Pizzahelte

Fem pizzaglade, magelige og ikke mindst computernørdede venner befinder sig pludselig i en eventyrverden, hvor de bliver stillet overfor udfordringer som selv deres uendelige mange timer med diverse eventyr- og strategispil ikke har kunne forberede dem på!

1Likes
0Kommentarer
1218Visninger
AA

2. Den rette lokkemad

Troels så hurtigt ned af sig selv. Heldigvis var det nye sæt ikke lige så forsvindingslystent som hans eget tøj. Hvor ville det egentlig have været nemt, hvis ens tøj bare forsvandt, når man havde brug for det. Det kunne have sparet Troels for et ar på det ene lår, fra engang hvor det ikke lige lykkedes ham at balancere på et ben, mens han hastigt, og indeholdende ikke meget under 15 øl, prøvede at tage bukserne af, samtidig med at han forsøgte at se sej ud over for Katrine, som lå og kiggede på ham. Han var godt klar over, at hverken hans fald eller hans bandeord havde været særligt char-merende, og han forstod egentlig ikke, hvorfor Katrine ikke havde droppet ham derefter. Det var jo trods alt, den første gang de havde forsøgt at komme i seng sammen. Forsøgt, fordi ly-sten stoppede rimelig brat for Troels, efter at han havde boret låret ned i den negleklipper, som Katrine havde glemt på gulvet. Gad vide om hun egentlig bare var sammen med ham på grund af skyldfølelse over hendes negleklippers evighedsminde på hans lår. Hvis dette var grunden, var det nu fint nok for ham, bare hun ikke holdt op med at have denne følelse. Måske skulle han snakke noget oftere om episoden? Nej, det var nu nok ikke særligt smart dermed også at minde hende om den ynkeli-ge figur, han havde gjort, da han lå bandende, fuld og halvnøgen på hendes gulv.

Tankegangen blev afbrudt af Sariana, som han mindedes, at den smukke kvinde havde præsenteret sig som. ”Velkommen endnu en gang,” sagde hun smilende. ”Sariana, hvad vil I os?” spurgte han. ”Det er seluinde Sariana,” korrekserede Nodoks ham hurtigt. ”Sæluine?” spurgte Dante uforstående. ”Nej. Seluinde. S – æ – l –u –i –n –e ,” stavede Nodoks tålmodigt. Hans spøjse stavemåde fik de tre kvinder til at trække på smilebåndene. ”Seluinde er den højeste rang en kvinde kan opnå indenfor vores orden,” forklarede den solbrune pige. ”Mit navn er Mirina, og det er Séscie.” Så var hun altså ikke Halle Berry, som ellers tit havde sneget sig ind i fyrenes drømme normalt, og derfor meget naturligt, burde dukke op i sådan en helt igennem drømmeagtig situ-ation som denne her. Sariana så spørgende på dem. ”Hvor er den sidste?”  ”Han ville ikke med,” svarede Troels. ”Jamen, det går ikke. Vi har brug for jer alle fire.” I det samme gik døren bag dem op, og Toben trådte ud, heldigvis for ham selv, og efter de andre fyres mening også for dem, iklædt den sidste dragt. De andre fyre så undrende på ham. ”Jeg blev jo nødt til at tjekke, om det med de smukke kvinder var rigtigt,” forklarede han, og dette lød jo som en særdeles plausibel forklaring.

”Det var fint, så er I alle kommet.” Sarianas stemme bragte dem tilbage til deres mærkvær-dige situation. ”Jeg er bange for, at vi ikke har meget at give af, men fodtøj og nogle våben skal I da lige have, før vi drager afsted. Kvinden strakte armen ud i retning mod Nodoks, som straks frem-bragte en stor sæk, hvorfra han hældte fire par romersandaler ud. Derefter udtog han forsigtigt først en bue og nogle pile, derefter et lille pusterør, så en stenslynge og tilsidst en dolk. Da han havde fået tømt sækken, kiggede han spørgende på Sariana, som rømmede sig. ”Det er blevet mig oplyst, at I hver især besidder nogle særlige egenskaber.” Hun kiggede granskende på hver af dem. ”Det må være dig, hun hentyder til med pusterøret,” hviskede Troels til Dante. Igennem hele folkeskoletiden havde Dante drevet adskillige vikarer til vanvid med sit el-skede pusterør, og godt 11 års erfaring havde gjort ham ganske ferm til at ramme. Nodoks, som åbenbart havde hørt, hvad der blev hvisket, gav straks Dante pusterøret. Dren-gen, der stadigvæk var at finde inden i Dante, uden at man behøvede lede særlig dybt, vågne-de, og han begyndte straks at lede efter noget, han kunne bruge som pusteskyts.

”Hvem er Torsten så?” spurgte Séscie med en silkeblød stemme, som selv kunne få det af Toben så forhadte navn, til at lyde pænt. Toben trådte da også glad frem, selvom han til en-hver anden ville have hvæset vredt, hvis man vovede at kalde ham ved hans døbenavn. ”Vi har hørt, at du skulle være en mester i at bruge bue og pil. Er det rigtigt?” Toben nikkede ivrigt på trods af, at hans oplevelser med disse redskaber lå rigtig mange år tilbage i tid. Hans sjældne fremmøde til undervisningen, havde fået kåret ham til ”Månedens gæst”, og da hans mor hørte om dette, var hun blevet meget vred, hvilket var noget af et særsyn, da hun normalt var den mest blide og overbærende person, som de fire venner kendte. Tobens pjæk-ken havde dog været noget, som hun ikke kunne tolerere, og hun havde vredt truet ham med, at hvis han ikke begyndte at møde op, så kunne han godt glemme alt om kost og logi hjemme hos hende. Da Toben aldrig havde set sin mor så rasende før, havde han taget hendes trussel meget al-vorligt, og hvad gør en 12-årig, skoletræt, men madglad knægt, når han står overfor sådan en trussel? Han begynder naturligvis ikke at gå mere i skole, men prøver derimod at finde et al-ternativt logi og at blive selvforsøgende. Ude i en nærliggende skov byggede Toben en hule med sine trofaste venners hjælp. Det havde de allerede gjort mange gange tidligere, men aldrig en hule som man rent faktisk skulle kunne bo rigtigt i. Resultatet blev da heller ikke en overbevisende succes, og de andre blev pludselig rigtig glade for dere egne vandtætte hjem og varme senge. Troelses mor blev meget mistænkelig, den aften hulen stod helt færdig, for da havde hun pludselig en meget taknem-melig og artig søn, der endda roste hendes bønnesuppe, og som strakte sig så langt, som til at sige: ”Tak for mad.”

Udover at have et muligt tilflugtssted, så var det også nødvendigt at kunne skaffe mad selv. Det lykkedes Toben at lave noget, som, han påstod, var en bue, og han spidsede nogle grene til som pile. ”Man går jo ikke til spejder for ingenting,” sagde han lidet overbevisende til en noget kri-tisk Troels, som også gik til spejder, men ikke lige syntes, at han havde lært noget om at lave sådan nogle underlige tingester, som Toben fremviste. ”Bare vent, med lidt træning så ender jeg med at kunne leve af at sælge det, jeg fanger,” havde vennen konstateret. Det gjorde han nu ikke. Godt nok blev han faktisk ret god til at anvende sin ”bue”, og det lykkedes ham faktisk også, godt nok ved en ren tilfældighed, at nedlægge et egern, som han prøvede at tilberede på et hjemmelavet bål. Han smagte endda også på sin fangst. Derefter be-gyndte de andre at se en hel del mere til ham i skolen. ”Pas på Toben, dette er faktisk en rigtig bue og pil, og det ligner det endda også,” kunne Troels ikke dy sig for at sige, da Toben stod og kiggede kærligt på de redskaber, han havde li-ge havde fået tildelt.

”Undskyld,” sagde Anus, tilsyneladende helt umotiveret, men hans venner trådte per refleks et par skridt væk fra ham, da de kendte denne skjulte advarsel alt for godt. Da grunden til de-res reaktion gik op for de andre, hvilket desværre for dem skete alt for sent, så forvandledes de tre kønne ansigter til divafjæs og Nodoks lavede høje opkastningslyde. ”Du må være Janus,” konkluderede Sariana med overbevisning i stemmen, da hun endelig havde fået vejret igen. ”Det er dig, stenslyngen er tiltænkt.” Anus så lidt flov ud, da han tog imod slyngen. Ikke, som man ellers godt kunne forledes til at tro, fordi oplysninger om hans specielle evner havde nået helt til dette forunderlige sted, men fordi han udmærket godt vidste, hvorfor lige netop han fik stenslyngen, og det bragte meget dårlige og ydmygende minder frem. Derimod bredte der sig store smil på hans venners ansigter, efterhånden som de også kom i tanker om denne for dem meget muntre historie. Ligesom de fleste andre drenge, var Anus i starten af teenageårene begyndt at interessere sig for det modsatte køn, men hvor nogle rent faktisk havde fået tilfredsstillet denne interesse ved normal kontakt med disse mærkelige skabninger, så havde dette ikke været Anusses stær-ke side. I stedet havde han fundet glæde ved at ligge på lur og slynge kastanier, eller hvad han nu lige kunne finde, efter de piger, han kunne lide, hvilket ville sige stort set alle de piger, som krydsede hans vej. Det var selvfølgelig ikke overraskende, at de fandt dette ret så irriterende, og efter noget tid fik nogle af dem lyst til at give ham en lærestreg. Normalt rullede de bare med øjnene, råbte: ”Idiot,” og prøvede ellers at ignorere ham så godt som muligt, men en sensommereftermiddag, hvor Anus stod nok så fredeligt ude på sko-lens drengetoilet og nynnede for sig selv, da røg døren pludselig op og fire storsmilende piger kom ind, holdende på hver deres slynge og diverse nødder. Det lykkedes ham dog heldigvis rimelig nemt at slippe forbi dem og ud i gården, hvis man da egentlig kan sige, at dette var heldigt. Et godt stykke ude på boldbanen opdagede han nemlig, at der stod en masse børn og pegede på ham, mens de grinte. Han kiggede med bange anelser ned af sig selv og opdagede, at han slet ikke havde haft tid til at få trukket bukserne op. Der var ikke nogen, som havde set ham med stenslyngen siden, og han anvendte derefter altid kun toiletter, hvor han kunne låse døren indefra, før han trak bukserne ned. At det var de tre, som han ellers kaldte for sine bedste venner, som havde været idémagerne bag pigernes hævn, og at de endda havde lavet slyngerne til dem, det havde han aldrig fundet ud af, og der var naturligvis ikke nogen af de tre, som havde en overdreven lyst til at afsløre denne hemme-lighed for ham.

”Så må dolken jo være til mig,” tænkte Troels og undrede sig over, hvad dette skyldtes. Som havde Sariana hørt hans tanker, vendte hun sig imod ham og sagde: ”Det er jo ikke fordi, du har nogle specielle praktiske kundskaber, som vi finder anvendelige, men der er vist noget med, at du kan bruge en dolk, når det virkelig gælder.” Troels skulle til at protestere, for han mente da, at han havde lige så mange anvendelige færdigheder som de andre, og hvis de var i tvivl, så kunne de bare spørge Katrine, om hun ik-ke var tilfreds, og han havde da også gået til spejder. I flere år faktisk. Før han nåede at åbne munden, kom han dog heldigvis i tanke om, at overrækkelsen af dol-ken til ham sandsynligvis skyldtes en situation, som kunne have endt ret så pinligt, hvis det ikke netop havde været for hans dolk, som egentlig havde været en spejderkniv, men som han havde foretrukket at kalde en dolk, da det lød meget sejere. Lidt for smart havde han vist også selv været, hvis man da skulle finde på at spørge Sara, hans daværende kæreste. Rygtet, om hvor smart han havde været sammen med en anden pige, var nået Saras ører, og derfor be-fandt hans sig pludselig bundet fast til hendes seng i en alt for nøgen tilstand, og efter at have hørt døren smække efter sin storhoverende kæreste, eller nok nærmere ekskæreste allerede på dette tidspunkt, så forstod han, at hun ikke havde intentioner om at komme tilbage før sine forældre. I de fleste tilfælde ville dette godt nok være pinligt, men ellers ikke have nogen længerevarende ydmygende betydning for ham, han havde allerede dengang været ude for oplevelser, der var værre, men Saras forældre var tilfældigvis hans egne forældres golfpartnere, og han ønskede bestemt ikke, at de skulle få mulighed for at granske hans ædlere dele. Han kunne levende forestille sig, hvordan snakken ville gå over cognacen efter deres spil ugen efter: ”Nå da, jeres søn er rigtig nok blevet en stor dreng!” Han gøs ved tanken og hev og sled i de knuder, som Sara havde lavet på garnet, ”typisk tøseredskab,” men hans forsøg resulterede ikke i andet end smerte. Heldigvis havde han haft sin ”dolk” i bukselommen og på forunderlig vis og ved god brug af akrobatiske evner, som han slet ikke vidste, at han havde, fik Troels løftet bukserne op fra gulvet. Med tæerne trak han ”dolken” ud af bukselommen og ved brug af de akrobatiske talenter, som han slet ikke var klar over, at han havde, fik han svunget ”dolken” op til den ene hånd, og efter flere forsøg lykkedes det ham ødelagt garnet, og han takkede alle de overnaturlige kræfter, som potentielt kunne have været med til at sikre, at Sara ikke havde anvendt håndjern, for så havde ”dolken” ikke været særlig anvendelig, hvor akrobatisk han så ellers var. De havde aldrig reelt slået op, men han havde ikke haft nogen lyst til at kontakte hende si-denhen, og hun havde sjovt nok heller ikke ringet til ham.

”Nu, hvor I har fået jeres våben, må vi hellere se at komme af sted,” afbrød Sariana hans tankegang. Først da fik Troels rigtig lagt mærke til omgivelserne. De stod på en lille plads, som var afgrænset af døren bagved og et stor grønt vildnis rundt om dem, hvilket kun blev af-brudt af en lille smal åbning, som med lidt god vilje, kunne være begyndelsen på en sti ind i det grønne. De tre kvinder og Nodoks gik hen imod åbningen. Da de var helt henne ved den, stoppede de og vendte sig om. De fire venner havde ikke rykket sig, og der var helt tydeligt heller ikke nogen af dem, som havde lyst til at følge med det mærkværdige selskab væk fra døren. De ønskede derimod meget hellere at komme tilbage til den mere kedelige, men dog trods alt normale og kendte verden igen. Anus, som stod tættest på døren, vendte rundt og trak ned i håndtaget. Sariana nåede med nogle forunderligt hurtige skridt hen til ham og lagde en hånd ovenpå hans. ”Janus, kom. Du kan følges med mig,” sagde hun med en blid forførende stemme og førte ham uden problemer hen til åbningen. Anus havde et lyksagligt smil om munden. ”Hæj, Anus,” råbte Dante efter ham. ”Kom nu, hold op med det pjat.” I det samme vendte Séscie sig om og smilte et lille underfundigt smil til ham. ”Vil du følges med mig?” spurgte hun ham. Endnu et kritisk sind var blevet overvundet, og mens Dante fulgte som en glad hundehvalp i hælene på Séscie hen til Sariana og Anus, skyndte Toben sig at spørge den sidste kvinde: ”Skal jeg gå med dig?” Troels havde stadigvæk ikke nogen som helst lyst til at følge med, men tanken om Nodoks som følgesvend var jo heller ikke lige så behagelig, som at skulle følges med en af de andre. Han turde dog ikke lade sine venner tage alene afsted i deres lalleglade sindsstemning, og han kiggede derfor opgivende på Nodoks, som bukkede dybt og sagde: ”Efter dig,” hvorefter Troels fulgte de andre ind i buskadset. Bevoksningen var tæt, og det var lidt af en kamp at bevæge sig fremad. Troels fik hele ti-den grene i hovedet og skumlede, imens de andre gik foran ham i en nærmest euforisk stem-ning og slet ikke viste ham nogen interesse. Selv Dante, som med sine næsten to meter var en hel del højere end Troels, virkede helt upåvirket af grenenes pisken. Kvinderne virkede heller ikke plaget, men bagved ham gik Nodoks snublende og småbandende. Det vil sige, Troels kunne ikke rigtig høre, hvad han sagde, men hans meget bitre tonefald lod ingen tvivl om, at han ikke sagde noget pænt.

Det føltes for Troels, som om de gik i meget lang tid, men han havde hurtigt mistet tidsfor-nemmelsen, og selv om han mente, at der måtte være gået flere timer, så havde de sandsyn-ligvis ikke gået i mere end et kvarter, da han var blevet så træt, at han bare ønskede at smide sig på jorden og blive liggende. Han havde da heller aldrig påstået, at han havde en særlig god kondition. Adskillige steder delte stien sig i flere nye stier og Troels turde ikke tænke på, hvor svært det ville være at finde tilbage igen, hvis han pludselig blev alene. Det var en skræmmende tanke, og selvom han havde Nodoks pustende og bandende bag sig, prøvede han at holde sig så tæt op af den forreste gruppe som muligt, for Nodoks hørte da godt nok til i denne mærk-værdige og skræmmende verden, men han virkede ikke som om, han var dens mest skarpe re-præsentant.

Der var ikke nogen af de fire fyre, som havde taget romersandalerne på, for selvom sanda-ler jo godt nok var blevet moderne blandt mænd, så var det ikke rigtig deres såkaldte stil. De prøvede, godt nok i al hemmelighed, at følge med moden, men deres grænse var nået længe inden, bare én sandal fandt vej til deres fødder. De gik derfor alle på bare fødder, selvom den knoldede jord ikke ligefrem var behagelig at stifte bekendtskab med for huden. Pludselig lød der et øresønderrivende hyl fra Anus. Troels vidste ikke, hvad der helt kon-kret var sket, men han så dog, at Anus var langt bedre til at hoppe rundt på ét ben, end man skulle have troet. Séscie fik ham til sidst til at stå stille ved at tage hårdt fat i hans arme og fik derefter presset ham ned at sidde på en stor sten. ”Tag det nu roligt,” vrissede Sariana. ”Det er jo bare et lille kryb, det er ikke farligt, og det bider altså ikke særlig hårdt.” Dyret var sandelig ikke særlig stort, kunne selv Troels konkludere, da han kom så tæt på, at han også kunne se det famøse kryb, hvilket betød, at han stod helt tæt op af Anus, for han var i en høj grad nærsynet, og burde have haft briller for lang tid siden. Hans ellers så godt skjulte forfængelighed havde bare ikke tilladt det, og han havde i stedet lært lægens læsetavle uden-ad, hvilket havde imponeret skolelægen gevaldigt, da han uden tøven havde læst selv de mindste bogstaver op uden overhovedet at have ansigtet vendt i tavlens retning. Selvom dyret var meget lille, syntes Troels nu ikke, at de tre kvinder kunne tillade sig deres nedladende holdning overfor Anus. Han mindedes de gange, han havde spurtet ud på badeværelset for at redde Katrine fra noget, som ifølge hende måtte være den visse død, og som så viste sig at være en lille bitte uskadelig edderkop. Erfaring havde dog lært ham, at det kunne skabe usikkerhed for hans eget liv, hvis han dumdristigt kom til at nævne, at en lille edderkop var helt og aldeles ufarlig, men at en blodprøve derimod rent faktisk var yderst smertefuld, og derfor helt naturligt berettigede til medlidenhed og omsorg og slet slet ikke til den hånlige og yderst ufølsomme holdning, som Katrine altid mødte ham med, når han blev nødt til at ligge på sofaen og se fodbold hele aften efter at være blevet mildest talt lemlæstet af en sylesspids og invaliderende nål.

Troels tænkte, at han nok gjorde klogest i at holde denne kritik for sig selv, for disse mærkværdige kvinder virkede ikke som nogle, der ville tage let på sådan en argumentation, og de virkede heller ikke særlig bange for det uhyre, som havde fået gnavet sig godt fast i Anusses fod. Krybet lignede nu ikke ligefrem en helt almindelig dansk edderkop. Det var jo godt nok ik-ke særlig stort, men det havde nogle gigantiske store øjne og spidse hugtænder, som lige nu forbandt det med dets klynkende offer. Han tænkte bekymret, at han burde vise sig som en god ven og prøve at få fjernet krybet, før det gjorde uoprettelig skade på Anus, men tænk hvis nu, den angreb ham selv i stedet for?  Heldigvis blev han ikke påtvunget at gøre noget potentielt farligt, for i det samme borede Sariana sine negle ind i Anusses fod rundt omkring krybet og nærmest gravede det løs. Dette skete ikke uden lyd fra Anus, og det var tydeligt for alle, at det ikke ligefrem kildede, men ud kom dyret. Séscie tyssede vredt på Anus. ”Har du til hensigt at lokke alle skovens udyr herhen, din svækling?” Troels syntes efterhånden, at de tre kvinder fremstod mindre og mindre tiltrækkende, og han var forbistret over, at det endnu engang var lykkedes nogle kvinder at lokke ham og hans venner i uføre bare ved brug af deres skønheds berusende virkning, en virkning som ofte aftog ligeså hurtigt, som den var startet. Hypnosen aftog endnu mere, da Séscie sagde: ”Der er åbenbart ikke forskel på hankøn i vores og jeres verden,” hvilket helt tydelig ikke var ment som en kompliment, for hun kiggede hen på Nodoks imens, og han krympede sig under hen-des blik. Så forfærdelige kunne mænd da ikke være, for så ville kvinder vel ikke blive ved med at omgås dem, eller var de virkelig så dumme? Havde disse underlige væsener ikke næsten lige sagt, at de havde brug for deres hjælp? Selvfølgelig, hvis Nodoks virkelig var en gennemsnitsrepræsentant for hankønnet i denne mærkværdige verden, så var det vel egentlig ikke så underligt, at de havde brug for hjælp fra nogle andre, rigtige mænd, hvor sølle de så end mente, at disse repræsentanter var.

”Nå, vi må hellere se at komme videre igen,” sagde Sariana, rettede sig op og begyndte raskt at gå uden at vente på, at de andre fik taget sig sammen til at følge med. Efter et par skridt stoppede hun dog og vendte sig om. ”Mon ikke I skulle tage sandalerne på nu, så vi slipper for flere af disse generende og over-flødige stop?” Det var formuleret som et spørgsmål, men tonefaldet gjorde det klart, at det var det ikke. De fire tog lydigt deres sandaler på, og så gik de afsted igen, men dog i en lidt ændret række-følge. Sariana gik denne gang alene forrest med Dante og Toben følgende lige i hælene, som om de var bange for, at denne skønhed, som pludselig havde smidt sin ham og havde vist sig som en skrap madamme, igen ville smide et lag og måske helt forsvinde. Ikke fordi de kunne være særlig glade for hende mere, men fordi de nok ikke var helt sikre på, hvordan de skulle finde ud uden hendes hjælp. Bagved dem gik Séscie og Mirina og snakkede lavmælt sammen. Troels kunne ikke høre, hvad de sagde, men på deres tonefald kunne han forstå, at han nok heller ikke ville have brudt sig om at vide det, så det var nok meget godt. Derefter humpede Anus af sted med en tung arm rundt om skulderen på Troels, som havde opdaget, at det rent faktisk blødte lidt fra der, hvor krybet havde bidt, så helt ufarligt kunne det da ikke have været. Blod er jo ikke bare så-dan at kimse af, og derfor slæbte han af sted med sin ven, næsten uden brok. Det var typisk kvinder bare at bagatellisere en skadet mands lidelser. Nodoks dannede stadig bagtrop og skulle nok sørge for, at der ikke var nogle af de fire, som fik den idé, at det var mere attraktivt at vende om.

De gik videre i, hvad der for Troels igen syntes som en evighed. Det føltes, som om han blev mindre og mindre, jo længere han gik presset ned af vennens vægt. Til sidst var han ban-ge for, at hvis han vendte sig om, så ville han opdage, at han var blevet lige så lav som Nodoks, og han var ellers ganske godt tilfreds med den højde, som han plejede at have. På trods af al den opmærksomhed han fokuserede på at have ondt af sig selv, så registrere-de Troels dog samtidig, at landskabet omkring dem ændrede udseende, ganske langsomt, men dog helt utvivlsomt. Farverne ændrede sig fra grønne og brune nuancer til mere hen i det grå, og de stolte træ-kroner, som havde omringet dem i starten, blev til afpillede grene og kviste på træer, hvis højde efterhånden ikke var meget over Dantes hoved. I takt med at naturen ændrede sig, sagtnede de to kvinder stemmerne mere og mere, og da Anus stødte foden ind i en træstub og gav lydeligt udtryk for sin smerte, vendte Mirina sig hurtigt om og hvæsede: ”De kan høre dig.” Selvom Troels ikke vidste, hvem ”De” var, så var han ganske sikker på, at han ikke havde lyst til at møde dem, så han tyssede også rigtig tarveligt på sin ven, som så på ham med et så-ret udtryk i ansigtet.

Pludselig stoppede Sariana brat op, så Dante og Toben stødte ind i hende. Normalt ville dette sammenstød ikke være noget negativt for disse to fyre, men de kunne også høre den ras-len inde mellem træerne, som havde fået Sariana til at være på vagt. Helt uden ordre stod de bomstille, for der var tydeligvis nogen inde i skoven og ud fra de fire andres opførsel, kunne vennerne hurtigt regne ud, at lyden ikke betød, der snart ville dukke en gruppe positivt stemte følgesvende op.

Raslen blev højere og højere, og det var ikke mere kun Anus, som klamrede sig til Troels, men lige så meget omvendt, måtte han desværre indrømme for sig selv. Hans ikke helt blide forsøg på nærmest at blive en siamesisk tvilling med Anus fik den anden til højlydt at udbryde nogle ikke særlig pæne ord af den slags, som man dog allerede kan lære i børnehaven.

Anusses udbrud virkede nærmest som at være startskuddet til et angreb, der vel egentlig havde været uundgåeligt, og med høje skingrende hyl sprang angriberne med afsæt fra jorden op på vandrernes skuldre. Trods den stigende skræk for hvad det var der gemte sig i skoven, så kom angrebet allige-vel helt bag på fyrene. For ikke særlig lang tid siden, selvom det på en eller anden måde alle-rede føltes sådan, havde de jo befundet sig trygt i Tobens lejlighed, med det største problem værende spørgsmålet om, hvis tur det var til at slå med terningerne. Dengang ville de have grinet hånligt af nogen, som ville prøve at bilde dem ind, at de senere samme dag ville blive angrebet af underlige hylende væsener.

Det var mere chokket over den uvirkelige situation, som fik dem til nærmest at gå i koma, end det var selve angrebet, der ellers umiddelbart påkrævede dem at reagere, hvis de da gerne ville beholde deres øjne, som de små uhyrer åbenlyst gik efter. Angriberne var ikke mere end en halv meter høje og lignede egentlig aber, hvis det ikke lige var for deres specielle fingernegle, som lignede ekstremt lange kløer, og deres øjne som så så onde ud, at selv deres gamle dansklærerindes var ingenting til sammenligning, og hun havde ellers kunne fremvise et blik, der kunne få gruppen af hormonstyrede ekstatiske teenagere til på mindre end fem sekunder at sætte sig på deres pladser, lægge bøgerne frem på bordet, endda åbnet på den rigtige side, og så ellers holde mund i resten af dobbelttimen, pånær når de blev spurgt direkte, selv Toben, som godt kunne være lidt langsom i opfattelsen, hvilket han dog ikke selv havde opfattet. Lige meget hvor tykhovedet, verdens mest tykhovede per-son kunne vise sig at være, ville selv dette individ ikke have været i tvivl om de angribende uhyrers onde hensigter.

Den manglende respons fra de fire venner skyldtes ikke, at de ikke havde nogen erfaring med at slås. Da de var yngre, havde de tit prøvet kræfter med hinanden ved at lave brydekam-pe, som ofte udviklede sig til mere voldelige dyster, og selvom det ikke skete så ofte mere, havde Katrine adskillige gange måtte finde plaster og jod frem og pleje sin hjemvendte sårede krigers skader, som han slet ikke selv havde opdaget. De uendelige mænger af drikkevarer med en betydelig alkoholprocent havde jo heldigvis en dejlig bedøvende virkning. Lidt klyn-ken kunne han nu alligevel godt fremskaffe, når Katrine derefter nussede om ham. Engang, da han var kommet hjem i en sådan lettere hærget tilstand, havde Katrine haft be-søg af nogle veninder, hvoraf den ene, en ellers nok så dejlig langbenet psykologistuderende, havde syntes, det var nødvendigt at anvende sin nye lærdom fra 1. semester til at analysere hans og hans venners behov for at have slåskampe i deres alder. På trods af at Troels havde været så fuld, at han havde helt bogstavelig talt kravlede ind i seng, så kunne han tydeligt huske, at hun havde nævnt noget om umodenhed, og at nogle drenge aldrig blev voksne. Det var beskyldninger, som han sagtens kunne acceptere, for hvor sejt var det egentlig at være voksen og moden? Han kunne hurtigt komme i tanke om adskilli-ge mennesker, som denne udvikling så absolut ikke havde gjort noget godt for. Det, som hun derefter sagde, var dog langt mere utilgiveligt, og han havde sidenhen næret en udpræget uvilje mod veninden, som helt tydeligt var et sikkert bevis på at ydre og indre skønhed ikke altid følges ad, for hun begyndte at fable om homoseksuelle tendenser, og at de fik afløb for disse ved at være i nærkontakt med deres venner ved for eksempel at lave bryde-kampe. Denne påstand var noget af det mest latterlige, han nogensinde havde hørt. Skulle han og hans venner, som i deres yngre år havde været omvandrende testosteronbomber, når de selv skulle sige det, have lyst til andre af samme køn? Det var virkelig totalt langt ude, og han havde haft svært ved at skjule sin glædesfryd, da Katrine havde måttet trøste veninden efter denne var blevet droppet af en fyr, for så kunne hun da bare lade være med at tro, hun kunne gennemskue andre, bare fordi hun havde læst lidt psykobavl. Hvis hun virkelig havde været dygtig til det, så havde hun nok også bedre kunne holde på sine kærester, hæ. Han ignorerede lystigt, at stort set alle hans venner savlede efter hende og ville gøre mange underlige ting for at få hende til at interessere sig for dem. På trods af at Troels altså havde mange gode grunde grunde til at betvivle hendes evner in-denfor psykologi, hvis han selv skulle sige det, så havde hendes analyse dog medført, at han siden altid sikrede sig, at der ikke var nogen af hans venner, som kom i nærheden af hans skridt eller ende, når de sloges, for man kunne jo aldrig vide, og han ville ikke risikere at friste nogen over evne, for han jo var ellers ret tiltrækkende. Tanken, om at han tidligere havde gået til brydning, gav ham direkte opkastfornemmelser selvom det jo kun havde været for en meget kort periode, han havde gået til denne ubehageli-ge sport.

På trods af vennernes regelmæssige kamptræning, stod de stille som saltstøtter og villle uden tvivl have gjort selv de mest fanatiske pacifister misundelige.Havde det ikke været for de fire andre, som straks drog deres sværd, så havde de nok ikke overlevet. De tre kvinder kæmpede, som om det var deres dagjob, og Nodoks vågnede op til dåd og huggede hovedet af det ene uhyre efter det andet. Heldigvis fik de hurtigt jaget de fleste af uhyrerne på flugt, men da Troels troede, at alt var blevet sikkert, stirrede han pludselig ind i to skræmmende store øjne, som fik ham til at min-des eventyret med en hund, der havde øjne så store som møllehjul. Det var ikke just rare øjne at se ind i. Han blev så bange, at hans apatiske tilstand forsvandt, og han svingede ivrigt rundt med armene, alt imens han skreg. I en af armene havde han dolken, som han tidligere var ble-vet givet, og med denne kom han, helt sikkert ved rent held, til at ramme det lille monster i si-den. Det gav et højt skrig fra sig og faldt ned på jorden, manglende den ene arm. I faldet nåe-de den dog at rive Troels i ansigtet, og han følte det, som om det bogstavelig talt blev flænset op. Han prøvede dog på ikke at gå i panik ved at huske på, at normalt, når han troede, at han var blevet alvorligt skadet, så viste det sig bare at være et lille sår. Da han opdagede, at han ikke kunne se ud af øjnene mere, stoppede alle forsøg på at tænke fornuftige tanker, og han begyndte at danse skrigende rundt om sig selv, indtil et par stærke arme greb om ham og holdt ham fast, så han kun kunne stå og hoppe op og ned. Til sidst faldt han bare sammen i de stærke arme. Han blev båret et lille stykke og sat på noget, som føltes som en stor sten. Han peb stadig lidt, ikke så meget fordi det gjorde ondt, for øjnene var nærmest bedøvede, men mere fordi han havde ondt af sig selv. Lidt efter prøvede han forsigtigt at glippe med først det ene og så det andet øje og udbrød: ”Jeg kan se. Det er et mirakel. Tak Gud.” De andre stod om ham i en rundkreds og så bekym-rede ud. Han vidste ikke helt, om det var fordi, de var bange for, at hans øjne så beskadigede ud, eller fordi de mente, at han var i alvorlig fare for også at have fået en hjerneblødning, for han havde været svoren ateist, siden han som 8-årig havde skulle døje igennem sin storesøsters konfirmation, hvor alle de gode gaver og al opmærksomheden var tilkommet hende, selvom han var blevet pint igennem en evighed på en hård bænk i kirken og derefter skulle sidde pænt og stille ved et bord i adskillige timer og være artig. Han havde ikke forstået noget af, hvorfor søsteren skulle have alle de gaver, udover at det havde noget med Gud at gøre, og hvis Gud virkelig mente, at hans røvirriterende søster havde fortjent alle disse goder, mens han åbenbart bare skulle lide, så kunne det da overhovedet ikke betale sig at tro på ham. Søsteren havde drillet ham med, at det var fordi, Gud slet ikke var en mand, men af hun-køn, og det havde jo forklaret en hel del, syntes han. Det var da også en endnu større grund til helt at frasige sig troen på det, som havde medført ham så mange lidelser. Han var dog også selv blevet konfirmeret, for hans far og mor havde været så tarvelige at bestemme, at han ikke ville få nogen fest og, værre endnu, heller ikke nogen gaver, hvis han ikke, som en anden duksedreng, konfirmerede sin dåb. At sige nej til disse ting, var jo helt utænkeligt. På samme tidspunkt, havde han jo selvfølgelig fundet ud af, at det ikke var Guds ondskabsfuldhed, som havde givet søsteren konfirmationsfesten, men han havde også fundet ud af, at han slap for diverse kirkebesøg ved barnedåb, bryllupper m.m., hvis han kaldte sig selv ateist, og heldigvis havde forældrene haft forståelse for, at han gerne ville konfirmeres al-ligevel og havde ikke tvunget ham med andre gange. Desværre var Katrine ikke lige så nem at overbevise. Han havde forsøgt én gang, og var så efterfølgende taget med til diverse kirkehalløjer i hendes familie, ja selv veninders børns bar-nedåb, havde han trasket med til uden at kny, for Katrine kunne se ret farlig ud, når der var noget, som ikke passede ind i hendes verden. Hun havde uden nogen som helst bare lille bitte tvivl magten i deres forhold, for når hun var glad, var han oftest også glad, og når hun var vred, var han i livsfare. Disse tvangskirkebesøg havde gjort ham til endnu mere udtalt ateist, selvom det desværre stadig ikke havde nogen effekt på Katrine, og derfor egentlig ikke havde nogen særlig betyd-ning. Hans venner var dog ikke i tvivl om hans holdning og var derfor oprigtigt bekymrede for ham, da han sådan takkede noget, som han så højthelligt havde fornægtet de sidste mange år.

”Du blødte voldsomt,” sagde Dante med forskrækket stemme. ”Ja, men nu er det ovre,” fortsatte Sariana irriteret. Han kunne se blodpletter på hendes arme, så det måtte have været hende, der havde holdt ham og trøstet ham, men denne medlidenhed havde åbenbart ikke været særlig langtidshold-bar. ”Prøv at se!” råbte Anus, som var gået et lille stykke væk fra gruppen og stod stirrede på noget på jorden. ”Du huggede sgu armen af dyret.” Det måtte Troels straks hen og se, og han blev helt stolt, da han så den afhuggede arm, som lå på jorden, med de sylespidse negle for enden. Udover fluevinger, havde han ikke hugget noget af et dyr før, og dette var i hvert fald noget betydeligt større end en fluevinge. Troels kiggede undrende ned på sin lille dolk. Havde den virkelig kunne skære en hel arm af monsteret? Det var han ret sikker på, at hans spejderkniv ikke havde kunne. Den kunne knap nok skære det garn over, som han var blevet bundet med dengang. Nå ja, det minde ønskede han ikke lige at genopfriske igen, men utroligt var det altså alligevel. ”Flot gjort,” sagde Anus anerkendende og daskede ham på ryggen. ”Ja, stærkt,” istemte Toben og Dante. ”Du skulle nu have dræbt den helt, nu du var i gang. Nu vil den ikke tænke på andet end hævn, så pas på,” sagde Séscie alvorligt. Typisk kvinder. De kunne bare ikke lade en mand være stolt over en bedrift i mere end hø-jest fem sekunder, så skulle de straks irettesætte og rakke ned på én.

Troels mærkede en kold vind svøbe sig rundt om hans krop, og han skuttede sig. De andre havde åbenbart også følt den, for de så alle ud til pludselig at fryse. De tre kvinder kiggede bekymret på hinanden og derefter på de andre. ”Tror I, at I vil kunne klare jer alene?” spurgte Sariana dem med en umiskendelige klang af tvivl i sin stemme. ”Selvfølgelig,” svarede Toben trodsigt. ”Bare fortæl os vejen hjem.” ”I skal da ikke hjem endnu,” svarede Séscie undrende. ”I har jo ikke fuldført opgaven.” ”Indtil nu har I faktisk slet ikke været til nogen hjælp, men kun til besvær,” fortsatte Miri-na, ”Men nu er det på tide, at I viser, hvorfor Throra så jer som vores redning, for det står mig stadigvæk ikke klart.” ”Throra! hvem er nu det?” spurgte Troels, som var ved at være godt træt af al deres under-lige snak, og hvis de nu også ville forlade dem her helt alene uden et kort over området eller nogen vejledning i, hvordan de kom tilbage, så kunne det snart ikke blive meget værre. I det samme følte han en kraftig smerte i armen. Han udbrød impulsivt: ”Av for helvede,” og vendte sig hurtigt nok om til at opdage, at det ikke var endnu et uhyrligt bæst, der havde an-grebet ham, men derimod Anus. Troels svang impulsivt en knytnæve lige i masken på ham, hvorefter Anus stak i et høj hyl igen. Det var jo åbenbart ved at blive en vane for ham. ”Din idiot. Hvad fanden laver du?” vrissede Troels. ”Jeg ville jo bare være sikker på, at jeg ikke drømte, for dette her er da bare for skide mær-keligt og overhovedet ikke særlig rart,” forklarede Anus imellem gisp. ”Hvorfor helvede kniber du så ikke dig selv i armen, din åndsamøbe? Du kan sgu da ikke finde ud af, om du drømmer ved, at det gør ondt på mig.” ”Nej, men jeg hader jo smerte.”  Anus så ud som om, dette uden tvivl retfærdiggjorde hans handling. ”Så var det da heldigt for dig, at jeg kunne hjælpe, for nu er du vel ikke i tvivl mere?” Troels frydede sig, men så alligevel lidt bekymret på Anusses ansigt, hvor det ene øje alle-rede viste mén efter hans knytnæves besøg.

Den lille seance havde åbenbart ikke overbevist de tre kvinder om, at de fire venner havde brug for deres fortsatte følgeskab, tværtimod virkede det bare som om, de fik endnu mere travlt med at slippe væk fra dem. ”Vi lader Nodoks følge med jer, for han ved, hvor I skal hen,” sagde Sariana og ignorerede de ellers ikke særlig diskrete protester fra den lille mand. ”Vi har meget, vi skal have gjort, og har ikke tid til dette pjat. I er blevet udvalgt, så I må altså besidde noget særligt. Throra plejer ikke at tage fejl. Held og lykke. Det får I vist brug for.” Efter endnu et meget kritisk blik på dem, vendte hun om og gik lige ind imellem nogle træer på et sted, hvor der absolut ikke var nogen sti, og hvor det ellers så ud til at være helt umuligt at forcere. De to andre kvinder fulgte hurtigt efter uden at værdige fyrene så meget som et blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...