24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7032Visninger
AA

19. Retry.

Key’s P.O.V

Jonghyun elskede mig, så hvorfor i alverdens navn var han ikke kommet endnu? I går havde jeg jo bedt ham om at komme igen i dag, så hvorfor han her stadig ikke? Måske han havde fortrudt hvad han havde sagt. Måske han havde fundet ud af hvor frastødende det var at være sammen med en dreng.  Eller måske var han bare for sent på den.

Hvad vigtigere var, så havde Jonghyun sagt at han elskede mig. Ikke blot som en ven, men som en potentiel kæreste. Det var jo en god ting. Det var det. Så hvorfor havde jeg det stadig som om at det blot havde været en drøm? Måske det var min logik der fortalte mig at dette var alt hvor heldigt til at være sandt. Ud af alle drenge i verdenen, faldt jeg altså lige for en, der også var forelsket i mig. Og han var til og med på igen måde homoseksuel. Det var for godt til at være sandt. Det var kun sådan noget der skete i film. Men nu når jeg tænkte nærmere over det, så var det måske ikke så underligt. Jeg var jo ikke en hvilken som helst dreng. Jeg var Key. Den fantastisk tiltrækkende Key, som selv ikke drenge kunne modstå, så hvorfor skulle Jonghyun ikke også falde for mig? Fordi han havde set en side af mig, som de andre ikke havde set. Han havde set de mest afskyelige sider af mig, så hvorfor var han dog forelsket i mig? Måske det virkelig bare havde været en drøm. Jeg måtte vel bare vente til at Jonghyun kom. Hvis han altså overhovedet kom.

Det gjorde han altså så alligevel. Da klokken var et pænt stykke over middag, ringede det på døren, og som den let begejstrelige møgunge jeg nu engang var, sprang jeg ud og lukkede op for ham. Jeg nåede dog lige at få tørret det store smil på mine læber, væk, før jeg åbnede døren, og stod ansigt til ansigt med Jonghyun.

”Jeg fatter ikke at du bad mig om at gå hjem, i går,” brokkede Jonghyun sig, idet han trådte indenfor. Jeg trådte et par skridt bagud, og undlod at kommentere hans brokkeri. Det havde måske været en anelse hårdt at smide ham ud, men hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg var på det tidspunkt i en rimelig stor choktilstand, så det var totalt umuligt for mig at tænke klart.

”Du ved, jeg elsker dig virkelig, Key.” Jonghyun var blevet færdig med at tage hans overtøj af, og stod nu foran mig, med ikke mere end en meters mellemrum mellem vores kroppe. Jeg kiggede hurtigt ned, og lod mit pandehård falde ned i mine øjne, for at skjule den rosa farve der så svagt begyndte at blusse op, henover mine kinder.

”Mh… Samme her… Altså dig. Altså, jeg elsker dig, ikke mig selv. Det ville være en smule selvoptaget, ville det ikke…?” Jeg afsluttede mit, ikke så vellykkede, svar, med et nervøst grin, der blot gjorde det hele endnu værre. Det så dog ud til at more Jonghyun en hel del. Det var da dejligt at en af os fandt det morsomt.

Han lo lavt, og lod så hans ene hånd falde på mit hoved, og rode mig blidt i håret, hvorefter han plantede et enkelt kys på min allerede røde kind. Derefter passere han mig, og fortsatte direkte ind i stuen, hvor han med det samme smed sig på sofaen.

”Nå, hvornår flytter jeg så ind igen?” Jeg kunne ikke lade være med at smile en anelse over hans kommentar. Han opførte sig altid så frit. Gjorde hvad han ville, når han ville. Det var en af de ting, jeg så godt kunne lide ved Jonghyun. Jeg gik så også selv ind i stuen. ”Når du selv får taget dig sammen, til SELV at flytte alle de der kasser herover,” svarede jeg ham, med et skævt smil på læben. Han udstødte blot et højlyst suk, for at vise mig hvor meget træt han allerede var, blot ved at tænke på det.

Jonghyun tændte for fjernsynet, og jeg var parat til at gå ud i køkkenet for at lave noget aftensmad, da han rykkede sig en anelse til siden, i sofaen, og klappede på den lille smule plads, der nu var til overs, på den, ikke så store, sofa, som et tegn til mig, om at jeg skulle lægge. Først overvejede jeg om jeg blot skulle skynde mig ud i køkkenet, og lade som om at jeg ikke havde fattet hans ret så åbenlyse hint, men det endte med at jeg overgav mig, og gik hen og lagde mig ved siden af ham, på sofaen. Der var ikke meget plads, og da jeg lå yderst, var det mig der hele tiden var ved at flade ned. Da Jonghyun så lod han ene arm glide rundt om min hofte, og trak mig endnu mere end mod ham selv, så der dog ud til pludselig at være langt mere plads på den ellers lille sofa. Og så var det desuden også langt mere komfortabelt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...