24 days of Christmas.(Jongkey)

Key, en 20 årig ung fyr, der arbejder som model, er under ingen omstændigheder homoseksuel. Folk omkring ham kan sige hvad de vil, men blot fordi at han ingen interesse har i fjollede pigegrupper, så betyder det da ikke at han er til drenge. Det er ihvertfald hvad han tror indtil han møder Jonghyun...[Dette er min første fanfiction, og jeg håber virkelig at i vil komme med noget konstruktivt kritik, tak.]

26Likes
58Kommentarer
7046Visninger
AA

9. Ice skating.

”Key~. Vågn nu op… Du skal på arbejde.” Stemmen fik mig med det samme til at sætte mig op. Skræmt kiggede jeg rundt i værelset kun for at finde Jonghyun, ovre ved døren. Hvad i alverden lavede han her? Vent…Nej vel? Det havde jo bare været en drøm… Havde det ikke? Jeg havde ikke rigtig sagt ja til at han kunne bo her, havde jeg? Åh gud… Jeg havde virkelig dummet mig denne gang.

Jonghyun lagde hovedet på skrå, idet han kiggede uforstående på mig. ”Hvad har du gang i? Skynd dig nu at gøre dig klar, ellers kommer du forsent på arbejde.” Jeg kiggede halv irriteret på ham. Hvordan kunne han være så frisk, så tideligt om morgenen? Det ville virkelig blive forfærdeligt at skulle leve med ham, fra nu af.

Idet han forlod rummet, rejste jeg mig op, og gik hen til mit skab, for at finde et par underbukser frem, som jeg derefter tog med ud på badeværelset. Her tog jeg så mit tøj af, og smuttede ind under det varme vand. Jeg klarede badet på mindre end 10 minutter, hvilket, hvis jeg selv skulle sige det, var rimlig godt gået. Jeg trak så i mine underbukser, og gik tilbage ind i mit værelse, for at finde noget tøj frem. Mit blik var vendt mod mit skab, og jeg havde min bukser halvvejs på, idet jeg hørte et grin bag mig.

”Du er vidst lidt af et mærkedyr, er du ikke?”  Med det samme vendte jeg mig mod Jonghyun, der endnu engang stod i døren, med blikket vendt mod mig. Jeg trak med det samme mine bukser op over mine lysserøde Dolce&Gabbana boxershorts.

”H-Hey! Hvad tror du lige du kigger på!” Råbte jeg af ham, med kinder der sikkert kunne sammenlignes med Rudolfs røde næse. Jonghyun grinede blot videre, tydeligvis underholdt af min reaktion, og fjernede ikke sit blik far mig, hvilket blot gjorde mig endnu mere pinlig berørt. Jeg bandede lavmældt af ham, idet jeg vendet mig om, og trak den hvide trøje over mit hoved. Derefter vendte jeg mig mod ham igen, med mine arme over kors, og med et anklagende blik. Han smilede blot skævt, og vendte sig så om. Han blev dog stående, og kiggede så tilbage på mig. ”Hvis du er færdig med at ligne en tomat, så kan du komme og få nogen morgenmad.” Jeg skulle til at råbe noget efter ham, idet han forsvandt run om hjørnet, men så faldt det mig ind hvad han lige havde sagt. Morgenmad? Havde han lavet mad? Men han kunne da ikke selv lave mad, kunne han?

Nysgerrigt trippede jeg ind i stuen, hvor der ganske rigtigt stod en masse mad, på bordet. Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, idet jeg så spørgene på Jonghyun, der allerede havde sat sig. Han smilede blot skævt til mig, og gjorde et tegn til at jeg også skulle sætte mig. Det gjorde jeg så, og ikke lang tid efter var jeg i gang med min første potion. Efter første skefuld måtte jeg dog give op.

”Hvad er det her?!” Udbrød jeg, idet jeg måtte spytte maden ud i et stykke papir, som jeg derefter foldede sammen. Jonghyun kiggede såret på mig. Jeg sukkede da hans uskyldige hundehvalpe blik ramte mig. Måske jeg skulle havde formuleret det på en anden, mere blid, måde.

”Yah, Key. Jeg gjorde mit bedste. Du kan i det midnste lade som om at du kan lide det.” Han skød underlæben fremad, og kiggede væk fra mig, for at virke endnu mere fornærmet. Jeg nikkede kort, og smilede så opmuntrende over mod ham, med en anelse af fortydelse i mit blik.

”Undskyld Jonghyun. Tak fordi du lavede morgenmad. Det sætter jeg pris på.” Derefter vendte jeg igen tilbage til mit måltid, til glæde for Jonghyun, der med det samme smilte igen. Når man havde spist lidt af det, var det ikke så slemt. Han skulle vel bare lige øve sig lidt mere.

Vi blev begge færdig med at spise, og efter at havde ryddet op, skulle jeg afsted på arbejde. Jonghyun, så bestemt ikke glad ud idet jeg åbnede døren og skulle til at gå. Han var virkelig som en lille hund. Når han altså ikke stod og overbegloede en når man var halvnøgen. Nej, det havde jeg stadig ikke glemt. Tro mig, det ville jeg helt sikkert bruge mod ham.

Jeg tog på arbejde, og alt gik som sædvandlig; Jeg blev sminket, fik taget billeder, og tog så hjem igen. Eftersom at det var et kort photoshoot, så fik jeg forholdsvis tidligt fri. Klokken var 13.00 da jeg stod foran døren til min lejlighed. Jeg ahvde endnu ikke givet Jonghyun en ekstranøgle, så han var sikkert derinde. Med et suk drejede jeg nøglen om, og trådte så indenfor.

”Keeeeey!” Jeg kiggede overrasket på Jonghyun, der kom farende mod mig. Jeg var lige ved at blive væltet omkuld, idet han slog hans arme omkring mig. Hvad havde han lige gang i? 

”Aish… Jeg har virkelig kedet mig! Kan du ikke sige op Key… Det er så ensomt at være her, helt alene.” Han kunne virkelig brokke sig, den hvalp. Jeg kiggede blot irriteret på ham, og fjernede så han arme fra min hals, hvilket blot gjorde ham endnu mere utilfreds. Deprimeret trådte Jonghyun et par skridt tilbage, for at give mig plads til at tage mit overtøj af, hvilket jeg så gjorde. Derefter gik jeg med ham ind i stuen.

Efter et stykke tids stilhed, rømmede Jonghyuns sig. ”Key… Lad os tage hen i parken!” Jeg hævede et øjenbryn, og kiggede over på ham. Parken? Hvorfor dog det? Vi havde lige været der henne, den anden dag, havde vi ikke? Jeg sukkede, men gjorde som Jonghyun ville. Jeg orkede ikke at skulle til at sige ham imod.

Parken var stadig dækket af et tykt lag sne, og søen var stadig frosset til is. Hvad Jonghyun ville her, forstod jeg virkelig ikke. I hvert fald ikke indtil han havde taget min hånd, og slæbt mig med ud på isen. Jeg råbte selvfølgelig op om hvor farligt det var, hvis isen nu ikke var tyk nok, men det ignorerede Jonghyun fuldstændigt. Han strammede blot grebet om min hånd, og forsatte længere ud på isen, men mig på slæb. Jonghyun skøjtede glædeligt rundt sammen med mig, der dog var en anelse mindre villig. Det tog mig dog ikke særlig længe også at bløde op, og også glide rundt på isen, sammen med ham, med et stort smil på læben. Vi faldt begge mange gange, hvilket blot frembragte endnu flere grin. Det var virkelig længe siden at jeg sidst havde haft det så sjovt. Efter at havde mødt Jonghyun var det som om at jeg aldrig havde haft det rigtig sjovt før. Jeg kunne lyve alt det jeg ville for mig selv, men inderst inde var jeg taknemmelig overfor Jonghyun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...