Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8615Visninger
AA

28. Svar

”Er du okay?” spurgte Yuuki. Jeg smilte falskt og nikkede.

”Ja! Ja, jeg har det fint for tyvende gang,” sagde jeg. Timerne var overstået for i dag. Hele dagen havde enten Temari, Zero eller Yuuki spurgt om det. Ikke nok med det, var pigerne i klassen vilde, og spurgte konstant om Aidou. Jeg havde seriøst lyst til at dø. Den her dag havde været så lang, og jeg orkede ikke noget. Jeg var nærmest blevet til en zombie, der enten nikkede, eller rystede på hovedet. Zero havde købt en masse slikkepinde til mig. Noget jeg elskede mere end is, var slikkepinde, men jeg var bare ikke i humør til det. Det værste var hjemkundskab. Vi skulle lave Valentins-chokolade til i morgen. Halvdelen af pigerne havde tænkt sig at give deres til Aidou… Ikke fordi jeg nu gik så meget op i det. Yuuki ville lave nogen til Kaname, men det gik af lort til.

 

Jeg havde ikke rigtig lyst til at give nogen ud, men vi blev tvunget til det. Min plan var at lave opskriften forkert med vilje, men da jeg prøvede det, blev min lærer så begejstret, at hun fortale alle om den. Igen havde jeg lyst til bare at forsvinde. Temari grinede bare.

”Undskyld,” havde hun sagt, og jeg sukkede bare. Temari virkede også lidt fraværende. Da jeg spurgte om noget, mumlede hun bare: ”Jeg skal nok finde ud af det,” eller noget i den stil, men da jeg spurgte hende om det, sange hun bare, at det ikke var noget. Hun havde vist også snakket lidt med Zero om noget.

 

Jeg pakkede min chokolade ind i noget pænt papir, og bandt en sløjfe på.

”Sikke en pæn æske. Hvem vil du give den til Destiny?” spurgte en af mine klassekammerater. Jeg havde lyst til at svare ’skraldespanden’, men det kunne jeg jo ikke sige.

”Det ved jeg ikke,” fik jeg sagt.

”Husk at vælge den person med hjertet, ellers er det ikke noget særligt,” havde hun sagt, inden hun gik igen. Hvad hun mente med det fandt jeg aldrig ud af.

 

Nu var jeg inde på mit værelse. Jeg sad på min seng, og overgloede den æske, som lå foran mig. Den lille æske, med et pænt mønster, i forskellige farver. En lille guldstjerne, som sad på hjørnet af æsken, og glimrede lidt. Jeg havde så meget lyst til at tage æsken og trampe på den, hvor jeg så brændte den, og til sidst smed den ud. Jeg var kommet til at overveje, at give den til ham. Jeg tog den lille æske i hånden. Jeg kunne ikke engang få mig selv til, at stramme grebet om den. De ord pigen sagde, gik igennem hovedet på mig igen. Jeg sukkede bare, og lagde den ved siden af min natlampe. I morgen skulle vi aflevere disse chokolader. Jeg måtte vel bare smide den ud i morgen.

 

Temari P.O.V.

Jeg var på vej over til natklassen. Vinden legede med mit lyse hår. Vi havde fået en time før fri. Jeg havde fulgt Milli hen til hendes værelse, før jeg tog af sted. Natklassen havde ikke skift endnu, så jeg kunne godt nå at snakke med dem. Eller rettere sagt ham! Ham som åbenbart havde skiftet Millis humør fuldstændig. Nemlig Aidou Hanabusa. Den forbandede selvoptagede idiot, der legede med alt og alle. Han havde åbenbart også leget med Milli.

Jeg havde lyst til at hugge hovedet af ham. Jeg fattede dog stadig hvad hun så i ham, men noget jeg kendte alt for godt var båndet, man fik til dem. Når man først bliver ven med en vampyr, så slipper man ikke igen. Men af en eller anden grund, så det ud til at Aidou ignorerede Milli. Men den måde han så på hende på i dag; Som om hun var noget at det vigtigste han havde set. Som om det ville dræbe ham, hvis det skete hende noget. Det blik som ingen så. Det blik, som kun jeg opfattede. Jeg havde aldrig før set den side af ham. Den side af ham, som faktisk holdte af noget eller nogen.

Jeg forstod det ikke. Man ville ikke såre dem man holder af. Det er jo dumt! Så derfor besluttede jeg at tage sagen i min egen hånd. At spørge Aidou om hvad hans problem var. Men da hans blik dukkede op igen, fik jeg dårlig samvittighed. Hvorfor var han kommet i dag? Jeg forstod det bare ikke. Vinden blæste igen, og bragte mig tilbage til den virkelige verden. Jeg gik bare hen til deres værelser.

Vagten så på mig. Han lod mig gå forbi, eftersom han godt vidste hvem jeg var. Nu var jeg på vej over til dem, for at finde ud af sandheden. Milli havde fortalt mig at Rima, og Ichijo kendte til hendes hemmelighed, så jeg kunne måske spørge dem. Jeg bankede på døren.

Til min store overraskelse, var det Aidou der åbnede døren. Jeg stirrede på ham. Han havde faktisk selv åbnet døren, så jeg kunne ikke lade være med at fnise.

”Hvad er der?” spurgte han irriteret.

”Du har faktisk selv åbnet døren,” sagde jeg. Da jeg hørte mine egne ord, grinede jeg igen. Han så irriteret på mig.

”Jeg henter Ichijo, så du kan få ordnet det du skulle.” sagde han ligeglad. Jeg trak bare i ham. ”Hvem har sagt at jeg skal bruge Ichijo?” Hans øjne blev store for et øjeblik. Han lukkede mig bare ind.

”Hvad vil du så?” spurgte han. Jeg så bare over på ham. Han stod over ved trappen, og holdet fast i gelænderet

”Har du bidt i Milli?” spurgte jeg så.

”Nani? Nej, det har jeg ikke.”

Hans ansigtsudtryk ændrede sig.

”Har hun fundet ud af din hemmelighed?” spurgte jeg.

”Nej, hvorfor spørger du om de ting?” spurgte han lidt vredt. Jeg havde vist ramt et ømt punkt. ”Har du prøvet på at bide hende?” spurgte jeg så. Han svarede mig ikke. Aidou så væk denne gang. Han svarede ikke, men han holdte stramt om gelænderet. Da han forblev stille tog jeg det som et ja.

”Hvorfor udspørger du mig om alle de ting?” spurgte han så. Han så lidt vred ud. Jeg smilede bare. ”Jeg har mine grunde,” sagde jeg med et smørret grin. ”Nå men vi ses nok Aidou,” sagde jeg og skulle til at gå. Pludselig stod han foran mig. Jeg tog det som et tegn på at han ville have et tydeligere svar.

”Jeg ville bare have nogle svar, efter dagens forestilling,” sagde jeg bare. Hans ansigt var helt stift. Han gik bare tilbage til sit værelse, uden et eneste ord. Jeg åbnede bare døren, og gik tilbage. Jeg havde fået mine svar. Aidou holdte tydeligvis af Milli, så derfor holdte han sig væk. Jeg sukkede bare. Der var ikke noget jeg kunne gøre. Aidou var tydeligvis bange for at bide i Milli. Jeg gik bare tilbage til mit værelse. Jeg håbede at Milli var okay.

 

____

 

Mit brug af ordete 'bare' var meget slemt... Jeg har en vane, med at bruge det ord alt for mange gange. Men da dette er en gammel fanfiction vil jeg ikke rette i den, det ville tage for lang tid, når jeg nu har så travlt. Men jeg håber, at I kan se en udvikling i mit sprog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...