Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14683Visninger
AA

8. 6. December: Fanget i Blindebuk

Rin P.O.V.

 

Det var den sjette december, og der var endnu ikke faldet noget sne, ifølge Taemin, som vækkede mig alt for tidligt om morgenen. Nej, nu blev jeg ikke vækket af min sultne kat længere, nu var det Taemin eller Key, der vækkede mig om morgenen. De gav også Goyahng mad, så det var nu meget rart, at kunne slappe lidt af, og undgå at falde over alting, idet man forsøgte at finde sin kats madskål, som selvfølgelig altid havde rykket sig lidt, efter katten var gået til angreb på den.

”Hvordan er vejret?” spurgte jeg.

”Omkring fem grader,” nynnede Key, der var ude i køkkenet. Jeg surmulede lidt, det betød, at der ikke kunne komme sne den dag. Taemin var sikkert også lidt nede over det, han kunne jo sikkert godt lide sne.

”Hvad skal vi lave i dag?” spurgte jeg idet jeg havde fået klædt om, og fandt mig vej ind i dagligstuen, hvor Taemin og Onew sad. Key kom snart og sluttede sig til os, han var i gang med morgenmad, og var da ved at servere den for os.

”Hvad med at gå udenfor?” spurgte Taemin. Onew protesterede straks med at sige, at det var alt for koldt at være ude. Det næste jeg hørte var, at Key skældte Taemin ud, fordi han rakte tunge. Jeg sukkede dybt. Ja, jeg boede nu i hus, sammen med tre fyre, og jeg anede ikke hvornår de ville flytte ud.

Jeg anede slet ikke, hvorfor de faktisk boede hos mig, men jeg klagede ikke. Jeg kunne godt lide det, så var jeg ikke helt alene længere. De var heller ikke bange for mig, ligesom så mange andre mennesker var.

Mennesker…

”Aissh! Key!” råbte en stemme pludselig, jeg blev helt forskrækket og gispede lavt. Key knurrede lavt og rejste sig fra sin stol, idet en fremmed trådte ind i dagligstuen.

”YAH! Dumme dino, du kunne idet mindste tage dine sko af! Jeg har lige vasket gulv!” sagde Key og gik over til den fremmede. Jeg kunne gætte på, at han hev ham i øret, og trak ham med sig, idet jeg hørte en masse smertefulde beklagelser.

”Hvem var det?” spurgte jeg lavt.

”Ah, min hyung, der har besluttet sig for at slutte sig til os,” nynnede Taemin glad. Jeg hævede et øjenbryn, men sukkede så dybt. Hvor mange mennesker skulle jeg have boende på min gård?

”Han hedder Jonghyun, og er lidt som en uopdragen hundehvalp nogle gange… Men han skal nok opføre sig ordentligt,” sagde Taemin og gik hen til mig. Han tog mig i hånden, for blidt at trække mig med. Jeg anede ikke helt, hvor vi skulle hen, men det fandt jeg vel hurtigt ud af. Onew var også med os, selvom han ikke virkede så vild med det.

 

”Hun skal have bind for øjnene!” sagde Taemin alvorligt, da vi befandt os udenfor. Der var ikke så koldt, men jeg havde alligevel min vinterjakke på.

”Taemin, hun er blind i forvejen,” mumlede Jonghyun og sukkede dybt.

”Hun skal stadig have bind for øjnene, ellers er det ikke rigtigt blindebuk,” sagde Taemin, og jeg ville vædde med, at han sad og gav Key et bedende, nuttet blik, for at få sin umma over på sin side.

”Aish, det der aegyo blik, kan jeg ikke rigtigt klare,” mumlede Jonghyun irriteret, og overlod situationen til Key, som også straks blev blød i knæene.

”Okay, Rin for bind for øjnene,” sukkede Key og gik så over mod mig. Før jeg vidste af det, havde jeg et blødt silkebind for øjnene, selvom jeg intet kunne se i forvejen.

”Sådan, kender du reglerne Rin?” spurgte Onew.

”Det tror jeg… Jeg skal bare fange en af jer og gætte hvem I er, ikke?” sagde jeg lavt.

”Nae!” bekræftede Key. Jeg smilede svagt, idet jeg kunne mærke Taemins hænder, der roligt og blidt snurrede mig rundt. Jeg standsede pludseligt og stod helt stille, imens jeg lyttede til mine venner, der løb rundt omkring mig og grinede.

Det var sært. Jeg kunne have svoret på, at jeg kunne se noget sollys gennem trådene det fine silkebånd, selvom jeg var blind? Det kunne ikke helt give mening, men det var smukt. Det var ufatteligt smukt, det måtte jeg indrømme, også selvom det kun varede ganske kort.

”Kom nu, Rin!” råbte Taemin, idet jeg brød ud af min smukke trance, og rakte mine hænder frem, for at få fat i en af dem. Det var sært, sådan som de nærmest kunne flyve hen over jorden, da de næsten ikke larmede med deres skridt, kun med deres grin.

”Fik dig!” udbrød jeg, da jeg fik fat i jakken på én af dem. Der var helt stilhed omkring mig, ingen sagde noget, og jeg følte pludselig, at et par kolde øjne nedstirrede mig.

”H-Hvem er det?” spurgte jeg lavt, da en irriteret knurren kom frem, og jeg kunne høre, at Jonghyun var ved at flække af grin nogle meter bag mig. Det samme var Key og Onew, men Taemin sagde slet intet. Jeg bakkede en lille meter væk fra personen, jeg havde fanget.

”Jeg sagde jo, at du ville gå i fælden,” nynnede Jonghyun med en drilsk stemme.

”Jeg hader dig, hyung,” mumlede den kolde stemme, som jeg helt sikkert havde hørt før! Det var dengang, jeg lige havde reddet Taemin ind fra kulden, at jeg hørte den. Den stemme, der fik mig til at besvime.

”Too bad, du kan ikke tage tilbage nu, Minho saeng,” fortsatte Jonghyun med at drille. Jeg skulle lige til at grine lidt af Jonghyuns sjove latter, men stoppe straks, da jeg kunne mærke Minhos kolde blik, der hvilede på mig endnu.

”Fint, jeg bliver her, men derfor betyder det ikke, at jeg vil være med i jeres åndssvage lege,” sagde han koldt og kort efter, kunne jeg endnu engang høre hans skridt. Han var på vej væk.

Jeg tog mit bind for øjnene af.

”Hvem var han?” spurgte jeg så.

”Det er bare Minho, ham skal du ikke tage dig af,” sagde Taemin med en sød stemme og tog silkebindet, hvorefter han lagde en hånd på min skulder.

”Hvorfor er han så sur op til julen?” spurgte jeg igen.

”Han er altid sur, men julen er en af de ting han hader,” sagde Key, idet Taemin tog min hånd igen, for at følge mig tilbage til mit hus. Hvordan kunne Minho hade julen? Julen var jo hjerternes fest, alle skulle jo have det godt der. Så hvorfor hadede han den?!

 

”Jeg laver mad,” nynnede Key og gik ud i køkkenet, hvor Taemin straks gik med, for at hjælpe ham. Jeg satte mig i min stol og begyndte at strikke igen. Jeg var allerede bagud med det.

”Hvorfor strikker du hele tiden?” spurgte Jonghyun, der lå på maven på en af sofaerne. Det kunne jeg høre, da hans vejrtrækninger var en smule svage, men kun en smule.

”Min tante hun sælger dem, så hun kan købe mad og tøj til mig,” sagde jeg lavt, og forsøgte at fokusere på mit strikkeri, frem for Jonghyuns endeløse spørgsmål.

”De er pæne… Rin, jeg ønsker mig en striktrøje i julegave!” sagde han, hvorefter jeg kunne høre at han blev slået i hovedet af Onew.

”Aissh! Dumme dino, hun har travlt nok i forvejen,” sagde Onew. Jonghyun knurrede irriteret, som en uopdragen hundehvalp, præcist som jeg havde fået at vide. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham, og Onew grinede også lidt.

Nu havde jeg mødt alle de fem personer, der snart ville ændre mit liv for altid. De var ikke som alle andre, de var helt specielle, og det vidste jeg. Jeg ville dog bare ønske, jeg kunne se dem.

Imens jeg sad og havde det sjovt med mine nye venner, så vidste jeg, at der var noget som jeg havde glemt. Dagen efter, ville min tante komme. Jeg turde ikke tænke på, hvad hun ville sige til, at der var fem fremmede i mit hus…

Jeg kunne slet ikke lide tanken, men jeg kunne ikke huske det, på det tidspunkt, og det slog mig først dagen efter.

 

Glem dig og dine ”fremmede”, hvad vil hun dog ikke sige til de ting, de har på deres ryg?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...