Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
675Kommentarer
15864Visninger
AA

62. Alene på juleaften?

 

 

Jeg lå i min seng, uden nogen trang til at komme ud af den. Selvom jeg havde stirret på loftet den sidste time, kunne det bare ikke blive kedeligt. Det var som om den hvide farve virkende afslappende og tidsfordrivende, når man ikke vidste, hvad man skulle stille op med sig selv.

 

Mine hænder lå blidt rundt om Hello Kitty-bamsen, der lå på min mave. Der var egentlig ikke så meget af lave. Jeg kunne trods alt åbne mine gaver nu, men jeg havde ikke lyst til det. Det var som om lysten til at bevæge mine muskler var forsvundet. De sagde, at julen var glædernes fest, men lige nu var jeg lige så glad, som en regnvejrsdag, der gjorde alle folkeskoleleverne våde på deres første skoledag.

 

Jeg tog fat i Sunja og løftede hende op over mig, som man ville gøre med en hundehvalp. Varmen, der nu forsvandt fra min mave, gjorde mig næsten helt ør i hovedet.

 

”Synes du, at jeg skal åbne gaverne nu, Sunja?” spurgte jeg hende, men se sorte bamseøjne afslørede absolut intet. Kun lyset der skinnede blev reflekteret, gjorde, at bamsen havde et glimt i begge øjne. Inde i bamsens øjne, kunne jeg se en gengivelse af mig selv. Siden hvornår begyndte jeg at se så træt ud?

 

Jeg lagde bamsen fra mig og gik nedenunder. Det eneste man kunne høre i familiehuset, var mine trin. Alligevel havde jeg tændt næsten alle lysene i huset. Det gav mig en form for tryghed. Jeg så på alle gaverne under træet. Amée og Tamaki havde alligevel ikke hentet deres gaver. Og der var endda store og små. Med mine forældres indkomst overraskede det mig ikke, at bunken var lidt stor. Vi var trods alt tre børn.  Julen med SM og Joon var åbenbart mere værd end alle de gaver.

 

Selvom jeg havde sat mig på jorden og rakte ud efter en af gaverne, tog jeg aldrig helt fat i den. En lille pakke, som lige kunne være i mine hænder. Det flotte sølvpapir, med et rødt bånd udenom, hvor der sad et til og fra kort. Jeg kunne ikke åbne gaven. Mine fingre holdte fast i den, men så gjorde de heller ikke andet.

 

De havde alle sammen noget, der var mere værd end disse gaver. Og så var der lille mig, der skulle være alene i år. Der var noget ved den tanke, der gav mig lyst til at kaste op. Tanken om at jeg var helt alene og ynkelig, var så frastødende, at den nærmest gav et ryk i hele min krop.

 

I en vred bevægelse skubbede jeg alle gaverne fra mig og rejste mig op, som en ødelæggende storm. Det var slet ikke til at forstå, hvor denne arrigskab kom fra, men jeg vidste, at den var der inde i mig, et eller andet sted, brændende. Det var som om dette hus pludselig var blevet til et bur. Et bur, som jeg havde lyst til at flygte fra, lige med det samme.

 

Hurtigt fandt jeg min jakke frem og der gik ikke længe, inden jeg fandt nøglen og låste huset. Jeg var ligeglad med lyset, det måtte mine forældre tage sig af! Den sidste forhindring var mine converse, der bare ikke ville lukke sig nok op, til at jeg kunne lade mine fødder sænke ned i dem. Hvis det ikke var for sneen udenfor, havde jeg kastet begge sko væk og var gået udenfor i sokker. Men selv jeg ønskede ikke at blive syg og da mim puls faldt lidt ned og min indre ro bare var nogenlunde stabil, lykkedes det mig endelig at få mine sko på. Men mit blod kogte stadig.

 

Selv vinterkulden kunne ikke få mit blod til at stoppe med at koge. Jeg måtte virkelig koncentrere mig for at køle ned, for ellers ville jeg overfalde den næste genstand eller person jeg fandt, som det så var en sten, så ville jeg knuse den, indtil mine hænder blødte. Jeg tog en dyb indånding og lod den kolde luft komme ind i mine lunger og så køle mig ned indefra.

 

Jeg kom mine hænder vredt i lommen og begyndte bare at gå forskellige steder hen. Mine indåndinger blev langsomt roligere, men hver gang jeg åndede ud, lagde jeg mærke til duggen, der kom ud af min mund. Hvis jeg blev ved med at gå i dette vejr, ville mine fødder fryse til is, men jeg magtede ikke at tage andre sko på. Lysten til at gøre noget var helt forsvundet. Helt væk. Ligesom det, der burde være mit hjerte.

 

Jeg havde ikke nogle mål og hvorfor skulle jeg skynde mig? Jo længere jeg gik, jo mere irriteret blev jeg. Alle folk der gik på gaden, havde enten travlt med at komme hjem, eller gik sammen, grinende. Jeg stoppede op, da jeg så en plakat med MBLAQ, og pludselig havde jeg bare lyst til at sætte mig på jorden og stirre på Seungho… Joon havde spurgt Amée. Af ren impuls fik jeg lyst til at tjekke min mobil, da jeg måske havde fået nogle beskeder, men den var der ikke. En lille følelse af panik dukkede op, men da jeg kom i tanke om, at alle havde nogle planer, åndede jeg lettet ud. Det var jo ikke fordi de ville kunne finde på at ringe nu.

 

Jeg havde en ufattelig stor lyst til at sparke til en sten nu, men det kunne være lige meget. Alle andre havde sikkert alt for travlt, så det kunne være lige meget. Folk var sikkert også i gang med at spise eller endda pakke gaver op, men ingen af de ting tiltalte mig lige nu. Jeg gik videre i mørket og ledte efter mit mål. Før eller siden måtte jeg sætte mig ned for ellers ville jeg bare ende med at have ondt i fødderne i morgen. Jeg burde ikke engang tage det hele så tungt. Det var bare en dag ud af så mange, men alligevel undrede det mig… hvordan gik det til, at klokken allerede var blevet så mange?

 

Jeg kom forbi et af de store juletræer der var pyntet op, for at sprede julestemningen. Det var i midten af parken, som altid plejede at være så lys og grøn. Nu var den mørk, men stadig hyggelig, fordi der var så meget lys fra dekorationerne. Der var lys over det hele, som små ildfluer der havde sat sig ned i parken. Det hele var så fantastisk, udover mig, der var deprimeret, som var nogen i min familie død. Jeg burde jo ikke engang være her. Hvorfor ødelægge julen for alle de andre glade sjæle?

 

Jeg mærkede noget trække i min jakke og troede ikke at det var noget, indtil jeg vendte mig om og så en lille dreng hive i min lange jakke. Hans store brune øjne og kulsorte hår fik ham til at ligne Tamaki i en meget mindre udgave, men øjnene mindede bare om en hunds.

 

”Noona?” spurgte han nærmest lammet og med gråd i stemmen. Jeg blev ved med at stirre på den lille dreng. Den kulde og varme jeg havde følt lige før, var intet i forhold til den forvirring jeg havde i kroppen lige nu. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle til den lille dreng, der sikkert ikke var mere end de fem år.

 

”Jeg tror at du er gået forkert,” mumlede jeg og mærkede nervøsiteten i kroppen for at jeg måske havde sagt noget forkert. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var nærmest bange for denne lille dreng, Hvis han pludselig begyndte at græde, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. Jeg var sikkert den eneste pige uden en naturlig modersans. Men for det meste var jeg også socialt retarderet, når det kom til at trøste andre folk.

 

”Men… Hvor er min noona?” spurgte drengen mig og jeg kunne nu se, at tårerne snart ville falde. Inderst inde forbandede jeg mig selv for at være gået herud. Nu hang jeg på en lille dreng, med snor og tårer hændende ned ad alle åbninger. Hvis jeg løb væk fra ham, ville han ikke kunne indhente mig… Tror jeg. Min kondi var forfærdelig, men jeg burde kunne slippe væk fra denne dreng. Det eneste, der gjorde, at jeg ikke kunne følge den plan, var min samvittighed. Inden jeg vidste af det, havde jeg bukket med ned foran drengen. Ord jeg ikke vidste, at jeg kunne lukke ud, kunne jeg nu høre i luften omkring mig.

 

”Det ved jeg ikke… M-Men… Skal vi… Prøve at finde hende?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg havde aldrig valgt mine ord med så stor omhu, som nu og så at drengen nikkede. Jeg rejste mig op igen og mærkede nu vægtene på mine skuldre, der gjorde, at jeg nærmest slæbte mine ben af sted.

 

Jeg begyndte at gå uden drengen, men sørgede dog for at holde øjne med ham ud af øjenkrogen. Hvorfor var det ikke Amée han havde fundet, i stedet for mig. Alle vidste, at jeg aldrig nogensinde ville kunne tage mig af børn. Mit hjerte stoppede helt, da jeg mærkede noget mod min hånd, men til min store overraskelse, var det den lille dreng, der åbenbart syntes, at vi skulle holde i hånd. Min krop var helt stivnet, som en robot der var rustnet op og ikke kunne bevæge sig. Mine ben blev til gengæld ved med at gå, men det fjernede ikke den akavede følelse… Kunne han mon også fornemme det?

 

Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle kigge henne. Det var også svært, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle kigge efter. Hvordan så hans søster mon ud? Jeg spurgte drengen forsigtigt, om hvordan han var blevet væk, men det vidste han ikke engang og hans beskrivelse af søsteren var ikke den store hjælp. Jeg gik rundt i parken, ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt. Det var nærmest som om den dreng slæbte mere rundt på mig, end jeg slæbte rundt på ham.

 

***

 

Amée ringede endnu engang til Mill, for at dulme nervøsiteten før Joon kom og hentede hende. Det var ved at være rimligt koldt udenfor, så han måtte gerne snart dukke op. Alligevel var Amée ved at dø indeni. Hun skulle trods alt møde hans familie og alt det der og selvom utålmodigheden kunne ses tydeligt, så var nervøsiteten meget stærkere og var ved at få hende mentalt ned. Især fordi Mill ikke tog sin telefon for tredje gang. Amée tog en dyb indånding og udåndede så hun en lille sky af damp. Tja, måske havde de travlt derhjemme, men altså, hun kunne ikke være det bekendt. Som en søster, skulle hun være klar på et opkald – hun skulle være stolpen, der holdte Amée oppe, når hun trods alt skulle til at møde Joons forældre, men nej. Var gaverne nu blevet vigtigere?

 

Nu kunne hun ikke holde til det længere og valgte at ringe hendes bror op. Hvis Mill havde travlt med gaverne, kunne det være, at Tamaki ville tage telefonen. Denne gang kunne hun høre hans stemme og en masse skrig bag ham. Så mange mennesker var de ikke, når de holdte jul og Mill var helt sikkert ikke typen, der ville holde en fest. Noget stemte ikke helt overens med Amées forventninger.

 

”Amée… Det er er virkelig dårligt og upassende tidpunkt,” hørte hun ham sige, efterfulgt af endnu et skrig fra rørt af. Amée trippede utålmodigt på fortovet og sukkede frustreret. Dog var der noget der ikke gav helt mening i hendes hoved. Hvorfor var der så mange skrig hjemme hos dem?

 

”Jamen?! Hvorfor er det, at Mill ikke tager telefonen? Og hvorfor skriger I så meget. Holder I fest derhjemme eller hvad?” spurgte Amée og så sig omkring, hvis Joon nu besluttede sig for at komme.

 

”Eh? Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg er jo ikke hjemme, jeg er i SM Town for at holde jul?... Vent… Jeg troede, at I skulle holde jul sammen,” sagde Tamaki og pludselig stoppede Amée med at trippe og stivnede fuldstændigt. Mill var ikke sammen med ham… Han holdte jul med SM Town… Hvad fanden foregik nu?!

 

”Vent… Hun fortalte mig, at I to ville holde jul sammen…” mumlede Amée helt lavt og nærmest hvæsende. Tamaki kunne høre den iskolde tone, selvom mange mennesker skreg lige bag ham.

 

”Nej… Hun sagde at hun var sammen med dig og Di og resten af familien,” mumlede Tamaki, som var det selvindlysende. Amée havde følelsen af at blive et med det kolde vejr. Hun var ikke én grad varmere, kun koldere. Og når Tamaki brugte den stemme, som om alt var i orden, kunne hun sagtens finde på at rive hovedet af ham.

 

”Siger du… at hun er helt alene?! Juleaften!? JULEAFTEN! ”  skreg Amée i telefonen og undrede sig over, hvordan alt det her kunne passe. Mill plejede da ikke at lyve så meget, men her for tiden, havde Amée opdaget, at Mill åbenbart havde et par hemmeligheder. Nej, Mill ville ikke lyve os det her. Noget andet måtte være gået galt. Måske ditchede Tamaki hende?!

 

”Måske har hun bare travlt med umma og appa?” spurgte Tamaki med en lavere stemme, men inden han kunne nå at sige noget som helst, var der en der tog telefonen ud af hånden på ham og lagde på.

 

”Hey! Ikke alt der kæresteri nu Tamaki!”

 

Han åndede lettet op og nikkede. Der undrede ham ret meget, at Amée ikke var hjemme, for at fejre jul med Mill… Han kunne ikke helt regne ud, hvorfor hun ikke skulle være hjemme lige nu. Men uanset hvad, var han glad for, at opkaldet var slut. Hvis han kendte sin søster godt nok, vidste han, at hun havde nået stadiet, hvor hun ville kunne rive hans kronjuveler af.

 

Amée skulle til at skrige ind i telefonen, da hun mærkede et prik på skulderen. Hun skulle til at slå personen, da hun opdagede, at det bare var Joon. Selvom hun ikke anede, hvad hun skulle gøre lige nu, prøvede hun at smile, men selv der mislykkedes en del.

”Undskyld fordi jeg kommer så sent! Drengene skulle lige ordne noget og ja…” mumlede han undskyldende, mens han tog fat i hendes hånd. ”Men du ser helt bleg ud? Er du okay?”

Den dårlige samvittighed sad helt oppe i halsen på ham, mens Amée nikkede kort og beroligerede ham. Han begyndte at gå, med Amée lige ved siden af ham. Selvom Joon holdte hende i hånden, så var hendes blod stadig koldt… Hvordan skulle hun være i stand til at hygge sig, hvis Mill var alene hjemme lige nu. Hun håbede inderligt på, at grunden til at hun ikke tog telefonen, skyldtes deres forældre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...