Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8683Visninger
AA

2. Ny start

Jeg huskede intet af mine barndomsminder. Jeg havde ingen minder fra den tid, og heller ingen familie. Jeg vidste ikke noget om deres død, men eftersom jeg var født ind i Destinyklanen, regnede folk med, at det var vampyrerne, der havde dræbt dem. Destiny var en vampyrjægerfamilie, så derfor blev jeg vampyrjægerlærling. Jeg blev trænet af Toga Yagari-sensei, sammen med Zero og Kaito. Zero var min barndomsven, men jeg havde ikke set ham siden jeg var tolv. Han var nemlig også en del af en vampyrjægerfamilie, med familienavnet Kiryu. Kaito havde jeg ikke set i lang tid. Jeg fik ham højst sandsynligt aldrig at se igen.

Lige siden jeg blev vampyrjæger, havde jeg haft mærkelige drømme om vampyrer. Det var altid den samme drøm. Jeg var seks år igen. Jeg græd helt alene, ensom, men så kom en vampyr på min alder og tørrede mine tårer væk. Bagefter viste han mig sine venner og lyset. Når drømmen blev god, vågnede jeg altid. Siden mine drømme, havde jeg besluttet at undgå at dræbe vampyrerne, men uanset hvad, blev jeg nødt til at dræbe de Level-E vampyr der nu var. Det var dem, der var blevet ude af kontrol. Problemet var bare, at dengang var Zero og jeg meget naive. Takket være det mistede Yagari-sensei sit ene øje. Siden den dag, lavede jeg forskellige ting, som kunne hjælpe mig med at undgå en kamp. Jeg hadede de dage, hvor vi skulle ud på missioner. Dog kunne jeg ikke undgå at tage på dem alligevel. Da jeg blev fjorten år, prøvede jeg at finde oplysninger om mine rigtige forældre. Det var ved et held, at jeg fandt ud af, at jeg havde en onkel, Cross Kaien. Da jeg fandt ud af det, lykkedes det mig at kontakte ham og efter vi havde skrevet flere breve til hinanden, blev jeg inviteret til at gå på hans skole Cross Academy.

 

 

Så derfor stod jeg her og ventede på at min onkel kom for at hente mig. Jeg lukkede mine øjne i og tog en dyb indånding. Da jeg åbnede mine øjne, så jeg min onkel vinke til mig. Jeg vinkede tilbage, og begyndte at gå i hans retning.

”Velkommen Milli-chan, jeg er din onkel Cross Kaien.”

Min onkel havde lyst hår. Han havde en slags creamfarvede øjne. Hans hår var den samme farve og det meste var bundet i en hestehale. Han havde et par briller på, men det fik ham til at se endnu mere uskyldig ud. Dog var jeg sikker på, at han gemte sig bag den venlige facade. Den rigtige Cross, den berygtede…

”Cross? Er det ikke navnet på den legendariske vampyrjæger?” spurgte jeg. Jeg kunne se at Kaien sukkede.

”Det er ikke en fortid, jeg er særlig meget stolt af,” sagde han og smilede svagt. Dog kunne jeg sagtens se bitterheden i hans ansigt. ”Faktisk er min drøm at få mennesker og vampyrer til at leve sammen.” Hvad var det dog, for en underlig drøm? Det ville aldrig kunne lade sig gøre og det burde han da vide.

”Det… Det kan ikke lade sig gøre. For hvis det kunne, havde man ikke brug for folk som os,” sagde jeg hårdt.

”Folk som os?” spurgte ham med et spørgende blik. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt med at få min hemmelighed afsløret.

”Jeg var en vampyrlærling i fortiden,” sagde jeg og så væk.

”Fortiden kan ikke ændres,” sagde han og klappede mig på hovedet. ”Men det kan fremtiden.” Hans blik var intenst, mens han så ud i det blå.

”Skal vi så se at komme hjem?” spurgte han med en latterglad stemme. Hans humør kunne da godt nok skifte hurtigt. Jeg grinede lidt for mig selv og fulgte efter Kaien. Vinden blæste kraftigt, og jeg fik flere gange gåsehud. Især når man gik i skoven, kunne det være lidt skummelt. Jeg kunne se et hus forude og sukkede lettet op.

”Så er vi der,” sagde Kaien glad. Jeg fattede stadig ikke hans humørsvingninger. ”Lad os komme ind i varmen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...