Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8624Visninger
AA

46. Opklaret hemmelighed, eller ikke – del 1

 

Jeg havde slet ikke sovet, og mit hoved gjorde ondt, som aldrig før. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst, havde grædt så meget. Jeg orkede slet ikke at stå op, for jeg vidste at mine kinder var tørre, af alle de tårer der faldt ned ad mine kinder. Jeg gik hen til toilettet og skyllede ansigtet. Jeg så bare på mig selv i det tomme spejl. Udtrykket i spejlet var tomt. Fuldstændigt tomt! Jeg måtte kæmpe for ikke at græde igen.

Jeg tog min uniform på og børstede det lange sorte hår. Jeg gik hen til min skuffe og fandt igen rosehalskæden frem. Jeg knugede den hårdt ind til mig, da den gav mig en eller anden form for trøst, selvom jeg simpelthen ikke kunne huske, hvem jeg havde fået den af. Jeg gik bare alene hen til klassen, for ikke at møde Temari. Hun ville bare lægge mærke til det, hvis der var noget galt.

Vi skulle have test i dag. Hvis klassen skulle slå natklassens gennemsnit, hvilket ikke ville ske, så var klassens eneste chance Zero og min karakter, men som forventet var Zero her ikke. Jeg prøvede på at koncentrere mig om testen, men det føltes som om der var en djævel der stod med en hammer, og bankede den hårdt til mit kranie. Det hele føltes lidt sløret, og jeg ved ikke, hvad jeg fik svaret. Inden jeg vidste af det, var testen færdig, og Temari var kommet hen til mig. Jeg kiggede bare ligeud.

”Milli. Milli? Hallo er du der Milli?!” skreg Temari og jeg rystede på hovedet.

”Nani?” spurgte jeg og Temari så på mig.

”Er du okay?” spurgte hun, bekymret. Hun så på mig med sine grønne øjne. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, så derfor rejste jeg mig bare op.

”Har du set Zero?” spurgte jeg i håb om, at hun måske havde en grund til at Zero ikke var her. Måske var det hele bare et mareridt, men Temari rystede på hovedet, og det sidste håb jeg havde, blev igen knust. Det blev trampet på og jeg kunne sagtens synke sammen igen, men det gjorde jeg ikke. Jeg gik bare udenfor, og ledte efter Yuuki. Måske vidste hun hvor Zero var.

”Yuuki, har du set Zero?” spurgte jeg, med en bekymret stemme. Hun så på mig og begyndte at massere panden.

”Jeg… Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske det.” sagde hun og så på mig, men et trist blik.

”I går aftes lå jeg bare i min seng, men jeg…” hun lignede en der kunne besvime med det samme. I det samme øjeblik så jeg at Kaname kom gående sammen med Aidou. Jeg måtte anstrenge mig nu.

”Smil Milli!” tænkte jeg men i stedet for så jeg bare rundt, og undgik bare Aidous og Kanames blik.

”Yuuki må jeg lige snakke med dig?” spurgte Kaname og blev helt venlig overfor Yuuki. Det var ikke så tit at man så en så venlig Pureblood. Jeg så bare Yuuki og Kaname gå, indtil der kun var Aidou og mig tilbage, men sjovt nok havde pigerne allerede opdaget det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...