Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15828Visninger
AA

51. Fingeraftryk

”Er jeg så interessant at se på?” spurgte jeg ham og så forsigtigt op på ham. Et lille smil dukkede op på hans mund, og jeg hvilede bare mit hoved mod hans bryst igen. Lige nu var vi i det rum, hvor han første gang havde presset sine læber mod mine. Han havde sat sig lige bag klaveret og jeg sad nu i hans skød. Svimmelheden var forsvundet, men alligevel blev jeg siddende. Hvorfor skulle jeg dog få lyst til at rejse mig op, når hans greb om mig var så dejligt og varmt. Jeg havde virkelig lyst til at falde i søvn i hans arme, men det ville jeg ikke bruge tiden på.

”Du er meget interessant at se på,” sagde han og kørte sin hånd over min kind. Det kildede alt for meget, da han lagde sin pegefinger mod mine læber. Uanset hvad han rørte, ville han efterlade sig en brændende fornemmelse på det sted han havde rørt. Det var ikke en følelse, som jeg kunne blive træt af åbenbart. Måske var det fordi, at den følelse kun fandtes fra hans side af. Jeg kunne tydeligt dufte hans cologne, nu hvor jeg sad så tæt på ham. Da de bare skulle optage nogle sange og ikke andre steder hen, havde han noget mere normalt tøj på, hvilket også så godt ud på ham.

”Hvad ville du mig?” spurgte jeg ham, ikke så forelsket, nu hvor jeg havde fået hvad jeg ville have. Jeg var i hænderne på ham, så derfor gik min hjerne med til at jeg fik noget af min fornuft tilbage. Selvom det prikkede i mine læber og jeg allermest havde lyst til at mærke dem, lod jeg være og så på ham. Alligevel adlød min hånd ikke og begyndte at kærtegne hans kind. Selvom jeg så rolig ud udenpå, var jeg ved at dø indeni. Alle de underlige følelser, der blev sendt rundt i min krop, gjorde mig næsten helt elektrisk. Han tog fat i min hånd og kyssede indersiden af mine fingerspidser.

”Du giver mig altid det der blik,” sagde han og slap min hånd. Selvom jeg straks kunne mærke kulden, fordi han slap min hånd på den måde, sagde jeg ikke noget. I stedet for undrede jeg mig over hans ord.

”Hvilket blik?” spurgte jeg og trak mig modvilligt, men sikkert lidt væk fra ham og han stønnede irriteret. Jeg kunne se, at han tydeligvis fandt noget ret frustrerende.

”Du giver mig det blik af tilbageholdenhed. Du ligner en, der er bange for at sætte sine fingeraftryk på mig,” sagde han og jeg måtte blinke, da jeg blev helt forvirret. Det lykkedes mig ikke at holde masken og forvirringen, men også sandheden slog mig en lille smule. Jeg tog fat i hans hånd og flettede vores fingre, for derefter at holde vores hænder oppe.

”Se?” sagde jeg og stirrede på ham, som var han idioten. Jeg var da ikke bange for at sætte mine aftryk på ham. Det var da nemt nok at røre ham. Han tog sin hånd til sig og lod endnu engang min hånd være alene i kulden. Da jeg prøvede at se på ham, lignede det at han rullede lidt med øjnene.

”Det er jo ikke det jeg mener... Du har bare ikke tænkt dig at åbne op, har du?” spurgte han en lille smule irriteret. Selv hvis han havde prøvet af holde de negative tanker væk, afslørede hans ansigtsudtryk ham for nemt. Jeg rejste mig op og satte mig ved siden af ham, så jeg ikke behøvede at stirre på ham. Noget sagde mig, at jeg ville få det dårligere, hvis jeg blev ved med at se ham i øjnene. De kunne til tider være giftige.

 

Jeg havde mest lyst til at gå ud af døren for at forsvinde, men jeg vidste, at han ville følge efter mig. Hvorfor jeg vidste det, havde jeg ingen anelse om, men noget sagde mig, at jeg ikke kunne slippe af med ham. Som et solidt mobilvedhæng, ville han blive ved med at pynte den ellers så kolde mobiltelefon.

”Hvad er det du helt præcist vil have mig til at gøre?” spurgte jeg og så over på ham. Jeg kunne ikke lide det, når jeg ikke længere kunne røre ham. Det gjorde, at jeg ikke følte mig helt tilpas… Nu hvor jeg vidste, at det ville blive umuligt at gøre noget uden ham, kunne jeg ikke skride ud af døren, uden selv at skade mig på vejen.

”Sig, ”jeg elsker dig,” sagde han, med en stemme jeg ikke havde hørt før. En stemme, der stod fast. Jeg stirrede på ham uden at sige noget som helst. Mine øjne lignede sikkert to bolde, men jeg kunne ikke stoppe med at stirre… Hans ord kom helt bag på mig.

Jeg vidste ikke hvorfor, men pludselig fik jeg en underligt stor klump i halsen. Det i min krop skreg, at jeg skulle se at komme væk, men jeg var som forstenet. Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom intet ud af munden på mig. Det var ikke fordi jeg ikke elskede ham… Det gjorde jeg, det vidste jeg et eller andet sted godt, at jeg gjorde. Det var bare ikke muligt at få de ord ud af min mund. Det drejede sig ikke kun om Seungho, men om folk generelt. Jeg havde aldrig følt, at det var nødvendigt at sige de ord til andre folk. Det var som at stikke en hånd i ilden og vente på, at andre slukkede det med vand. Alt for risikabelt.

 

Efter er stykke tid, vendte jeg mit ansigt mod ham og overvejede om jeg virkede ønskede at se på ham. Det var dog allerede for sent og da jeg så hans øjne, var det som at få en mavepuster. Der var flere forskellige følelser i hans øjne, nok til at man kunne bade i flere forskellige have… Men der var en følelse, der var så oplagt, at jeg prøvede at sortere den fra alle de andre følelser. Det var så tydeligt at se, at han havde set det komme. At han havde forudset min reaktion.

”Du kan ikke sige det, kan du?” spurgte han og gjorde sit bedste for at smile, men der var noget ved det smil, der ikke beviste mig. Jeg vidste, at det var min skyld, men jeg var selvisk nok til at lade det ske. Det krævede kun få ord, at gøre ham glad og sige ham imod, men jeg kunne ikke. Min tunge ville brænde sig, hvis jeg prøvede at forme de ord. Pludselig kunne jeg mærke hans tommelfinger mod min ene kind og pegefingeren mod den anden. Hans hånd var under min hage, så han kunne lave trutmund på mig med sin hånd.

”Jeg kan lide dig,” hviskede han kærligt og formede min mund med sin hånd. Et lille smil kunne ses på hans læber, da mit ansigt så vildt tåbeligt ud… Eller det kunne jeg sagtens forstille mig. Jeg stirrede forvirret på ham, da han smilede stort. Nogle gange overraskede det mig, at han kunne blive ved med at smile. Folk plejede at miste deres smil op til flere gange, fordi jeg var uærlig og kold. Han blev dog ved med at smile, uanset hvad jeg gjorde og jeg fortjente ikke at se det… Hans varme smil, der var rettet mod mig.

”Ah. Min ikkeeksisterende pause er forbi… ,” mumlede han med et suk og skulle til at give slip på min mund. Selvom mine kinder var ved at være ømme, var jeg virkelig bange for, at han skulle gå nu. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle forlade mig. Det ville blive for koldt uden ham.

”Jeg kan lide dig,” mumlede jeg lavt og besværligt, da han stadig havde fat rundt om mine kinder. Han blinkede op til flere gange, som havde jeg gjort noget jeg ikke måtte. Jeg sendte ham et lettere irriteret blik og prøvede at have en fattet og rolig holdning, selvom jeg med de ord, havde kastet mig selv i ilden. Det så vist ud til, at jeg ikke behøvede at brænde mig denne gang.

”Sig det lige igen,” sagde han med en så glad stemme, at det fik mine kinder til at brænde. Han gav lidt mere slip på mine kinder, så jeg kunne sige det igen, men jeg havde ikke lyst. Mine kinder var ømme og min krop ville ikke kunne klare at fortælle ham noget i den stil igen. At være så ærlig var ikke noget jeg var god til.

 

Det strejfede mine tanker, at sige det igen. At se hans store smil på hans ansigt, måske endda hans grin. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg blev åbenbart glad, når han også blev det. Måske var det derfor jeg kunne lide Seungho. Fordi jeg simpelthen ville være ked af det, hvis ikke han smilede. Mine tanker blev afbrudt af, at han slap mit ansigt og pressede mig helt ind til ham, s jeg kunne dufte ham igen.

"Hvor er du kær,” mumlede han lavt og kærligt mod mit hår. I det øjeblik satte mit hjerte farten op. Det krævede ikke at være en vampyr, for at kunne mærke mit hjerte, når det bankede så umenneskeligt hårdt. Det gjorde mig ikke så meget, da jeg også kunne mærke hans hjertebanken.

”Kun hvis du forlænger din pause,” mumlede jeg virkelig lavt og uforstående mod hans bryst. Jeg vidste ikke, hvorfor de ord kom ud af min mund. Måske var det, fordi jeg lagde mærke til, hvordan hans greb om mig blev slapt fordi han skulle væk.

”Eh?”

”Jeg siger det igen, hvis du bliver,” mumlede jeg endnu lavere og mærkede sveden der tog til. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været så nervøs. Før i tiden blev jeg aldrig nervøs, da jeg aldrig kom ud for situationer, hvor jeg kunne blive afvist. Nu, hvor jeg var sammen med Seungho, var jeg ude for de situationer hele tiden. Det var ikke til at tro på, at min hjerte ikke havde givet efter for det pres, det hele tiden var udsat for.

Jeg blev kun mere urolig, da han småfniste over mit udbrud. Nu blev jeg vildt irriteret, men alligevel en smule glad, fordi jeg havde været i stand til at gøre ham glad. Han skulle til at slippe mig med vilje, da jeg lagde mine hænder rundt om hans nakke og pustede ham blidt i øret.

”I. Like. You,” hviskede jeg så lavt som jeg kunne, men lagde ikke skjul på alle de følelser, som jeg tit holdte skjult for ham. De følelser, der kun var rettet mod ham. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg aldrig ville være i stand til at vise ham, hvor meget jeg holdte af ham, men dette var vel en begyndelse.

”Du ender med at få mig fyret,” sagde han drillende og lagde sin hånd på mit baghoved, så han kunne køre hånden gennem mit hår. Hvis han dog bare vidste, at Rain faktisk var min onkel… Han ville nok ikke ende med at blive fyret lige foreløbigt, hvis det stod til mig. Jeg havde flere gange overvejet at fortælle Seungho om min onkel, kunne jeg ikke få mig selv til at fortælle han det. Der var noget inde i mig, der ikke ville tillade at den hemmelighed kom ud.

Jeg lukkede øjnene og lod ham køre sin hånd gennem mit hår. Selvom jeg undgik at efterlade mine fingeraftryk på ham, så var hans der overalt på mig. De var så tydelige, at jeg ikke kunne fjerne dem, uanset hvad jeg gjorde. I sidste ende, var det det, der ville ende med at gøre det af med mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...