You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3767Visninger
AA

23. Kapitel 22.

Gwen:

Hun skulle bøde for det her, hun skulle dø for at have kysset med den person jeg elskede. Hun hoppede op på grenen af et træ, imens jeg prøvede at fange hende. Min vrede blev større jo mere jeg kiggede på hende. Jeg SKULLE have fat i hende. Jeg snerrede af hende. Hun havde vidst fået en idé, og hun begyndte at springe ud til et træ og tog fast i grenen og svang sig videre til næste træ. Jeg var for vred til at kunne tænke mig om. Jeg skulle have fat i hende, og rive hovedet af hende.

Jeg løb efter hende, jeg var lige under hende, imens hun svang sig afsted fra træ til træ. Så stilte hun sig på en gren, og jeg snuste lidt nede ved enden af træet. Efter lidt tid opdagede jeg hende et godt stykke længere henne af skovbunden. Jeg vidste hun ikke kunne følge efter hende, hun løb for hurtigt, men det er ikke muligt for et menneske at løbe hurtigere end en varulv. Vampyr. Det fløj ind i mit hoved. Jeg hylede smertefuldt. Hvordan kunne hun gøre det? Jeg troede ikke hun havde de følelser for Lucas. Jeg troede hun hadede ham, eller det var hvad hendes ansigtsudtryk havde vist mig.

Jeg stoppede med at hyle. Jeg kunne mærke min vrede var stor, men hvad skulle jeg gøre? Dræbe en vampyr der åbenbart har dræbt en masse varulve, eftersom at det er det hendes lugt siger. Men hendes lugt var over hele skovbunden, og jeg havde en ufattelig god lugtesans. Jeg ville kunne få fat i hende på en times tid måske, men hun ville jo kunne kværke mig. Hun var jo lige så stærk som min mor. Det er bare ikke til at tro. Jeg kunne selvfølgelig også bare dræbe Lucas.

Jeg forvandlede mig tilbage til min menneskelige form, mine tårer trillede ned af mine kinder, de ville bare ikke stoppe. Jeg stillede mig op af et træ, og gled langsomt ned, indtil jeg ramte jorden. Jeg slog armene rundt om mine ben, og gemte hovedet i knæerne. Jeg vidste ikke hvad klokken var, jeg havde været ude i skoven hele dagen. Jeg havde misset hele skoledagen. Jeg ville aldrig komme tilbage, jeg vil blive her ude ensom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...