24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7094Visninger
AA

13. Rejection.

Jonghyun P.O.V

Selv når han sov, lignede han en engel. Jeg var virkelig stolt over hvordan jeg havde holdt mig selv tilbage, i al denne tid. Grunden til at det havde været muligt for mig, var nok også fordi at jeg elskede ham. Ikke blot hans ansigt, krop eller måden han talte på. Jeg elskede alt ved ham, og jeg vidste derfor også at jeg ikke pludselig kunne fortælle ham mine følelser. Det ville være for dumt. Det ville ødelægge det hele, det vidste jeg. Han var ikke til drenge. Jeg vidste hvor sur han blev, når folk beskyldte ham for at være til drenge, blot fordi at han ikke var en mega fan af de der pigegrupper der konstant var i TV. Derfor måtte jeg holde mig til mit uskyldige flirteri, så han ikke skulle få nogen form for mistanke. Det måtte forblive en hemmelighed.

”Jonghyun, hvad laver du?” Jeg kiggede overrasket ned på Key, der pludselig havde åbnet sine øjne, og nu kiggede op på mig. Jeg smilede svagt over det forvirrede blik han sendte mig, idet han fik sat sig op, i sengen. Jeg ignorerede blot hans spørgsmål, og lagde en hånd over hans pande. Den var ikke særlig varm længere, og han så heller ikke ud til at være så bleg længere. Jeg sukkede lettet. Det havde virkelig været forfærdeligt at se ham være så syg. Tro mig, jeg havde virkelig haft svært ved at sove. Også selvom at Key havde ladet mig sove i hans seng, ved siden af ham. Men det havde nu hjulpet en hel del.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg, idet Key hev dynen af sig, og skulle til at rejse sig op. Han nikkede blot en enkelt gang, sikkert for at fortælle mig at han havde det fint, og forsvandt så ud på toilettet. Jeg rejste mig op, og kiggede lidt rundt. Derefter bevægede jeg mig så ind i stuen, hvor morgenmaden allerede stod klar. Jeg var faktisk gået ind i værelset for at vække Key, men det var bare endt med at jeg sad og stirrede på ham. Jeg var virkelig ved at blive lidt af en creeper.

Efter lidt tid, kom Key endelig ind i stuen, hvor han satte sig ned ved bordet, og begyndte at spise. Ingen af os sagde noget. Key kommenterede ikke engang hvordan maden smagte. Han virkede underlig i dag. Måske han ikke var helt rask endnu.

Vi blev begge færdige med at spise, og vaskede så op, i stilhed. Jeg havde virkelig lyst til at spørge ham om hvad der var galt. Det var jo tydeligt at han ikke opførte sig sådan her, fordi han var syg. Der var helt klart noget galt. Jeg vidste bare ikke hvad.

”Key, er noget i vejen?” Vi sad i sofaen og så TV. Eller, det gjorde Key i hvert fald. Jeg selv kunne ikke koncentrere mig om andet end hans underlige adfærd. Han kiggede blot lidt væk, mens han tydeligvis prøvede at finde på en dårlig undskyldning, som han åbenbart troede han kunne narre mig med.

”Jeg har det bare ikke særlig godt i dag… Jeg tror jeg går i seng,” mumlede han, og rejste sig så op, for at gå ind på sit værelse. Jeg rejste mig også, og stillede mig så foran ham, for at blokere hans vej, mod hans værelse. Dette frembragte et suk fra hans side, og han gik så blot udenom mig. Jeg vendte mig om, og greb så fat om hans håndled. Med det samme rev han sin arm til sig, og vendte sig mod mig, med hans ene hånd om hans håndled, som havde jeg brændt ham idet jeg rørte ham.

”Du skal ikke røre mig!” Jeg kiggede overrasket på ham. Han øjne var opspærrede og han så bange ud. Hvorfor forstod jeg virkelig ikke. Havde jeg gjort ham noget? Det havde jeg da ikke, havde jeg? Jeg havde blot passet på ham mens han havde været syg, ikke andet. Måden han nu kiggede på mig, gjorde ondt. Det var som om han var bange for at jeg skulle gøre ham ondt. Noget jeg aldrig kunne finde på at gøre.

Jeg trådte et skridt mod ham, prøvende, mens som forudset rykkede han sig tre tilbage. Jeg bed mig selv i læben, idet han vendte sig om, og skyndte sig væk, ind på hans værelse. Jeg forstod det ikke. Hvorfor var han sådan nu? Hvad havde jeg gjort ham? Ville han nogensinde lade mig røre ham igen? Var alt hvad jeg havde gjort for at vinde hans tillid indtil nu, forgæves?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...