeg kunne se at hans lille anspændte smil, blev erstattet af noget, der fik mig til at smelte. Jeg gik langsomt over til ham, selvom jeg havde lyst til at løbe derover.

”Hvem var det?” spurgte jeg. Joon slyngede sin arm rundt om min skulder og smilede stort mens vi begyndte at gå. Jeg kunne mærke mine kinder brænde.

”Bare forkert nummer,” sagde han og så på mig. Jeg så på ham ud af øjenkrogen, for ellers ville jeg rødme endnu mere. Dog var der ikke så mange i Zoo lige nu, men han havde stadig briller på, der dækkede hans smukke øjne.

”Ah,” mumlede jeg og gik videre, da jeg fik øje på et skilt.

”Jeg vil se løverne” sagde jeg og vendte hurtigt om, så jeg kunne få dem set. I baggrunden kunne jeg høre Joon sukke, da han ikke havde fat i mig længere. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, da han ikke lagde mærke til det. Han var virkelig kær.

 

 

Jeg stirrede på mobilen og havde lyst til at smadre den, for altid at gøre mig så irriteret. Jeg forbandede Lee Joon lige på stedet. Seungho havde fulgt efter mig og jeg vendte mig straks op. Jeg kunne se, at hans blik var på en af mine… lidt frække BH’er.

”Hey! Hvad glor på du,” skreg jeg helt flovt og tog hurtigt fat i den. Jeg gemte den om bag ryggen og stirrede på ham med store øjne. Jeg kunne se en meget svag rød nuance på hans kinder og han undskyldte også, men jeg var for flov til at tænke over det. Jeg gemte min BH under dynen og satte mig på sengen.

”Jeg går ud og laver dig noget mad, indtil Amée finder ud af, at du er syg,” sagde Seungho og skulle til at gå.

”Oppa… Hvorfor bliver du her overhovedet?” spurgte jeg og så på hans ryg. Jeg kunne se at han stoppede op og vendte sig om for at se på mig.

”Af samme grund som jeg kyssede dig,” sagde han kort og dybt. Jeg kunne mærke mine kinder brænde og han grinede meget svagt, da han så mit overraskede ansigt. Jeg kravlede ind under min dyne og stirrede på ham.

”Kan… Du ikke synge for mig, til jeg falder i søvn?” spurgte jeg, alt for skingert. Jeg trak dynen helt op til næsen, så han ikke kunne se mine kinder brænde eller høre min usikre stemme. Han gik over til mig og jeg gemte hovedet, men rykkede lidt, så han kunne sidde der. Jeg trak dynen lidt ned og så på ham. Han begyndte at synge lige så stille. Det var en meget stille og rolig sang, som fik mig til langsomt at lukke øjnene i.

Jeg mærkede også en hånd der stille kørte i mit hår, ligesom jeg ville have det. Det hele blev mere og mere utydeligt, men hans stemme blev ved med at hænge fast. Jeg kunne lige nå at se et lille glimt at min drøm, mens jeg var ved bevidsthed. Et farvestrålende lys kunne ses. Det var et meget kort glimt, men jeg vidste, at min drøm ville blive skøn. Jeg nåede dog at falde helt i søvn, inden håret blev fjernet blidt fra mit hoved og bløde læber blev plantet mod min pande, der i forvejen brændte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...