Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
675Kommentarer
15871Visninger
AA

49. Fuck Google! Fuck Seungho!

 

Jeg så på alle de solsikker, jeg havde fået. Ud af alle de romantiske blomster som han kunne vælge at sende mig, så sendte han mig solsikker. Alligevel var der noget så smukt over dem, der fik mig til at bløde op… I hvert fald en lille smule. Men jeg troede ikke, at man på dette tidspunkt af året, kunne få solsikker og ikke engang så mange. Jeg holdte blomsterne og blev ved med at stirre på det kort han havde sendt mig.

Jeg havde ikke tænkt mig at svare ham, hvis han troede at solsikker kunne minde mig om solen. Uanset hvor mange blomster han så sendte mig, havde jeg ikke tænkt mig at snakke med ham igen. Han havde mindet mig om, hvor svinske drenge var og jeg behøvede ikke flere minder for at huske, hvorfor jeg havde holdt mig væk i første omgang. Jeg kunne høre Di fnise og blev nu alligevel nysgerrig, da han ikke ville grine uden grund. Han stirrede på mig, som var jeg en idiot. Hvis jeg bare lige kunne nå den pande, han lige havde brugt, så ville hans hoved ikke se så kønt ud i morgen.

Han gik hen til mig og ruskede mit hår rundt. Jeg kunne nu mærke varmen i mine kinder, både fordi jeg havde fået blomster, men også fordi jeg var småsur.

”Den mand har styr på blomsterbetydningerne kan jeg se,” sagde Di og grinede nu endnu mere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke lyst til at smide blomsterne ud, men selvom jeg stadig var vred, satte jeg dem i en vase. Di havde nævnt noget om blomsternes betydninger, så der måtte være noget mere over disse blomster. Jeg tændte min pc, men selv det gjorde mig utålmodig. Jeg ville gerne vide hvad Seungho mente med disse blomster. Di begyndte at fløjte og det gjorde mig kun mere nysgerrig og utålmodig – at Di vidste noget, som jeg ikke gjorde, gik mig mere på nerverne, end en myg på væggen om sommeren.

 

Da jeg endelig havde fået tændt min pc, skyndte jeg mig at google solsikkernes betydning. Jeg klikkede på den første hjemmeside og begyndte at skimme så meget som muligt, da der stod alt for meget. Mine øjne landede på betydningen og tårerne var ved at springe frem i mine øjne.

”A-Arrogance?” stammede jeg og kunne mærke en helt ny følelse i mit bryst. Så han synes, at jeg var arrogant, fordi jeg var smuttet så hurtigt! Det var sgu da ham, der havde været svinet… Det var ham, der lod som om han faktisk ville se mig, selvom jeg bare skulle bruges af Joon! Det svin… Hans kort var sikkert også ironisk ment. Inden jeg kunne nå at svine Seungho mere til inde i mig hoved, kunne jeg høre Di stønne irriteret, med hovedet gemt i sine hænder. I en hidsig bevægelse skubbede han stolen væk fra sig og gik om til mig.

”Spade! Hvorfor undrede det mig ikke, at du absolut ville finde frem til en hjemmeside, hvor dens betydning var forkert! Alle ved, at den rigtige betydning for en solsikke er ’adoration’,” sagde Di alvorligt og så på mig med aggressive katteøjne. Jeg brød vores øjenkontakt og prøvede at forstå, hvad han faktisk stod og fortalte mig. Selvom han lige have givet mig en ny betydning, kunne jeg ikke slippe af med vreden. Det ville simpelthen ikke gå op for mig, at Seungho måske ikke var et fjols. Og jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev ved med at håbe, at han var et. Det var jo meningen af han skulle være et svin… Hvis han ikke var det, så ville jeg ikke kunne hade ham. Og hvis jeg ikke kunne hade ham, ville jeg blive endnu mere tåbelig… Endnu mere forelsket.

”Hvad betyder det?” mumlede jeg helt lavt. Det var ikke fordi jeg ikke kendte betydningen. Jeg var bare ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at finde frem til den rigtige sammenfatning. Di begyndte at gå væk fra mig og over mod køkkenet.

”Hvorfor googler du ikke også det med dine fantastiske evner,” sagde Di i en højere tone end han plejede, mens han gik i gang med at vaske op. ”Og hvis du nu talte efter hvor mange blomster du nu havde, ville det måske gå op for din lille hjerne, hvad manden prøver at fortælle dig,” sagde Di og tændte for vandet. Da mine øjne havde fulgt Di hen til vasken, vendte jeg dem igen mod min skærm.

 

Jeg slog ordet ”adoration” op og fandt frem til betydningerne tilbedelse og forgudelse. I et øjeblik sortnede det hele for mig og jeg prøvede at finde frem til en helt logisk forklaring på, at han ved et uheld havde givet mig solsikker. Men jeg kunne ikke finde på noget. Og Daichi ville ikke have reageret så kraftigt, hvis det havde været den sølle betydning. Jeg lukkede mine øjne og trak vejret dybt ind. Selvom Seungho ikke var ved siden af mig lige nu, så havde jeg stadig svært ved at være helt normal, når han sendte mig blomster med sådan en betydning. Jeg satte en af mine hænder foran hjertet og bad til, at denne smerte snart ville gå over. Denne ubehagelige rus. Jeg stoppede først med at tænke på mig selv, da jeg hørte Di’s fødder bevæge sig. Han havde taget en af solsikkerne op og så på den med øjne med så meget begær, at det selv fik mine kinder til at brænde…

Adoration is love given with deep affaction,” citerede Di med en dybere stemme end den han altid havde og så over på mig igen. Han tog fat i alle blomsterne og gik over til mig, i noget der syntes at ligne et snegletempo.

”Der er præcis 15 blomster,” sagde han og rakte dem til mig. I det øjeblik jeg tog imod blomsterne, vendte han ryggen til mig. Derefter tog han sin jakke på og forlod mig helt alene og uvidende, uden at sige et eneste ord. Daichi havde aldrig opført sig så underligt før. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg også kendte ham, lige så godt som han kendte mig. Da stilheden havde lagt sig og mine tanker var kommet til mig igen, lagde jeg blomsterne på bordet. Jeg googlede nu antallets betydning og efter at have tjekket flere hjemmesider, for ikke at begå den samme fejl, fik jeg endnu engang svært ved at trække vejret. Jeg knugede alle de 15 blomster til mig og lukkede øjnene. Følelsen jeg havde i min krop nu, var helt ubeskrivelig og det var nok til at få mig til at miste fatningen. Jeg troede ikke, at han kunne finde på at gøre det på denne måde. Jeg troede virkelig ikke, at det faktisk var gået op for ham, hvor meget han havde såret mig. Min vejrtrækning var stadig ustabil, men jeg kunne simpelthen ikke holde et gisp inde. Hurtigt lukkede jeg mine øjne stramt i, for at undgå at få tårer i dem. Jeg smed blomsterne fra mig og løb ind på mit værelse. Sunja ville kunne forstå mine følelser lige nu.

 

’15 – I am sorry’

 

Amée P.O.V.

 

Mill var ikke dukket op i dag, selvom jeg havde bedt hende om at komme. Jeg vidste, at hun nok skulle dukke op på et tidspunkt, men når jeg skrev at det skulle være i dag, så havde hun at dukke op! Hun havde stadig tid endnu, men alligevel. Jeg vidste, at hun med sikkerhed havde set mine beskeder, da Seungho havde spammet hendes mobil med missede opkald. Eller det havde Joon i hvert fald sagt. Jeg havde ikke helt forstået det hele, da det teknisk set kun var Joon der vidste, hvorfor hun var sur. Han havde ikke sagt noget til Seungho, men havde nævnt, at hun vist var i et mindre godt humør. Han havde fortalt mig, at det var noget med Seungho, men resten ville han ikke fortælle mig noget om.

 

Det var første gang at vi begge to var tidligt færdige med vores ting, så derfor kunne vi endelig få lov til at spise sammen. Da vi begge havde fundet noget mad, sad vi i den tomme træningssal og spiste. Lige sådan som jeg troede, at det hele gik så godt, så kom det spørgsmål, som jeg ville have svært ved at rode mig ud af.

”Hvor kender du Kiseop fra?” spurgte Joon mig og tyggede videre. Selvom han prøvede at se ud som om, det var et almindeligt spørgsmål, vidste jeg, at mit svar kunne få en afgørende betydning, og ikke kun for mig med både for Mill og min bror. Jeg hostede voldsomt, da jeg fik spørgsmålet, fordi jeg sad med mad i munden. Joon så bekymret på mig, men langsomt fik jeg tygget af munden. Jeg tillod mig at have det svært ved at komme mig over hostet, men i virkeligheden træk jeg tiden ud, så jeg kunne gennemtænke, hvad jeg skulle svare ham. Han rakte mig noget vand og med et lille smil, tog jeg imod det.

”Min bror er åbenbart gode venner med ham, så jeg skulle lige introduceres for ham,” sagde jeg, men jeg kunne se at Joon fik store øjne. Og fordi han lige præcis var sådan en dreng som han var, vidste jeg, at det lød helt forkert i hans ører.

”Det var ikke en blinddate eller en form for parsammensætning,” sagde jeg letter sarkastisk og kunne straks se at han var lettet. Han var virkelig så dum nogle gange og alt for overbeskyttende. Ikke nok med det, havde han også en lidt en lettere besættelse, når det kom til at passe på hans kærester.

”Ah. Mange folk tror, at jeg er enebarn, men jeg har faktisk en storesøster,” sagde han og så på mig med et lille smil. Jeg blinkede, da det faktisk gik op for mig, at han snakkede om sig selv.

”Virkelig?” spurgte jeg overrasket og følte mig samtidig smigret over, at han fortalte mig det. Han nikkede, men det var noget lidt irriterende over hans ansigtsudtryk.

”Jeg ville også mange gange ønske at jeg havde fået mig en hundehvalp eller en storebror i stedet for, men uanset hvor mange menstruationssmerter hun skal klage over, er hun i sidste ende sød nok,” grinede han.  

”Tamaki er også en god storbror,” sagde jeg. Først da jeg mærkede Joons øjne stirre på mig længere end de plejede at gøre, mærkede jeg en klump i halsen. Tamaki var et japansk navn, så det var måske ikke så udbredt i Sydkorea. Jeg havde følt mig så tryg ved Joon, at jeg var kommet til at tale over mig.

”Maki-Tamaki? H-Ham der med overkroppen?” spurgte Joon med store øjne og stammede lidt, som han altid gjorde, når han var overrasket. Jeg stirrede tilbage på ham med lige så store øjne, da jeg hørte, hvad han tænkte på, når jeg sagde min brors navn. Pabo!

”Ja, ham er med overkroppen,” mumlede jeg og rullede med øjnene, men endte alligevel med at smile over ham. Det kunne vel ikke skade, at jeg fortalte Joon, at jeg havde en kendt bror. Før eller siden, ville han alligevel finde ud af, at jeg havde mere end kun en søster. Og da Joon tog det så roligt, gjorde det mig kun mere tryg ved at være sammen med ham. Desuden var han en person, som kunne holde på en hemmelighed. Alligevel var der en meget lille del af mit indre jeg, der fortalte mig, at dette var en fejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...