You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3756Visninger
AA

19. Kapitel 18.

Gwen: Jeg skyndte mig ud i skoven for at finde min mor, og prøve at holde hende inde i skoven. Hun måtte ikke slippe væk. Ikke ligesom sidste gang hun var sluppet væk fra mig. Og var løbet til den nærmeste by og lavet massakre. Hun have ødelagt flere huse, dræbt et per mennesker, nogle gange skulle man tro at hun var efter smagen af menneskekød. Men heldigvis havde jeg de sidste par år lært at holde hende i skoven.

Lidt længere fremme så jeg nogle træer vælte. Jeg vidste det var, fordi hun prøvede at stoppe sig selv i at gå amok. Jeg drønede hen af jorden. I min ulveskikkelse var jeg helt vildt hurtig. Hurtigere end i min menneskeform. Jeg fandt min mor prøve at fange et egern ved at hoppe op af træet, men ikke fange det og falde ned igen. Hun kiggede hurtigt på mig, og rettede sig mod mig. Hun vidste godt, hvem jeg var, men hun vidste også at hun ikke ville kunne holde sig tilbage, og at jeg var den eneste der kunne stoppe hende. Hun kiggede lidt rundt om sig og så bedrøvet ud. Hun trådte ud af mørket hvor hun stod skjult. Og man kunne se hendes pels, der var lige så lys som månen. Hun så ufattelig pæn ud i forhold til mig. Jeg havde en fuldkommen sort pels, ligesom mit hår. Jeg havde bare også et svagt skær af min mors pels/hår.

Hun gik truende hen imod mig, og sprang så ud efter mig, men jeg var hurtigere end hende og kunne med lethed undvige hende. Hun sprang ud efter mig igen, men denne gang gjorde jeg det samme. Vi ramte hinanden i luften, men fordi hun havde flere kræfter end mig blev jeg skubbet bagud og hamrede ind i et træ, der væltede. Okay, måske havde min mor lidt for mange kræfter for mig i aften.

Jeg lagde mærke til at hendes blik havde ændret sig, det blev mere vredt. Jeg havde aldrig set hende sådan, men hun havde advaret om hende når hun var sådan. Hun havde sagt "Hvis jeg nogensinde får et blik der er vredt og jeg mener virkelig vredt. Så skal du love mig at du løber din vej. Så vil jeg være for stærk for dig. Ikke engang en vampyr der var dobbelt så stærk som jeg var inden jeg blev så vred, ville have en chance." Jeg vidste jeg ikke havde en chance, når jeg kun var hurtigere end hende. Jeg ville måske ende med at blive dræbt. Jeg kiggede endnu engang på hendes øjne og så Emery' far for mig. Hvorfor fik jeg et billede af ham? Jeg fik ikke rigtigt tænkt mig om, før jeg blev hamret gennem flere træer. Jeg vidste ikke om jeg kunne stå, men prøvede nu alligevel. Yes, jeg kunne stå. Jeg ved ikke om det var held eller om det var fordi hun havde holdt lidt igen. Jeg kiggede op på himmelen og så at det snart var morgen og forvandlingen snart ville aftage. Jeg gik hen til min mor igen der prøvede at springe på mig igen, men hendes krop ville ikke reagere. Det var et godt tegn. Jeg gik helt hen til hende og så hendes øjne var blevet rare igen, men stadig med det bedrøvede udtryk. Hun lagde sig udmattet ned. Jeg satte mig ved siden af hende. Og kunne mærke at forvandlingen var ved at aftage helt, men jeg var nødt til at forblive i min varulveskikkelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...