You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3758Visninger
AA

15. Kapitel 14.

Gwen: Da vi kom hjem til hende råbte hun "FAR JEG HAR EN VEN MED!" og vi kunne høre noget skramle inde i køkkenet. Så var der noget der faldt ned. Og vi gik ud i køkkenet. Emery spurgte "Far? Hvad med at du bruger en stol i stedet?". Hendes far havde bygget et tårn af bøger. Han kiggede og det så ud som om han kom i tanke om det. Jeg begyndte at grine. Det måtte da virkelig være sjovt at have en far der ikke tænker helt normalt. Da han prøvede at gå ned faldte han i stedet, og det gjorde det bare endnu sjovere. Han kom hurtigt op og stå med en smule røde kinder. Hvor ville det være sjovt at have en far der var så klodset som ham, meget sjovere end en mor der kaster med et eller andet efter en.

Han rakte hånden hen imod mig og sagde "Hej! Jeg er møgungens far." Han tog hans hånd smilende og svarede "Hej hr. Estelle." Han rystede på hovedet. Havde jeg sagt noget forkert. "Kald mig bare ved fornavn." Emery sukkede og sagde "Far... hun kan da ikke kalde dig ved fornavn hvis ikke hun ved hvad du hedder?" Han vendte sig om hævede sit øjenbryn. "Far du er ikke Eminem. Folk kender dig ikke." Sagde Emery med et drilsk smil. "Nå ikke. Hmm... pyt! Jeg hedder Selig Caleb Ludvig Gabriel Hans Christian Estelle den første." Jeg blev i hvert fald forvirret. Det eneste jeg kunne huske fra det navn var Selig og Estelle. Emery tog fat i min arm og trak mig med, op på sit værelse, hvor hun låste døren. Wauw pænt værelse, hvid væg med fuldkommen sort møbler. Hun kastede sig hen i sin seng, og kastede et blik på kalenderen, imens jeg satte mig på kontorstolen.

"SE!" udbrød hun og pegede på kalenderen. "Der er fuldmåne i aften" fuck det havde jeg glemt alt om. Jeg fik et chokeret blik. "Hvad er der?" spurgte Emery undrende. Jeg kom tilbage til mig selv. Jeg åbnede og lukkede munden, inden jeg sagde "Jeg kom bare i tanke om, at jeg slet ikke kan være her lige nu." Jeg rejste mig op. Da jeg stod med hånden på dørhåndtaget, vendte jeg mig om imens jeg bed mig selv i underlæben. "Kan du... kan du ikke gå med mig hjem? Altså hen til mig?" hun rynkede panden og spurgte " "hvorfor nu det?" Jeg rødmede og kiggede ned i gulvet. "jeg er bare lidt bange for at gå alene hjem, efter det med stinkbomben. Det var jo elever der var en klasse over os." Hun trak på skulderne og åbnede døren.

Da vi var kommet et par huse væk sprang drengene ud foran os da vi kom derhen. De var stort bygget, med muskler og det hele. Jeg blev bange da de var kom frem, og gemte mig bag Emery. Hun lagde armene over kors. Den største af drengene sagde "Vi fik lyst til at give jer en huskekage, som tak for stinkbomben." Og han begyndte at gå truende tættere på os. "Har i ikke andet at tage jer til, en at true folk der er yngre end jer selv?" spurgte Emery og gik hen mod dem. Så begyndte kampen og de sprang alle på hende på en gang. Hun krummede sig sammen og var klar til kamp.

Jeg turde ikke rigtigt være der, De drenge havde stort set tævet alle på hele skolen undtagen det kvarte. Og jeg havde heldigvis været en del af den kvarte indtil nu.

De havde for travlt med Emery og tænkte ikke på mig. Jeg var bakket lidt bagud og kiggede op på himmelen. Det var snart mørkt og så ville jeg blive forvandlet til varulv om jeg ville det eller ej.

Men jeg behøvede vidst ikke at tænke på det, for så hørte jeg pludselig et ordentligt brag. Fra mit hus. Fuck mor. Drengene fik et chok, og sprang næsten en meter op i luften. Jeg var ligeglad med at de ville få fat i mig jeg SKULLE sørge for at min mor havde det godt. Jeg løb lige forbi drengene og Emery der hurtigt løb efter mig. Men heldigvis var drengene ikke fulgt med. Det begyndte at ose ud af vinduet, stor chance for at hun bare havde brændt et eller andet på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...