You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3765Visninger
AA

20. Kapitel 19.

Emery:

Jeg stod ude i skoven og så hvordan den ene ulv var oppe og slås med den anden. En månehvid og en helt sort. Den smukkeste var dog den sorte. Den havde et stille skær af hvid i pelsen. Pludselig så den månehvide meget vred ud. Hele min krop blev spændt som en fjeder. Hvis den kom for tæt på mig ville jeg straks angribe den.

Jeg så hvordan den månehvide smed den sorte gennem nogle træer. De var da utrolig stærke de ulve. Den sorte så meget træt ud, da den igen rejste sig. Det så ud til at slåskampen var forbi, så jeg begyndte fløjtende at gå igen. På vejen rev jeg dog lige et træ op med rødderne. Det var ret stort. Måske 10 meter højt. Jeg stod og svang lidt med det som hvis det havde været et bat.

Så kunne jeg se en skikkelse komme gående. Jeg skyndte mig at smide træet om bag mig. Jeg kunne hører hvordan det smadrede mange andre træer. Ups. Jeg kastede et blik om bag mig, og så hvordan træerne var væltet. Hmm… det bliver svært at skjule. Nå hvad pokker. Folk tænkte vel ikke over at nogle få 12 træer eller noget lå smadret.

”Hvad pokker er der sket her?” okay måske gjorde de. Jeg vende mig om og så Lucas stå foran mig igen. Igen? Kunne han ikke bare gå? Jeg gad ham virkelig ikke. Han klistrede sig op af mig. Gwen måtte godt få ham for min skyld. Jeg sukkede.

”Det aner jeg virkelig ikke. Har du ikke nogle… venner at være sammen med?” spurgte jeg, måske lidt mere irriteret end jeg virkelig ville lyde. Han kunne tydeligvis høre hvor sur jeg lød. Han rynkede på panden. Så sukkede han og gik tættere på mig.

”Du er helt uimodståelig. Vidste du godt det?” spurgte han, mens han stille kom tættere på. Jeg rullede med øjnene, og undertrykkede en snerren.

”Ja. Og nu hvor du har fortalt mig det, går du så?” sagde jeg, mens min stemme var helt kold. Han smilede mere. Så rystede han på hovedet. Jeg undertrykkede et irriteret suk. Så gik han helt hen til mig og krammede mig. Jeg stod helt stiv som et træ.

”Hvorfor kan du ikke lide mig?” spurgte han, trak sig lidt væk så han kunne se mit ansigt og rynkede panden. ”Fordi du er dig.” svarede jeg kort og godt. Han blinkede bare uforstående. Jeg sukkede dybt. Så gik jeg hen til ham og bankede ham hårdt på brystet, med min ene finger. Han ville sikkert få et blåt mærke.

”Okay nu skal du hører: 1. Du kaster dig over mig, selv om at vi ikke har kendt hinanden så længe. 2. Du bruger med garanti mere tid inde på badeværelset end mig. 3. Du går rundt og blinker til alle andre piger du kan se. 4. JEG KAN IKKE UDSTÅ DIG!” skreg jeg, mens jeg bankede ham hårde og hårde på brystet ved vært ord. Lige da de sidste ord var kommet over mine læber, så Lucas meget trist ud.

Ja du skal ikke regne med at jeg får medlidenhed med dig. Så kiggede han op, og pludselig lyste hans øjne med en særlig glød. Hvad havde han nu tænkt sig? Skulle jeg virkelig banke flere ord ind i ham? Bogstaveligt talt? Men det han gjorde chokerede mig dybt. I stedet for at komme med en underlig kommentar, lagde han armene om mine hofter og trak mig ind til sig. Så plantede han et kys på mine læber.

Jeg var så chokeret at jeg ikke kunne tænke mig til at skubbe ham fra mig. Min hjerne slog helt fra. Det var ikke lige det jeg havde forventet af ham. Lige indtil jeg kunne høre et skrig. Straks kom min hjerne tilbage til virkeligheden. Det skrig havde været så fyldt med smerte at jeg straks kunne tænke igen. Jeg skubbede Lucas hårdt væk fra mig, lige tids nok til at se Gwen løbe grædende forbi mig. Jeg skulle lige til at følge efter hende da mit blik landede på Lucas.

Jeg bøjede mig over ham og løftede ham over mit hoved. Jeg lænede ham op af et træ. Han så meget bange ud. Det havde han også god grund til. Men før jeg nåede at knække nakken på ham, kom jeg i tanke om Gwens forelskelse. At jeg dræbte ham ville nok ikke gøre hende glad igen. Derfor smed jeg ham bare fra mig, så han højest ville have brækket en arm eller et ben.

Så spurtede jeg efter Gwen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...