Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8666Visninger
AA

16. Træthed - del 1

Jeg kunne ikke stå op næste morgen, fordi jeg gik så sent i seng. Det ville vel ikke være så slemt, hvis jeg kom for sent igen. Jeg havde det ikke så godt.

”Milli,” skreg Yuuki. ”Vågn op,” skreg hun.

”Arhh, så lad mig dog være,” mumlede jeg. Yuuki var ligeså slem som Kaien. Til sidst stod jeg op, og gik hen til klassen sammen med Yuuki. Min hovedpine blev bare værre. Da vi kom, ringede det lige. Jeg satte mig på min plads, men Zero var her ikke. Hvor var Zero henne? Det undrede mig rigtigt meget at Zero ikke var her. Jeg kunne ikke følge med i timerne. Det med Zero var det eneste der fyldte mit hoved lige nu. Faktisk var der ikke noget der fyldte mit hoved, da jeg var så svimmel. Til sidst styrtede jeg ud af klassen. Jeg var på vej over til Zero’s værelse. Da jeg var henne ved hans værelse, var der ikke nogen der åbnede døren, da jeg bankede på. Jeg begyndte at få stress. Zero var ikke den slags person der blev hurtigt syg.

Eftersom han ikke åbnede døren, lukkede jeg bare mig selv ind. Zero var her ikke. Hvor var han mon? Nu havde jeg både problemer med Aidou og Zero. Rigtigt fedt! Jeg så mig omkring. På hans seng var det et billede af Kaito, Zero, Yagari-sensei og mig. Det bragte gode minder frem. Tænk at Zero stadig havde det billede. Dengang havde jeg det meget fint. Zero har altid været min bedste ven, og selvom Kaito elskede at drille Zero og mig, så kunne han godt have sine øjeblikke. Yagari-sensei var vores træner. Zero og jeg havde altid respekteret ham, efter ulykken med hans øje.

Jeg smilede lidt for mig selv, men da jeg huskede hvorfor jeg var her, forsvandt smilet. Jeg blev ved med at kigge efter mystiske ting. På gulvet lå der en blodtablet. Hvad lavede en blodtablet på gulvet? Jeg samlede den op. Det her var underligt. Blodtabletter var beregnet til vampyrer. En blodtablet havde form som en almindelig lille rund tablet, som var hvid. På den stod der nogle tal og bogstaver, som fortalte noget om blodtypen. Man kom dem i et glas vand, og så ville det opløse sig til en rød drik. Jeg blev ved med at stirre på tabletten i min hånd.

”Zero… Hvad forgår der?” mumlede jeg lavt. Jeg kunne ikke blive mere deprimeret, end jeg var nu. Jeg tog min hånd på til min pande. Min hovedpine var blevet værre. De andre drenge ville nok snart blive mistænkelige. Jeg gik udenfor, så jeg kunne få lidt frisk luft. Den brise der ramte mig, føltes rar. Jeg var nået frem til et springvand, hvor jeg så satte mig på kanten af det. For første gang følte jeg mig lidt ensom. Her var ingen andre end mig, og jeg var omringet af skoven. Jeg rejste mig op, men jeg kunne mærke hvor træt jeg faktisk var. Det var sikkert bare for lidt søvn. En skikkelse dukkede op. Mit syn var sløret, så jeg kunne ikke helt genkende skikkelsen.

”Milli-Chan,” sagde skikkelsen lavt. Det virkede som om den prøvede på at undgå mig. Det hele var ved at blive meget sløret. ”Ai…”

Jeg havde lyst til at kalde på ham, men det hele blev sort. Jeg kunne mærke energien forsvinde.

”Milli!” skreg Aidou op. Jeg lukkede mine øjne i, og besvimede.

”Aidou,” mumlede jeg lavt. Jeg var taknemmelig for, at min hjerne gav mig denne bløde landing, selvom jeg vidste at græsset umuligt kunne være så blødt og varmt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...