Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8615Visninger
AA

22. Alt er godt nu... Er det ikke?

Jeg forklarede min onkel om H-Pill. Det var en af de ting jeg opfandt, da jeg ikke gik rundt og dræbte level-E’er.

”Det må jeg nok sige. Jeg har ikke set noget så godt siden blodpillen,” sagde Kaien. Han var vist imponeret.

”Jeg må indrømme at det er et godt stykke arbejde,” sagde Kaien igen. Ta’ den Kaito. Hvis jeg så ham igen, ville det ikke blive kønt.

”Hvor lang tid har Zero været vampyr?” spurgte jeg så, og sukkede. Kaien rettede på sine briller. ”Siden han kom til mig, for 4 år siden,” sagde Kaien.

”Var det ikke der hans familie døde? Vil det sige at…” sagde jeg, men Kaien afbrød mig.

”Ja, Zero blev bidt af Hio Shisuka, en level-A også kaldet en Pureblood. Hun dræbte hans forældre, og bed ham, men lod ham leve,” forsatte Kaien for mig. Hvis man blev bidt af en Pureblood, blev man selv en vampyr. Det var kun dem der kunne forvandle mennesker til vampyrer. Zero, din idiot. Hvor lang tid har du været alene i det mørke? Det hele gav mere mening. Han var tvunget til at blive her, og passe på dem han hadede allermest i verdenen. Zero. Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg sukkede ved tanken.

”Ved nogen fra natklassen det?” spurgte jeg.

”Kun Kuran Kaname, indtil videre,” sagde Kaien og sukkede.

”Hvad med dig?” spurgte Kaien. ”Har nogen fundet ud af din hemmelighed?”.

Jeg fik et lille smil på læben.

”Kun Yuuki, Rima og Ichijo ved det,” sagde jeg. Kaien smilede.

”Du har stadig timer, de begynder faktisk om 1 minut,” sagde Kaien. Jeg kiggede på klokken. Kaien havde ret. Hvis jeg ikke skyndte mig, ville jeg få eftersidning.

”Du har ret, vi ses onkel, ” skyndte jeg mig at sige, inden jeg styrtede ud af rummet, til de uønskede timer.  

Det her var ikke helvede. Det var værre. Det havde navnet kedelighedsriget. Jeg havde ikke noget imod skolen, jeg kunne bare ikke tage faget matematik. Det eneste fag der trak mit gennemsnit ned. Hvordan kan man følge med i sådan et fag, når man er ved at dø af kedsomhed? Jeg kiggede ned på min bærbar igen. Ingen af de idioter havde opdaget, at jeg snyd. Jeg sad jo også på bagerste række. Den lå under mit bord. Jeg smilede lumskt for mig selv. Jeg udfyldte mit ark hurtigt, og klappede min bærbar sammen, uden lyd. Jeg gemte den igen, og gik ned for at aflevere mit ark.

”Jeg er færdig,” sagde jeg med en sød stemme. De andre gloede på mig. Jeg gav dem bare et uskyldigt smil, men mens tanken ”idioter!” kørte rundt i mit hoved. Jeg fik lov til at gå udenfor, fordi jeg var blevet så hurtig færdig. Jeg snyd faktisk ikke i de andre fag, kun matematik. Jeg besluttede mig for at gå hen til Ichijo og Rima. Jeg havde ikke rigtig andet at lave. Vagtmanden var der ikke, så jeg gik bare forbi. Hvor nemt var det her lige. Hvis de dumme dagklasseselever dog bare vidste hvor nemt det her var. Jeg grinede lidt for mig selv. Da jeg stod foran døren, tøvede jeg. Jeg vendte mig om, for at gå igen, men da jeg løftede hovedet, så jeg Rima.

”Rima-senpai, hvad laver du her på denne tid af dagen?” spurgte jeg lavt. Rima så godt ud som altid. Håret bundet i to hestehaler. Tøjet klædte hende ganske fint. Hun havde en paraply i hånden, hvilket fik mig til at grine lidt.

”Modelarbejde,” svarede hun bare. ”Vil du ikke indenfor?” spurgte hun så. Jeg nikkede bare. Bag Rima så jeg Shiki.

”Her er din pocky,” sagde Rima, og gav ham en pocky. Han tog den bare, og vi gik indenfor.

”Jeg går i seng,” sagde Shiki, inden han gabte og gik. Shiki var virkelig en tavs person. Rima og jeg satte os bare ned.

”Har du ikke timer?” spurgte Rima.

”Jeg klarede matematiktesten ret hurtigt, så jeg fik lov til at gå,” sagde jeg og smilede skævt.

”Snød du?” spurgte hun ligegyldigt.

”Eh… Måske” sagde jeg. Et lille smil dukkede op på hendes læber.

”Kan du finde alle de informationer du vil have?” spurgte hun. Jeg nikkede bare stolt.

”Milli-chan,” hørte en bekendt stemme sige. Den stemme der kom fra en så sød person.

”Ichijo-senpai” sagde jeg, og vente mig om. Der stod han med te og småkager.

”Jeg troede ikke du ville komme igen, fordi vi kendte din hemmelighed,” sagde han. Jeg smilede bare.

”Burde du ligesom ikke hade mig?” spurgte jeg med et smil.

”Hvordan kan man hade en så nuttet person?” spurgte Ichijo. Jeg kunne hurtigt blive flov, når man kaldte mig nuttet. Hvorfor var det altid nuttet? Ikke pæn, sej eller alt det andet. Jeg vendte mig mod Rima igen. Ichijo satte teen og småkagerne foran mig og Rima, og satte sig henne ved os. Jeg så på klokken. Der var allerede gået 25 minutter. Jeg tog nogle småkager, og løb hen til døren.

”Tak for småkagerne Íchijo-senpai, vi ses,” sagde jeg inden jeg løb til næste time. Jeg var ved at blive gode venner med Rima og Ichijo. Mon de andre var lige så venlige?

 

I månekollegiet sad Rima stadig og drak noget te. Ichijo rejste sig op.

 

”Hvorfor kom du ikke ned til os Aidou?” spurgte Ichijo.

”Hvorfor skulle jeg?” spurgte Aidou ligegyldigt, mens han kom til syne ved trappen, der førte op til gangen, hvor alles værelser var.

 

”Fordi du ikke kan holde dig væk fra hende,” sagde Rima.

”Og ville du ikke engang sige hej,” forsatte Ichijo.

”Hun er bare ligesom alle de andre piger,” sagde Aidou med en stemme fuld af løgn. Alligevel kunne de høre at den var koldere end sædvanlig.

”Hmp” mumlede Rima og Ichijo, som ikke troede på hans løgn. Aidou gik tilbage til sit værelse, inden han blev udspurgt mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...