Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14690Visninger
AA

25. 23. December: Opfyld det...

Klokken slog midnat, til den treogtyvende december, og det rungede i alle vores hoveder, som om vi stod oppe i et klokketårn. Taemin, dermod, gav straks slip på mig, og sank en lille smule sammen i knæ.

”Jeg sagde det jo… Lee Taemin, du tilhører nu mig! Og når det bliver den fireogtyvende, er julen ødelagt, og jeg vil ikke længere være fanget hernede!” grinede Lucifer. Jeg lagde mine hænder på Taemins skuldre, bekymret, og satte mig ved siden af ham.

”T-Taemin oppa? Er du okay?” spurgte jeg forsigtigt. Han rystede meget, og hans vejrtrækninger var hurtige. Han stønnede da også at smerte. Der var noget helt galt.

”FORSVIND!” råbte Taemin og skubbede mig væk, så jeg næsten var ved at falde. Jonghyun greb mig dog, og tog mig lidt væk fra ham. Jeg var bange, og mit hjerte gjorde ondt. Mit hjerte gjorde så forfærdeligt ondt, da jeg kunne mærke, hvad der var galt.

”Nårh ja, jeg burde nok sige det her… Det gør fandens ondt, når de sorte vinger kommer,” hviskede Lucifer til mig, da han pludselig stod ved min side. Jeg kunne mærke hans varme, onde ånde, mod min nakke, og jeg rystede straks og krammede mig ind til Jonghyun, som straks vendte mig væk fra Lucifer.

”S-Sorte vinger?” hviskede jeg lavt, imens Jonghyun strøg mit hår blidt.

”Vær glad for, at du er blind, Rin…” hviskede Jonghyun til mig og krammede mig trygt ind til sig. Jeg lukkede mine øjne stramt i, for at komme væk. Kunne vi intet gøre?!

”AAAHHH!!” skreg Taemin i smerte, da jeg kunne mærke et vindsus, og lyden af et vingeslag. To vingeslag. Det var et par vinger, der kun bragte ondskab med sig, og de sad på Taemins ryg.

”Taemin!” udbrød jeg og løb over til ham for at omfavne mig, selvom han prøvede på, at få mig væk.

”T-Tae…” hviskede jeg stille og gav slip på ham. Han rejste sig op, og Onew tog mig væk fra ham igen.

”Taemin, du bliver nødt til at kæmpe imod!” sagde Onew. Taemin svarede tilbage med et råb af smerte, idet han forsøgte at blive stående.

”Du giver os intet valg, hvis du ikke kan bekæmpe det, Taemin!” råbte Minho til ham, vred, skuffet og trist. Han var ked af det. Hvilket valg var det, de var nødt til at tage?

 

Taemin P.O.V.

 

Smerten var helt uudholdelig, men jeg kunne ikke bestemme over mod selv. Jeg måtte bare holde den ud, idet mit sind blev overtaget af en ondskab så stor, som selve Lucifer. Jeg havde endda skubbet Rin væk fra mig. Hvor kunne jeg?!

”Du giver os intet vald, hvis du ikke kan bekæmpe det, Taemin!” råbte Minho og jeg så straks på ham med en hvæsen. Jeg vidste udmærket godt, hvad han mente.

”Tilgiv os, Tae…” hviskede Key lavt, med tårer i øjnene, imens hans blik hvilede på mig. Jeg så tilbage på ham. Han græd virkelig. Han havde sikkert aldrig troet, at han skulle dræbe sin egen baby, med det eneste, der kan dræbe en engel.

Angel fire.

Jeg så det, ilden. Det kom til syne i mine hyungs hænder. Jonghyuns var et ildsværd. Keys var hans spyd. Onews var hans bue og pile, og Minhos var hans flammende hænder. Jeg havde ikke lyst til at kæmpe imod mine hyungs, men jeg havde intet valg, og min angel fire kom også til syne. Det var mine to knive.

”Jeg ville ønske, der var en anden måde,” hviskede Onew lavt. Han ville heller ikke dræbe mig, selvom jeg inderst inde, ville ønske det.

”Ser man det… De fire engle, vil dræbe den yngste, bare for at redde en tradition,” grinede Lucifer. Han vidste bedre. Selvom de dræbte mig, ville julen ikke være reddet. Jeg var ikke som alle de andre engle.

”Hvad?! I kan ikke bare dræbe Taemin! Der må være noget, vi kan gøre!” udbrød Rin i panik. Jeg ville ønske, hun ikke var nødt til at se det her.

”Beklager Rin, det er det eneste, vi kan gøre. Også for Taemin,” sagde Onew og trådte nærmere, uden at se væk fra mig. Jeg smilede koldt til ham og strammede grebet omkring mine knive.

Det gik meget hurtigt. 

Jeg huskede ikke ret meget, end at der fløj rundt med fjer i hele salen, imens Lucifer så på med et stort, smørret grin over læberne. Han var ligeglad med, hvad der skete med hans nye skabning. Han vidste, at han ville vinde lige meget hvad.

Han vidste, at selvom jeg blev dræbt af mine hyungs, så ville julen stadig være forbi. Julen kunne ikke foregå uden mig, jeg var jo en del af den. Til forskel for mine hyungs, var jeg en del af julen. Jeg var jo, trods alt, en del af juleånden.

 

”TAEMIIIIN!” skreg Rin, idet jeg kunne mærke en blid smerte, der gik gennem brystet på mig. Jeg så frem, mod ham, der havde spiddet mig med sit spyd af angel fire. Hans øjne og kinder var gennemblødte af hans salte tårer, imens han bare gav mig sit undskyldende blik.

”Tilgiv mig,” hviskede han lavt, og jeg smilede blidt til min umma, hvis spyd forsvandt, og jeg faldt til knæ, for langsomt derefter at falde til jorden, men i min ummas arme.

”Jeg er så ked af det, Taemin,” sagde han, da jeg bare lå og så op på ham. Rin kom straks farende hen til mig og satte sig ned hos mig. Jeg ville sådan ønske, at hun kunne se mig, da jeg kunne mærke, at jeg ikke ville leve meget længere. Angel fire kunne slå en engel ihjel så nemt som ingenting, det var et vidunder at jeg stadig var i live.

”Taemin,” hviskede hun stille, og lagde mit hoved på sit skød. Jeg smilede forsigtigt til hende, imens jeg kunne mærke, at ondskaben flød ud af mig, sammen med mit liv.

”Undskyld, Rin… Jeg ville virkelig gerne holde jul med dig,” mumlede jeg svagt.

 

Rin P.O.V.

 

”T-Taemin… Sig ikke sådan noget, du klarer dig, ikke?” hviskede jeg stille og forsøgte at smile, selvom det ikke nyttede noget. Taemin var ved at dø, og der var intet at gøre. Alle hans hyungs satte sig omkring ham med triste blikke.

”Vi er kede af det, Taemin… Lige meget hvad vi gjorde, så ville dette jo ske… Det her var for dit eget bedste,” hviskede Jonghyun stille til sin dongsaeng, som lå for døden.

”D-Det er okay, hyung… Tak,” hviskede Taemin. Da tog han min hånd i sin og kyssede den blidt, lige for jeg kunne mærke, at han blev helt slap, og helt stille. Da kom hans sidste ord, før hans sjæl forlod hans krop.

”Saranghae, Rin…”

”N-Nej, Tae… Du må ikke dø, vel? Vil du ikke nok blive? Jeg vil give alt! Bare bliv!” skreg jeg, imens tårerne løb ned ad kinderne på mig. Taemin svarede ikke, men jeg kunne mærke, at han smilede til mig. Han var virkelig død, og der var en stor stilhed omkring os. Det vil sige, undtagen Lucifer, som morede sig over denne situation.

”Du skal blive her,” hviskede jeg til ham imens jeg blidt aede hans kind. Mine tårer ville slet ikke stoppe. Jeg ville sådan ønske, at han blev hos mig. Jeg ville sådan ønske, at han overlevede.

”Hvis du ønsker ham tilbage fra døden, er han stadig i Lucifers magt…”

Stemmen var i mit hoved, lige da jeg hade brug for den mest. Jeg gispede lavt, idet alt omkring mig forsvandt. Mine venners gråd blev tyst, og jeg sad kun med den døde Taemin hos mig.

”Hvad kan jeg så gøre? Jeg kan ikke engang bruge det åndsvage ønske til noget,” hviskede jeg stille, imens jeg blev ved med blidt at ae Taemins kind.

”Vil du ikke have dit syn tilbage?”

”Jeg er ligeglad med mit åndsvage syn! Jeg vil bare have Taemin hos mig! Hvis han aldrig var kommet ned til mig, så ville det her aldrig være sket… Så ville han stadig være i live!” råbte jeg, imens jeg forsøgte at tørre mine kinder for mine uendelige tårer.

”Jeg ville sådan ønske…” hviskede jeg stille.

”Sig frem…”

”Jeg ville sådan ønske… At jeg aldrig havde mødt ham…” græd jeg, imens mine sidste tårer faldt mod jorden.

”Jeg vidste, du ville ønske noget andet efter de ti år…”

Det var det sidste jeg hørte fra ham, og efter jeg plantede et farvelkys på Taemins pande, så gled jeg ind i en drømmeverden, for at glemme alt, om Taemin.

Farvel, Taemin… Jeg vil savne dig så meget.

Nado saranghae…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...