You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3754Visninger
AA

26. Kapitel 25.

Emery:

Jeg væltede med lethed Gwen om på jorden. Hun var underligt nok ikke så stærk, selv om at hun havde den mor hun nu engang havde.

Nogle billeder gled gennem mit hoved. Billede af to børn, i en seng. To piger der var som nat og dag, mens to stolte forældre kiggede ned på dem. Så et kæmpe brag og en masse mennesker… nej vampyrer kom løbende ind og tog den lyse pige op. i det samme kom der nogle ulve og tog den sorte. Moren og faren skreg, hvorefter de løb efter hver deres barn, væk fra hinanden.

Jeg var straks tilbage, da jeg blev skubbet ind i et træ. Træet blev straks smadret. Jeg kiggede op og så ulven komme tættere og tættere på mig. Jeg rejste mig hurtigt op og hvæssede. Jeg smed Gwen langt væk. Det ville tage hende nogle minutter at kommer her hen. Hvis hun altså stadig kunne gå. Efter et minut hørte jeg braget, da hun endelig ramte træerne.

Endnu et billede gled forbi. Billedet af min far og Gwens mor der kyssede. Og så de to stolte forældre. Der var noget der sagde mig at det var vigtigt. Jeg lod igen billederne komme frem i mine tanker. Så gispede jeg. Det var de samme personer. Min far og Gwens mor havde børn sammen. Tvillinger. To piger. Den ene sort, mens den anden var hvid.

Endnu engang gispede jeg. Mig og Gwen… var tvillinger! Det forklarede alting. Jeg kiggede mig omkring. Gwen burde have været her nu. Det kunne da ikke tage så lang tid… eller kunne det? jeg begyndte stille at gå langs træerne. Så, så jeg endelig Gwen. Men ikke på den måde jeg gerne ville have set hende.

Hun lagde på jorden, med en kæp stikkende igennem sig. Hun var forvandlet tilbage til menneske. Jeg skreg og satte mig ned ved siden af hende. Jeg kunne mærke tårende presse sig på. Det var min skyld. Hendes øjne var lukket, og mest af alt lignede hun en der sov. Hvis det ikke lige var for den pind, der stak igennem hendes mave. Blodet var over det hele.

Jeg kunne mærke hvordan min kæbe kæmpede for at åbne sig og bide sig fast. Jeg holdte mig for munden, mens jeg mærkede mine hugtænder begyndte at dunke. De var klar til at glide gennem hendes kød. Jeg lagde hovedet tilbage, mens en hæslig, blodtørstig lyd kom over mine læber. Mine hænder begyndte at ryste.

Så tog jeg mig sammen, selv om det var svært, da blodlugten ramte mine næsebor. Jeg rakte om bag hende og knækkede grenen. Så svang jeg hende stille op i mine arme. Jeg var glad for at hun var besvimet, ellers ville det have gjort ufatteligt ondt.

Jeg kom rystende på benene ud af skoven. Så famlede jeg efter min mobil for at ringe efter en ambulance. Men før jeg nåede at gøre noget kom Lucas og Caron gående. De kom fra hver deres retning, hen mod mig.

Caron sendte et ondt blik i retningen af Lucas, til hans så hvad der lagde i mine arme. Så gispede han og fandt sin mobil op og ringede. Lucas kom hen til mig, før han kunne se Gwens ansigt. Så rystede hans arme. Han gik hen og ville røre ved hendes ansigt, men hele min krop var bange for hvad han ville gøre ved hende, så jeg strammede mit greb om hende, krængede mine læber op og viste mine hugtænder, mens jeg snerrede.

Lucas trak sig forskrækket tilbage. Jeg kiggede ned på Gwens ansigt, til ambulancen kom. Jeg ville ikke lade dem røre hende, før jeg sad ved siden af hende inde i ambulancen kom. Caron sad oppe foran sammen med en af ambulance folkene, mens min far kom sammen med Lucas og Gwens… og min… mor.

 

Dagene blev til uger og ugerne til måneder og Gwen var stadig ikke vågnet. Jeg havde næsten ikke forladt hendes side, kun de få gange Caron havde tvunget mig ud fra hospitalet. Caron holdte pause som lærer så han kunne støtte mig, og det var alle enige om.

Caron havde faktisk glemt kysset, eller da han vågnede efter at have slået hovedet ned i jorden, troede han at det var noget han havde bildt sig ind. Men nu havde han kysset mig igen. Mest får at få mig til at glemme Gwen et øjeblik. Og det virkede. En smule.

Men lige nu sad jeg og strøg Gwens pande. Mor og far havde fortalt mig alt. Jeg kunne se hvordan Gwens øjenlåg vibrerede et øjeblik før hun endelig åbnede øjnene. Jeg smilede stort, mens jeg stille hviskede;

”Godmorgen søs.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...