Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8622Visninger
AA

8. Opdaget

Jeg listede mig ind på mit værelse. Heldigvis var jeg ikke blevet opdaget. Da jeg kom ind i mit værelse, skiftede jeg til mit nattøj. Det var en lårkort natkjole. Jeg havde også nogle natshorts på, eftersom jeg var vant til, at snige mig ud i nattøj. Det var sammen med Zero, at vi sneg os ud, når vi var ovre hos Yagari-sensei. Jeg smilede lidt ved det minde, men jeg mistede hurtigt smilet, da jeg huskede at Kaito, så bagefter hældte snegleslim over mig. Det minde gav mig myrekryb.

Jeg gik over til min seng, og krammede min kæmpe bamse, som Zero havde vundet i tivoli. Jeg lod mine tanker vandre, men så kom billedet af Aidou igen. Mine kinder blev svagt røde. Hvordan kunne en vampyr, få mig til at rødme? Jeg sukkede. Måske skulle jeg bare fortælle ham min hemmelighed. Men om det nu var en god idé, vidste jeg ikke. Jeg kunne spørge Zero i morgen, om hvordan det går med ham. Jeg vendte mig om klar til at falde i søvn, da Aidou igen dukkede op. Jeg stod ikke op denne gang. Hvis jeg ikke kunne få ham ud, så måtte han bare selv forsvinde.

Næste morgen stod jeg alt for tidligt op. Med den drøm jeg havde, ville jeg på ingen måde tilbage til drømmeland. Jeg tog min uniform på. Bagefter gjorde jeg det sædvanlige, men da jeg så mig selv i spejlet, var mine kinder stadig røde. Da jeg så var færdig, kikkede jeg på klokken. Der var stadig en time, til at skolen begyndte. Jeg hoppede ud af vinduet ligesom i går. Jeg besluttede mig for at gå over til Månekollegiet, og se om jeg kunne finde Yuuki eller Zero. Selvom det var imod reglerne var jeg ligeglad. Onkel ville sikkert tro på min undskyldning. Da jeg nåede frem var der ingen præfekter at se. Men til min store overraskelse, var der to dagklassespiger. Eftersom hverken Yuuki eller Zero var her, måtte jeg nok stoppe dem.

”Hallo, I to, hvad laver I?” spurgte jeg, og så ligegyldigt på dem.

”Vi ville bare have nogle billeder af Idol-senpai,” sagde de. Jeg regnede ud af at de mente Aidou. ”Jeg skal give Jer billeder,” mumlede jeg gnavent.

”Nani?” spurgte de.

”ikke noget. Men vend tilbage til jeres værelser nu, og så er det hele glemt,” sagde jeg. Efter så lang tid, ødelagde de det hele, og fik mig til at tænke på ham igen. De så på hinanden, og nikkede.

”Glem det Milli-Chan,” sagde de, og prøvede på at løbe, men jeg havde fat i dem, før de kunne nå at løbe.

”Hvorfor vil du ikke lade os gå?” spurgte de.

”Fordi de har en hemmelighed,” sagde jeg.

”Nani?” spurgte de, med store øjne.

”Ikke noget, jeg mener det er imod reglerne,” svarede jeg, og slap dem.

”Nå, men vi skal nok gå nu,” svarede de, og gik. Jeg sukkede, og forsatte min søgen af Yuuki og Zero.

 

Men en ting Milli ikke havde lagt mærke til var ”hende.” Hun havde fulgt med i alt hvad der var sket her til morgen. ”Det kan vel ikke være at hun vidste til os?” spurgte pigen sig selv.”Nej, så ville vi vide det.”

Natklasseseleven gik hen til sit værelse for at få noget søvn. Det var jo trods alt morgen og øjnene havde ikke godt af alt det lys.

 

__

Nani = hvad

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...