24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7091Visninger
AA

15. Split up.

Jonghyun’s P.O.V

”Jonghyun, du bliver nød til at komme og hente Key, lige nu!”

”H-Hvad? Hvor er i?”

”Eh… Udenfor klubben, ved Key’s arbejde…”

”En klub? Hvad laver i de-”

”Skynd dig nu bare at komme!”

Jeg fattede virkelig ikke hvad Key havde lavet på den klub. Hongki havde forklaret mig hvad der var sket på klubben, men jeg fattede det stadig ikke. Hvad lavede Key på en klub? Hvorfor havde han intet sagt til mig? Hvorfor havde han været i dårligt humør hele dagen, som Hongki havde forklaret mig? Jeg fattede det virkelig ikke, og det irriterede mig virkelig. Jeg var faktisk skuffet over Key. Han havde drukket sig fuld på en klub, hvorefter han var kommet i et slagsmål med en anden fyr. Jeg troede faktisk at han var lidt mere fornuftig end at gøre sådan nogle. Måske, var det overhovedet ikke så unormalt at han havde taget ud og drukket sig fuld. Det var der jo så mange det gjorde. Selv jeg plejede at gøre det konstant. Men det irriterede mig stadig at han havde gjort det. Hvorfor var han ikke bare kommet hjem? Var det ikke nok at være sammen med mig? Var jeg virkelig dårligere underholdning end en masse fulde mennesker? Måske han var taget derhen, for at undgå mig? Dagen før havde han jo opført sig underligt, og den næste morgen sagde han ikke engang godmorgen før han tog af sted på arbejde. Han havde godt nok sagt at der intet var i vejen, men det måtte der jo være, siden han stadig opførte sig så mærkeligt. Jeg var virkelig gal. For første gang i lang tid, var jeg virkelig gal. Og så endda på den dreng, som jeg elskede mest i hele verdenen. Det gav absolut ingen mening.

Han havde sovet i næsten 14 timer nu. Efter at havde hentet ham udenfor klubben, hvor han allerede var faldet i søvn, kørte jeg ham hjem, og lagde ham i hans seng. Derefter havde jeg selv lagt mig til at sove. Jeg var vågnet tidligt den næste dag, da jeg ikke havde været i stand til at sove særlig godt, og var derefter gået direkte ind til Key, der stadig sov. Selv nu sov han. Måske var det han underbevidsthed der fortalte ham at han skulle blive ved med at sove, da den vidste at jeg ville spasse på ham når han vågnede. For det ville jeg. Det ville jeg helt sikkert.

Efter noget der føltes som en evighed, vågnede Key langt om længe. Jeg blev blot siddende på stolen jeg havde rykket over ved siden af hans seng, og ventede på at han skulle lægge mærke til mig, og med ét blive ramt med en kvælende skyldfølelse.

”Hm, Jonghyun? Hvad laver du her…?” Jeg ignorerede blot hans spørgsmål, og blev ved med at betragte ham. Han satte sig langsomt, men så ud til at fortryde dette, da han med det samme tog sig til hovedet. Han havde vidst en forfærdelig omgang tømmermænd. Så kunne han lære det. Han greb fat i glasset med vand som jeg, på trods af min vrede, havde stillet på det lille bord, til når han engang vågnede, og pillen som jeg også havde lagt der, og skyllede så den lille pille ned med vandet, som han derefter stillede tilbage på bordet.

”Morede du dig så i går?” Jeg kunne ikke holde min vrede tilbage længere. Jeg havde ikke tænkt mig at lade dette her passere. Han skulle vide at jeg ikke havde det okay med at han gjorde sådan nogle ting mod mig. Hvad gjorde han så mod mig? Han sårede mig. Han efterlod mig i hans eget hus helt alene, selvom jeg loyalt ventede på at han skulle komme hjem. Da han så ikke kom hjem, begyndte jeg at lave mad, da jeg troede at han nok skulle arbejde lidt over tid. Da han så stadig ikke kom hjem, begyndte jeg at blive bekymret for at der var sket ham noget. Ja, jeg ringede endda til politiet, for at høre om de havde set ham. Og så ringer hans ven og siger at han er faldet om udenfor en klub, skide fuld, efter et slagsmål. Det var virkelig for meget.

Key kiggede en anelse overrasket på mig, da han lagde mærke til vreden i min stemme. ”Det gjorde jeg vel.” Nå så det gjorde han? Hvad bildte han sig overhoved ind? Godt nok var han en anelse flabet engang imellem, men dette var da at gå over stregen.

”Godt så. Jeg er ked af at sige det, men det gjorde jeg altså ikke,” vrissede jeg ad ham, hvilket fik ham til endnu engang at kigge over på mig. Denne gang så han blot endnu mere forvirret ud. Han havde tydeligvis ikke fattet hvorfor jeg var sur på ham, endnu. Måske jeg skulle skære de ud i pap for ham, før han forstod det.

”Hvad snakker du om, Jonghyun?” Selvom jeg normalt ville smelte totalt over det uskyldige og uvidende blik han sendte mig, så gjorde jeg det ikke denne gang. Jeg var virkelig vred og skuffet.

”Jeg fandt det ikke specielt underholende at du tog på klub og drak dig stangstiv, mens jeg var herhjemme og ventede på dig. Jeg lavede endda mad selv. Jeg ringede til politiet for at høre hvor du var henne, og så ringer din ven og siger at du er faldet om udenfor en klub. Hvad sker der lige for det, Key?!” Jeg havde nu rejst mig op. Key, så en smule bange ud. Han var nok blevet forskrækket over hvordan jeg pludselig havde hævet min stemme. Så så han pludselig irriteret ud og rejste sig også, dog stod han på den anden side af sengen.

”Jamen jeg er da ked af, at du for en gangs skyld rent faktisk skulle klare dig selv! Jeg er ikke din mor Jonghyun, jeg har ikke tænkt mig at varte dig op som var du en eller anden møgforkælet unge.” Jeg spærrede mine øjne op. Havde den dreng ingen skyldfølelse, eller var han bare langsom? Havde han ikke fattet at jeg rent faktisk ikke var sur over at han ikke havde lavet mad til mig, men at jeg havde været skide bekymret for ham.

”Det er ikke det der er problemet her! Problemet er at du, uden så meget som at ringe til mig, tager ud for at drikke dig stiv. Hvordan tror du jeg har det, når du pludselig ikke kommer hjem før langt ud på nattet? Jeg blev skide bekymret Key!” mine næver var nu knyttede, og jeg var på randen til tårer. Key så ud til at være overrasket over hvad jeg lige havde sagt. Han var tydeligvis ikke følelsesløs, men bare lidt langsom. 

Han bed sig i læben, og kiggede væk. ”Undskyld Jonghyun… Jeg er virkelig ked af det...” Han stemme var næsten en hvisken. Selvom han nu så meget ked af det ud, så følte jeg mig tilfredsstillet. Jeg havde fået min undskyldning, så jeg var tilfreds.

”… Du bliver nød til at flytte ud.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...