Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15830Visninger
AA

21. Falling Heart

 

”Mil-Mil, hvor skal du være henne i første time?” spurgte Amée mig og så over på mig med sit blændende smil. Jeg kunne høre nogle drengen fløjte. Jeg sendte dem dræbende blikke, mens Amée bare smilede, men uden at smile til nogen bestemt. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun skulle være så sød mod alle, når de alligevel bare ville i seng med hende. Det var tydeligt at se. Den måde deres øjne forandrede sig på, når hendes nederdel viftede lidt. Jeg kunne slet ikke klare dem og deres måde at tænke på. Jeg gik videre og kom senere i tanke om Amées spørgsmål.

”Lokale 41,” sagde jeg og så på hende, hende, der stadig smilede. Jeg tvang mig selv, til at trække på smilebåndet og så blev vi mødt af nogle andre piger. Amée snakkede med dem og jeg bød ind, når det var højt nødvendigt. De var alle kedsommelige. Pludselig, var der en der gik ind i mig, så jeg faldt. Jeg skulle til at nedstirre denne person, da jeg fik rakt en hånd ud. Jeg så de reneste blå øjne og tog fat i hånden.

”Undskyld,” mumlede han og så helt ulykkelig ud. Jeg kunne ikke mindes at have set ham her.

”Er du ny her?” spurgte jeg ham og med et lille grin nikkede han. Hurtigt fandt jeg ud af, at vi skulle hen til det samme lokale, så jeg gik med ham.

”Så du kan lide musik?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ja. Ja det kan jeg.”

 

 

”Kom nu Kibum? Hun kan jo godt lide dig,” sagde en af dem grinende. Alle klappede ham på skulderen eller kom med grinende kommentarer. De var alle sammen ens. Kun en af dem var anderledes. Jeg kunne sagtens høre hans overlegne fnys.

”Hun er sgu da ikke til at komme ind på. Det eneste hun kan finde ud af, er at spille overfladisk. Ingen kan føre en samtale med hende,” sagde Kyo. Jeg kunne høre Kibum grine.

”Nej virkelig? For jeg synes elleres at jeg snakkede med hende første morgen jeg så hende, men så må jeg jo bare være en form for Superman?” sagde Kibum overlegenet. Jeg kunne høre alle de andres imponerende råb. Jeg stod med min musikbog tæt ind til brystet, mens jeg lænede mig op ad væggen og fortsatte med at høre deres samtale. Af en eller anden grund bankede mit hjerte mod bogen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Kibum havde gået i klassen i to uger. Han havde skiftet sin studieretning og han virkede nu ret flink. Lidt ligesom Daichi, men der var noget med hans øjne, der var så rent og uskyldigt. Noget, der fik mig til at snakke til ham. Noget, der fik mig til at smile. Noget, der sagde mig, at han var en god dreng. At han ikke var et svin, ligesom alle de andre. Jeg kunne pludselig mærke en frygt for, hvad der nu ville ske. Jeg vidste ikke hvad Kyo havde gang i, og jeg ønskede heller ikke at vide det. Jeg havde lyst til at gå ud til dem, for at hive Kibum til mig. Hans blå uskyldige øjne skulle ikke blive ligesom Kyos mørke. Hans smukke blå øjne, hans lysebrune hår, hår der næsten gik over i en blond farve, men alligevel ikke. Det forblev stadig en smuk lysebrun farve. Hans smil skulle ikke blive til et smørret perverst smil.

 

Jeg vidste, at Kyo ikke tog smarte kommentarer let. Han skulle altid bevise, at han var flokkens leder. At han kunne alt og ikke en smart ny fyr, der skulle vise sig frem. Jeg hadede Kyo så inderligt meget. Jeg hadede ham af hele mit hjerte. Hvis jeg kunne, ville jeg stikke knive i ham og skære hans hjerte ud. Skære hans tunge af, så jeg aldrig mere behøvede at høre på de ord, der gav mig de monotome drømme. Så jeg kunne slippe fri. Så jeg endelig kunne være fri.

”Så du tror virkelig at hun kan lide dig?” spurgte Kyo overlegent. Jeg kunne ikke lide hans tone. Jeg kunne ikke lide den måde han snakkede på. Jeg kunne sagtens fornemme den pressede aura der dukkede op. Jeg kunne sagtens mærke presset de lagde på Kibums skuldre. Mit greb om bogen blev så stramt, så stramt, at jeg begyndte at ryste. Jeg stirrede ligeud, mens jeg ikke kunne høre andet end deres åndedræt.

”Altså idet mindste så hvæser hun ikke, når hun snakker til mig,” kunne jeg høre ham sige. Jeg kunne høre det overlegne i hans stemme. Jeg kunne høre det, som han var ved at blive til. Det, han hele tiden havde været.

”Lille Kimmiebum, lille lille Kimmie. Selvom du er næsten lige så lækker som mig, så scorer du hende ikke,” sagde Kyo. Jeg kunne nu pludselig høre hans rigtige grin.

”Lille lille Kyo-Kun, du glemmer vist, at jeg fører lige nu,” sagde han hånende.

”Hah! Hvis du prøvede at score en som hende, ville du finde ud af, hvorfor det tager så lang tid,” sagde Kyo irriteret. Jeg mærkede mit hjerte falde dybt nede mod bunden. Det blev ætset op i den syre min mave bestod af. Den syre, mit hjerte landede i hver gang, det kom til skade. Den syre, der var fuld af løgn og sårbarhed. Og mit hjerte blev ved med af falde derned gang på gang. Uanset hvor godt jeg gemte mit hjerte, blev det ved med at falde. Det faldt og ingen kunne længere finde det. Jeg havde smidt det væk i et hjørne, sammen med mine indre drømme. Men uanset hvor glemt det var, lykkedes det altid folk at kaste det ting ned i syren. I syren, hvor de kunne få lov til at ætse, indtil denne krop ikke bestod af andet, end et bankende hjerte, uden følelser. Jeg skulle have vidst det fra starten af. De var alle sammen ens. Hver og én.

 

 

”Hey, Mill… Altså i denne matematikopgave, ikke? Altså, når x’et skal flyttes over på den..” Kibum fortsatte med at snakke. Jeg kunne se, hvordan skjulte blikke blev sendt over til os. Jeg kunne mærke brækfornemmelsen, da jeg hørte hans stemme. Han vidste, hvor god jeg var i forhold til alle de andre. Han vidste, at jeg var nået længere end alle de andre. Men det var for sent nu. Mit hjerte var ætset op.

”Ligner jeg måske din matematikbog?” spurgte jeg ham. Stemmen der kom ud, havde jeg aldrig hørt hørt før. Den var så mørk, som nattens mørke uden månen. Den var så kold, som toppen på det højeste bjerg. Den var så skarp ,som den skarpeste skarpel, der blev spiddet ind i hans hjerte. Jeg rykkede hånden, så jeg kunne skubbe til hans papir. Stille og roligt landede hans papir på gulvet. Alle gipsede eller stirrede på os med store øjne. Jeg kunne se hans overraskede blik. Jeg kunne endelig se mørket dybt inde. Jeg vendte bare mit hoved mod mit papir igen og fortsatte med at lave min opgave. Jeg kunne høre, hvordan han gik over til sit eget bord og læste i bogen. Drenge… De var alle svin.

 

 

”Mill… Hvad fanden var det for noget du gjorde i matematiktimen?” skreg Amée og så på mig med forfærdende øjne. Jeg så bare over på hende og stoppede op. Hun forstod det ikke. Hun troede så inderligt på kærligheden. Jeg så på hende i lang tid, mens det begyndte at regne. Selv da regnen ramte min varme hud, rykkede jeg mig ikke. Jeg kunne mærke at Amée rystede i mine skuldre, mens hun så på mig med store øjne.

”Mill-”

”De er alle sammen svin,” sagde jeg og så på hende, mens jeg mærkede hvordan regnen gjorde mit tøj vådt. Mit hår klistrede sig op ad mig og jeg stirrede på Amée.

”Uanset hvor du går hen… Uanset hvor rene eller venlige de ser ud… Så er de alle sammen svin, der i sidste ende tænker på det samme,” sagde jeg tomt. Jeg blev ved med at stirre på Amée. Jeg kunne mærke hendes arme rundt omkring mig. Jeg hvilede bare mit hoved mod hendes skulder.

”Den rigtige er bare ikke kommet endnu Mill,” sagde hun, mens hun kørte sin hånd i mit våde hår. Jeg lukkede bare øjnene og huskede de blå øjne, der havde været på venlige. Men i virkeligheden, der havde de båret på en forræderisk hemmelighed.

”Han findes ikke Amée… han findes ikke.”

 

____

 

To updates i dag?!? Det fortjente I vist~! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...