Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15840Visninger
AA

57. Confession on a December Night

 

 

Selvom det varme krus var fyldt med en brænd varm kakao, kunne det ikke give mig varmen i denne kulde. Selvom vinterjakken var ny og tykkere end før, halstørklædet dækkede op til næsen, huen var godt trukket over ørerne og vinterstøvlerne holdte på varmen, så var det stadig koldt. Alligevel løb de små børn rundt i vinterkulden og grinede højt og tydeligt, hvilket fik nogle forældre til at smile og andre lagde hænderne på hofterne, mens de rystede på hovedet og alligevel smilede. Den første vintersne var allerede faldet og kulden havde langsomt sneget sig ind i Korea. Dog var børnene ligeglade med kulden og med stjernerne, der funklede i deres øjne, begyndte de at lave sneengle og snemænd, selvom de ingen gulerødder havde. Jeg vidste ikke, hvad klokken var, men det var blevet mørket ret hurtigt. Dog var der vist ingen, der havde så meget imod det, da julelysene kunne ses klarere end før og alle folk var vist kommet godt i julestemning. Vi var allerede kommet ind i december og folk glædede sig allerede til julen og nytåret.

 

Jeg stirrede på kakaoen der ikke ligefrem blev koldere så hurtigt som jeg havde forventet det og efter utallige forsøg, der endte med en brændt tunge, lagde jeg papkrusset mellem mine ben, men ikke alt for hårdt, så jeg kunne finde min mobil frem. Klokken var faktisk allerede omkring de otte stykker og Amée havde endnu ikke sendt mig en besked eller ringet for den sags skyld, men det gjorde mig ikke noget. Måske var det i år gået op for hende, hvad hun ikke skulle gøre, da det alligevel ville være spild af tid. Og hvis jeg selv ringede til hende, ville hun bare ikke stoppe med at snakke og ville gøre alt for at finde mig.

 

Jeg lagde min mobil tilbage i bukselommen og tog kakaoen i hånden. Med endnu et forsøg tog jeg en slurk og kakaoen var blevet lige tilpas. De små børn glædede sig allerede til julen og forældrene kunne sikkert heller ikke vente med at se deres øjne skinne. Jeg, derimod undrede mig over om mine forældre overhovedet ville komme hjem i år. Det ville ikke overraske mig, hvis de droppede at komme hjem til jul, de ville jo alligevel bare sende gaverne, så hvorfor selv være der? Og selvom de sagde, at de ville være hjemme ved nytår, var det kun min far der var kommet hjem og det var klokken fire om morgenen, for at sige hej. Den eneste grund til at han overhovedet var der, var, fordi han blev nødt til at mellemlande i Sydkorea for at kunne komme videre til Japan, da der var problemer med flyet.

 

Tamaki plejede altid at være til stede, men om han ville kunne nå det i år, tvivlede jeg simpelthen stærkt på. Der ville sikkert komme flere julegaver under træet, end der ville være personer til stede. Alt for mange gaver.

 

”Der var du jo,” kunne jeg høre en bekendt stemme sige og undrede mig over, hvad han dog lavede her, når alle ville kunne genkende ham. Jeg vendte hovedet mod min onkel, der sendte mig sit store og lysende smil, der automatisk fik mig til at trække lidt på smilebåndet.

 

”Hvad laver du her, onkel?” spurgte jeg ham. Han lænede sig bare tilbage og skulle absolut se så herre sej ud hele tiden.

 

”Fejrer min nieces fødselsdag,” sagde han kort og så over på mig igen, med et lille glimt i øjet.

 

”Hvad med Amée?” spurgte jeg og lænede mig fremover, mens jeg stadig vendte hovedet mod ham.

”Hende så jeg tidligere i dag, hvis du husker,” sagde han og jeg måtte skjule min trang til at rulle med øjnene. Jeg nikkede kort og så på børnene igen. Ingen af os sagde noget i lang tid og selvom børnene sang og skreg, kunne jeg ikke rigtig høre dem. For mig var det som om jeg var udenfor denne verden lige nu. Som om jeg betragtede det hele fra sidelinjen og alligevel var der ikke nogen lyd på.

 

”Hvordan tror du det føles når man er forelsket?” spurgte min onkel mig, men jeg bevægede mig ikke og blev ved med at se på børnene. Pludselig kunne vi høre et skrig og en lille pige var faldet. Hun sad på den lette sne og trak sit knæ ind til sig. En dreng på hendes alder satte sig foran hende og blev ved med at undskylde, men pigen blev ved med at græde. Hun græd lige indtil drengen fjernede hendes hænder og kyssede hendes knæ. Hendes hulk kunne ikke høres længere og selv herfra kunne jeg nærmest se stjernerne skinne i hendes øjne.

 

”Jeg tror, at det hele bliver mere magisk,” sagde jeg uden nogen bestemt følelse og tog en slurk af den kakao, der nu allerede var ved at være kølet ned. Jeg kunne høre min onkel grine og stirrede på børnene, der nu havde fået hjælp af deres forældre.

 

”Er det sådan du har det, når du er sammen med Seungho?” spurgte mig onkel mig og jeg var ved at spytte kakaoen ud. Jeg fik den slugt og blev nu ved med at hoste. Først da jeg var klar, turde jeg se over på min onkel, for at se hans blik. Jeg vidste ikke hvad jeg forventede, men jeg vidste heller ikke hvad hans blik betød. Jeg kunne mærke, at jeg sank en klump og prøvede at finde ud af hvad jeg skulle svare. Hvordan havde han overhovedet fundet ud af det?!

 

”Jeg… Hvad… Hvorfor snakker du om Seungho?” spurgte jeg tøvende og jeg så, at han rettede sig op, så han kunne se på mig. Jeg vidste ikke, hvorfor han så sådan på mig. Måske var han vred. I så fald ville det være første gang, at jeg skulle opleve hans virkelige vrede. Jeg havde altid haft en god kemi med min onkel og han havde været som en reservefar og en god ven for mig. Han kunne komme med meget hård kritik, men han havde aldrig rigtig været skuffet eller sur. Måske mindre tilfreds, men aldrig sådan rigtig noget, som jeg ville kunne græde mig selv i søvn over.

 

”Hvorfor Seungho?” spurgte han, hverken koldt eller varmt og lagde armene over kors, mens han betragtede mig med et blik, det fik mig til at krympe helt sammen. Når jeg ikke kunne spore nogen stemning i hans stemme, blev jeg helt nervøs… Det var ikke meningen, at han skulle finde ud af det. Jeg sukkede højlydt, stillede det tomme papkrus på jorden og gemte hovedet i mine hænder. Jeg var så forvirret. Og jeg vidste ikke hvordan han kendte til det. Jeg havde aldrig fortalt Seungho, at min onkel var Bi, så hvordan skulle Seungho kunne fortælle ham det. Der var jo ingen ud over min familie, der vidste, at jeg var sammen med Seungho… Måske nogen fra MBLAQ, men hvorfor ville se dog fortælle det til min onkel, når de ikke engang vidste, at vi var i familie?!

 

”Hvis jeg selv kunne vælge mine kæreste, ville jeg gå efter Di, men ham føler jeg intet for. Jeg vil også gerne være en nonne på et kloster, men så ville min mor dø. Og så er der Seungho, der får mit hjerte til at banke som ingen anden og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre… Så… Jeg er bare sammen med ham, fordi han gør mig glad… Og sådan er det bare,” sagde jeg så lavt jeg kunne, men sørgede alligevel for at han kunne høre det. Der var ingen grund til at fortælle ham sandheden to gange. Jeg turde ikke se op og blev ved med at gemme ansigtet i mine hænder. Jeg kunne mærke en hånd i mit hår og langsomt vendte jeg ansigtet mod min onkel og ventede nu på at han ville sige noget.

 

”Så Tamaki havde altså ret…” var det eneste min onkel sagde, mens han sendte mig et svagt smil. Jeg prøvede at forstå, hvorfor han ikke var vred eller prøvede at forbyde mig det, men han stirrede ud i den mørke og kolde luft. Jeg så forvirret på ham og af en eller anden grund, sendte ham mig et blik, der var så fyldt med medlidenhed, at det var til at brække sig over.

 

”Selv Seungho bekræftede det og nu dig selv,” mumlede han, nok mest til sig selv, mens jeg bare blev ved med at modtage overraskende nyheder, én efter én. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det, at blive mundlam lå ikke til min personlighed. Jeg ville altid vide, hvad jeg skulle svare, så det at sidde her ude i kulden og nærmest føle sig paralyseret, gjorde det ikke meget bedre.

 

”Hvis jeg selv kunne bestemme det, ville jeg aldrig nogensinde lade dig forelske dig i en kendt person,” sagde han og så på mig, mens han tog sin hånd til sig. ”Men du er en kvinde nu og der er vist ikke så meget at gøre,” sagde min onkel og så ud som om han var klar til at gå. Jeg tog bare fat i hans skulder og stirrede på ham.

 

”Du vil ikke sige noget om, at jeg skal lade være eller holde mig væk?” spurgte jeg helt forvirret og væk i mine egne tanker.

 

”Selv hvis jeg forbød dig det ,ville du jo alligevel ikke høre efter. Når du har brugt så lang tid på at finde din første forelskelse, kan jeg som din onkel ikke stoppe dig. Men som en professionel producer og sanger, vil jeg bare advare dig om, at det ikke bliver let. Han er en K-POP stjerne Mill, han har fans og tro mig, I kan være sammen, men så forbliver det hemmeligt. Og tro mig… Det er så meget anderledes end at være sammen med en almindelig person,” sagde han med en helt alvorlig stemme og rejste sig op. Jeg stirrede på ham og var stadig helt fastfrosset. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Min onkel flippede ikke, men han hjalp mig heller ikke ligefrem. Jeg forstod stadig ikke helt, hvad han havde sagt til mig og hvordan han fandt ud af det hele, var mig stadig en gåde, men det så ud til, at Tamaki havde noget med det hele at gøre.

 

 

”Ring du bare til ham. Så vidt jeg ved, er han færdig med sit skema for i dag og der er stadig et par timer tilbage af din fødselsdag. Og tillykke,” sagde han og trak på smilebåndet inden han forlod mig. Jeg stirrede på min mobil og prøvede at forstå hvad der lige var hændt mig. Træt og udkørt, kørte jeg en hånd gennem mit hår og magtede ikke at sætte det endnu engang.

 

”Fuck, hvor trænger jeg dog til ferie igen,” sagde jeg og bredte mig helt ud på bænken. 

 

______

Jeg er ked af, at jeg updater så langsomt... Det er ikke med vilje. Men altså, jeg skifter jo mellem den her og Meeting in Between. Denne her fanfiction nærmer sig meget snart slutningen, men der er stadig noget af det senere plot, der gør det meget svært for mig at lægge det hele ud på en gang. Jeg kan godt lide at have mange kapitler klar, så jeg også kan ændre i plottet, hvis der sker noget. Endnu engang, tak for at læse og I skal nok ikke regne med hurtige updates... da... Tja, det er en hemmelighed... Men ja, jeg vil ikke afsløre for meget. =_= Hvis der er virkelig underlige sætninger, så er klokken nu 22.32 og mine øjne er ved at være tunge, så deet... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...