Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8673Visninger
AA

12. Byen

Nu var det vist det rigtige tidspunkt at spørge. Zero så over på mig.

”Så det vil du gerne vide?” spurgte han. Jeg nikkede bare.

”Jeg kom her for 4 år siden. Grunden til det var, at min familie blev myrdet af en pureblood,” sagde han. Jeg stivnede. Staklens Zero. Det var nærmest umuligt at tro på, når man gik her på skolen.

”Hvordan reagerede vampyrjægerorganisationen på det?” spurgte jeg.

”De har taget stilling til det, men efter mine forældres død, har man ikke kunne finde vampyren,” sagde Zero med had i stemmen. Efter lidt tid i stalden, var det nok på tide at gå igen. Der var stadig nok timer tilbage. Jeg sukkede.

”Jeg må nok hellere gå over til Kaien, og forklare det lille uheld med træet,” sagde jeg, med et skævt smil. Zero svarede ikke, men jeg vidste at han havde hørt mig.

”Milli, glem aldrig at de stadig er monstre,” Sagde Zero. Han blik var alvorligt. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det Zero lige havde sagt.

Jeg løb, indtil jeg havde nået Kaiens kontor. Da jeg var nået frem til Kaien kontor, kunne jeg høre en anden stemme. Jeg bankede på døren og stak mit hoved ind.

”Forstyrrer jeg?” spurgte jeg.

”Nej, kom bare ind,” sagde en natklasseselev. Jeg trådte ind i rummet. Jeg så på ham. Han havde lidt langt brunt hår og rødbrune øjne.

”Hej Milli-Chan, dette er Kuran Kaname, lederen af månekollegiet,” sagde Kaien.

”Hyggeligt at møde dig Milli,” sagde Kaname med et smil. Jeg smilede bare. ”Nå, men jeg skal gå nu,” sagde Kaname og gik. Nu da jeg kom i tanke om det, så var det ham her Yuuki kunne lide. Jeg fnisede lidt.

”Nå, men hvad ville du Milli?” spurgte Kaien.

”Jo, ser du… Der er væltet et træ ude i skoven, i solkollegiets område,” sagde jeg. Jeg fortale ikke nogen løgn, det var bare ikke hele sandheden.

”Ja, Takuma var ovre at fortælle mig det. Det havde åbenbart vækket dem,” sagde Kaien.

”Ved du mere om det?” spurgte Kaien. Jeg sukkede.

”Jeg kom måske til at sparke træet over, og så pjækkede jeg sammen med Zero bagefter,” sagde jeg og kløede mig i nakken. Kaien begyndte bare at grine.

”Det går nok, men jeg ville aldrig have regnet ud at du havde så meget kraft i dig,” sagde Kaien. ”Men vil du købe nogle ting for mig?” spurgte Kaien.

”JA!” skreg jeg nærmest op. Hvis jeg fik muligheden for at gå ud i byen, så var det lige meget hvad jeg skulle. Da jeg fik indkøbslisten, tog jeg bare af sted. Jeg fulgte de instruktioner, som Kaien havde givet mig og inden længe var jeg i byen. De ting Kaien ville have mig til at købe, var nogle ingredienser til hans hjemmelavede mad.

 

Byen var stor. Der var alle mulige butikker. Det var fantastisk at være her. Da jeg havde købt alle de ting Kaien skulle bruge, købte jeg en is. Jeg elsker søde sager, og desuden ville jeg ikke tilbage og have timer. Da jeg var færdig med min is, syntes jeg, at det var på tide at gå tilbage igen. Hvis jeg ikke skyndte mig, ville det måske blive for mørkt, så jeg tog en genvej. Jeg gik og gik, men jeg kom ligesom ikke tættere på akademiet. Det var ved at blive lidt små mørkt nu. Det var nu jeg lagde mærke til, at jeg var faret vild. Jeg sukkede.

 

Nu da jeg så mig omkring, var jeg ikke i byens centrum mere. Jeg var nået til et sted med forfaldne huse. Her var mørkere og mere uhyggeligt. Alle menneskerne omkring mig var væk. Flot! Hvordan kom jeg nu hjem? Jeg kunne høre lyde bag mig, så jeg begyndte at løbe. Jo længere jeg løb, jo mørkere blev det. Jeg var nået til en blindgyde. Da jeg vendte mig om, stod der en mand foran mig. Hans hår var så langt, at jeg ikke kunne se ansigtet. Hans negle var lange og hans aura, var skummel. Mine sanser reagerede. Manden foran mig var en level-E.

”Er du faret vild smukke?” spurgte han. Manden foran mig var altså virkelig en level-E. Mine pupiller blev små. Det var 2 år siden, at jeg sidst kæmpede mod en level-E. Jeg måtte bevare kontrollen.

”Nej tak, jeg finder selv hjem,” sagde jeg skarpt. Level-E’en kom tættere på. Jeg overvejede at tage Crystalis frem. Pludselig kunne jeg høre en bekendt stemme.

”Jeg ville holde mig væk fra hende, hvis jeg var dig.”

Hvad lavede han her?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...