A Special Christmas ❄ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2011
  • Opdateret: 24 dec. 2011
  • Status: Færdig
Som vi alle ved, så er december en hyggelig tid, og måske årets højdepunkt. Dog er det ikke hvad man kan sige om Ariana's december. Hun ender med at modtage et mystisk brev den 1. december, hvilket ender med at være starten på et fortroligt eventyr. Et eventyr som ender med at guide hende igennem hele julemåneden, for hun modtager nemlig et brev hver dag frem til den 25. Mon de breve vil lede hende på vildspor, da de ingen afsender har...

244Likes
445Kommentarer
24590Visninger
AA

13. 11. December

Sne, familiehygge og snemænd. Det var noget der faldt lige i min smag.

Jeg havde for en gangs skyld fået min mor og far lokket med ud i sneen. Siden vejret i dag var blevet lidt bedre, ville vi bruge en dag i hinandens selvskab – Noget som jeg vidste jeg ville værdsætte. ”Er I med på en omgang sneboldkrig?” kom det fra min far, da han allerede havde fået den første snebold formet. ”Hvorfor kan vi ikke bare bygge en snemand? Det er meget nemmere, og så bliver vi heller ikke nær så våde af alle de vaskere vi sikkert vil få,” konstarede jeg hurtigt, da jeg ikke ville nyde noget af en sneboldkrig mod min far. Han var en dårlig taber, og ville derfor gå til den med hud og hår som indsats. Han valgte ikke at svare, men kiggede derimod bare mut over på mig. ”Lad nu være med at være sådan en taber. Selv fædre på din alder kan lave snemænd,” grinte jeg. Til tider var han virkelig latterlig, men på en humoristisk og god måde. ”Så lad gå. Men så kun denne gang,” sukkede han, hvorefter han hurtigt og meget diskret smed en snebold i hovedet på min mor. Som vi lige havde aftalt at lave en snemand, endte det alligevel med at gå op i hat og briller.

Godt og vel en time efter, stod vi alle tre plaskvåde ude i vores hall. Snemænd havde vi ikke fået bygget nogen af. Tilgengæld havde vi haft gang i den vådeste og koldeste sneboldkrig jeg nogensinde havde været vidne til. Min far lod det gå helt over gevind, hvilket var grunden til at vi valgte at gå ind. Aldrig havde jeg fået så mange vaskere på så kort tid, som han havde givet mig. ”Du ved godt det er sidste gang, jeg nogensinde tager dig med ud i sneen,” grinte min mor og jeg i munden på hinanden, mens vi tog vores våde jakker af. ”Pjat med jer. I er bare dårlige tabere. Men I må da lære på et eller andet tidspunkt, at I ikke altid kan vinde.” Vi fnøs bare ironisk af ham. Han skulle altid spille så hellig. ”Kan I ikke bare smide jeres jakker ud i brusekabinen? Det er nemmere for mig at tørre dem så,” kom det fra min mor. Samtalen var gået lidt død mellem os, så hun var vel bare ude på at starte en ny. Min far og jeg nikkede begge på hovedet, hvorefter han valgte at fortsætte mod badeværelset, uden så meget som at give en lyd fra sig. Var han endelig ved at indse, at det måske var ham der var en dårlig taber, siden ingen ville svare ham når han snakkede om det? Eller gik han bare sådan helt ubevidst?

”Ariana… Er det noget med at du modtager breve her i december måned?” kunne jeg høre ham råbe ude fra badeværelset lidt tid efter. ”Hvorfor spørger du mig om det, far? Har du da fundet et eller hvad?” Det sidste var mest af alt ment som en joke. Hvorfor skulle han dog også finde et af mine breve? Den tanke måtte jeg dog hurtigt ryste af mig igen, da han svarede mig med et kort; ”Ja.” ”Kom med det,” hvinede jeg, igen med nyfunden energi. Dagens brev var allerede fundet, og selv havde jeg ikke behøvet af lede efter det. Kunne det blive meget bedre?

”Her min pige,” sagde min far og rakte mig brevet, da han var kommet fra badeværelset igen. ”Tak,” mumlede jeg kort, hvorefter jeg hurtigt åbnede brevet. Jeg kunne slet ikke vente med at læse det.

Kære Ariana

Du har lige nu modtaget dit 11. brev. Hvordan føltes det? Er det en god eller en dårlig følelse?

Dagen i dag er noget helt specielt. I dag bliver den koldelste i flere årtier, hvis vejrudsigten altså taler sandt. Så jeg håber ikke du har bevæget dig udendørs, så du ender med at være syg endnu en gang.

Det ville jo være træls at bruge sin weekend på at være syg.

Jeg kan huske en historie du engang fortalte mig. En historie, eller nærmere et lille digt, som jeg syntes der ville være passende at genfortælle for dig nu.

Julen er en herlig tid,

og alle ønsker at kunne tage en bid,

af den dejlige stemning der omkring os ligger.

Sneen er fra himlen dalet,

mens de sidste kunstjuletræer et blevet malet

og pyntet så fint med hjerter.

Det er ved at være et stykke tid siden du lavede dette digt. Kan du selv huske det, eller var det godt at få det genopfrisktet igen?

Digtet fik hvert fald mig til at smile, og jeg håber det vil gøre det samme ved dig, så din søde latter kan runge gennem rummet.

Kærlig Hilsen – Din hemmelige beundrer

With you, Shawty with you,

With you, Shawty with you,

under the mistletoe.

Min far var den første til at smile stort, da jeg var færdig med at læse brevet højt for ham og min mor. ”Men hvordan føltes det så lige at have modtaget sit 11. brev? Er det en god eller en dårlig følelse?” drillede min mor mig med, da hun forsigtigt puffede mig i siden. Det tog mig ikke lang tid at rulle øjne af hende. ”Hvornår har du skrevet det digt egentligt? Det mindes jeg da ikke at have læst før.” Det var nu min fars tur til at byde ind med et spørgsmål. Efter min havde spurgt mig ind til emnet, gik det først op for mig der, at et af mine digte var skrevet i brevet. ”Ehm..” startede jeg ud, men gik dog i stå igen. Hvad skulle jeg sige? Digtet var noget jeg havde skrevet for en del år siden til en opgave i skolen. Jeg havde ingen idé om, at jeg nogen havde gemt eller citeret det, da jeg læste det højt i klassen. ”det var til et skoleprojekt engang,” fortsatte jeg efter en kort pause. Det var nu næsten helt sikkert at brevet var skrevet af en fra min skole. Hvordan skulle de ellers have hørt mit juledigt, for derefter at kunne citere det i brevet til mig?

Dagens brev vakte stor opmærksomhed hos mig, især fordi mit digt var skrevet i det. Det fik mig til at tænke over nogle ting omkring afsenderen, som jeg måske ikke lige havde tænkt over før.

Afsenderen måtte altså være en eller anden dreng fra min skole, og højst sansynligt en jeg havde gået i klasse med i mange år. Så var spørgsmålet bare: Hvem var det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...