Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14764Visninger
AA

12. 10. December: Himlens love

Minho P.O.V.

 

Jeg befandt mig udenfor, i den dejlige, behagelige kulde. Jeg var ikke alene, Key, Onew og Jonghyun var med mig. Rin var her ikke, hun var inde at se til Taemin, der endnu ikke var vågnet. Det er nu lidt ironisk. Taemin er en engel, engang et menneske. For at blive en engel, skal man først dø, men engle kan godt dø igen, og blive til støv.

Dette sker, hvis en engel bliver dræbt i en dødelig form, ikke dukker op til optællingen på ”hans” fødselsdag, eller bryder en af himlens mange love, som var blevet skabt, så engle ikke kunne gøre hvad der passede dem.

”Gad vide hvornår det vil begynde at sne,” sagde Key pludselig, for at bryde stilheden, der havde lagt sig omkring os. Det var kun fordi jeg var her, at de ikke vidste hvad de skulle snakke om.

”Det er ikke sikkert at det sneer, imens vi er her,” sagde jeg, og alle sendte mig straks et koldt blik, idet de huskede, at de snart skulle hjem. Vi havde lidt mindre end to uger til at være hjemme igen, ellers ville vi blive smidt ud af Himlen, men vi havde et problem.

”Hvis Taemin ikke når at vågne, og så sine vinger healet, så kommer vi ikke ind i Himlen,” sagde Onew, der også havde opdaget det. Det var altid Taemin, som skulle skaffe os problemer. Dog anede jeg ikke, at jeg snart ville skaffe et endnu større problem for mig selv.

Jeg lod mine fingerspidser køre over den fine sølvkæde, som jeg havde omkring mit håndled. Kæden var stor, og passede til en fyr perfekt. Der var et lille vedhæng på, af en frø.

 

”Hvorfor en frø?” spurgte jeg, da jeg havde åbnet gaven fra Rin, og studerede den fine frø, med en lille krone på. Rin begyndte at grine.

”Det er ligesom historien om frøprinsen,” sagde hun. Jeg sendte hende bare et forvirret blik.

”Frøprinsen? En frø kan vel ikke være prins?” sagde jeg og rynkede på mine bryn. Hun grinede lidt mere med sine søde, smukke latter.

”Det er et eventyr om en prins, der er blevet forvandlet til en frø… Det minder lidt om dig, fordi frøen først er, ja, en frø… Senere, efter et kys fra en prinsesse, bliver den til en smuk prins,” forklarede hun.

”En prins?”

 

”Aigo, Minho saeng dagdrømmer,” nynnede Jonghyun drilsk og hvilede sin albue på min skulder. Jeg sendte ham straks et koldt blik og trak mig væk fra ham, så han mistede støtten ved sin albue.

”Nej jeg gør ej,” mumlede jeg lavt, irriteret og gik nogle få skridt væk fra mine hyungs, der bare sendte mig mistænkelige blikke og skæve smil, som jeg slet ikke brød mig om.

”Nae, Minho saeng. Hvis du kan lide Rin, så skal du da bare sige det til hende,” sagde Key med et smil. Jeg sendte ham et koldere blik, end jeg havde sendt Jonghyun, og Key trak sig straks lidt væk fra mig.

”Jeg kan ikke lide hende, hun er blot et menneske, og I kender lovene,” sagde jeg koldt. Jeg var den eneste af os alle, der adlyd mest, hvad der stod i lovene.

”Fint, fint,” mumlede Onew og himlede med øjnene. Han var den ældste, men han adlød dog også lidt det, der stod i lovene, i forhold til Key og Jonghyun, der var helt ligeglade med de regler, som Gud havde lavet.

”Vi ved godt, hvad der står i reglerne,” sagde Onew og samlede noget af det tørre sand op, som var omkring os.

”Hvis du erklærer din kærlighed til en dødelig, så…” mumlede Onew og pustede til sandet i hans hænder, som straks fordelte sig ud i vinden, ligesom en masse let støv.

”Så bliver du til støv. Gråt, kedeligt, livløst, støv,” sagde min ældste hyung, langsomt. Hvert et ord var hårdt og koldt, imens han forsøgte at overtale mig om, ikke at være forelsket i en dødelig. Et menneske.

En blind pige.

Jeg ville gerne give Rin en tak, for den fødselsdagsgave hun gav mig. Hun var den eneste der gav mig en gave, og jeg havde ikke engang bedt om det.

Men hvad kan man give en blind pige, som hun vil sætte pris på? Hvis man gav hende et smykke, vil hun ikke kunne se hvad det var. Hvis man gav hende noget tøj, ville det være magen til alt hendes andet tøj.

Derfor besluttede jeg mig for, at give hende noget, som hun kunne nyde, selvom hun ikke kunne se dem. Hun kunne nyde den smukke duft, som de havde. Jeg ville give hende blomster, ligesom Gud havde givet min krans i håret blomster.

Jeg lod min hånd strække sig lidt frem foran mig, hvor et lille mønster blev dannet i min flade. Mønstret snoede sig en smule, og dannede en stor, smuk lilje, som der aldrig var blevet set før. En lilje, hvis kronblade aldrig kunne visne, en lilje som viste mit hjerte og mit liv.

 

Rin P.O.V.

 

”Jeg håber snart du vågner, Taemin,” sukkede jeg lavt og lagde en våd klud på hans pande, imens han fortsat lå og sov trygt inde i sin seng. Han havde slet ikke været vågen længe, og jeg savnede sådan at høre hans smukke stemme.

”Hvornår tror du han vågner, Goyahng?” spurgte jeg, da min kat hoppede op i sengen til Taemin. Den gav kun et lille ”miav” fra sig, ikke andet. Den vidste det heller ikke.

”Jeg ville nu gerne vide, hvem de er… De er jo lidt mystiske. De kan forvandle sig til dyr, Goyahng,” sagde jeg og smilede helt svagt, imens jeg aede Taemins bløde kind.

”Onew er en kanin, Taemin er en hjort, Key er en kat, Jonghyun er en hund…” mumlede jeg lavt imens jeg rejste mig fra min stol, for at gå hen til spanden med vand, med den gamle klud fra Taemins pande, og lagde den ned i vandet.

”Og Minho er en tyr,” afsluttede jeg med et lille smil. Jeg sukkede dybt og mistede mit smil, idet jeg huskede, at Taemin måske ikke ville vågne op lige foreløbigt. Jeg satte mig da hen på stolen ved siden af Taemins seng igen, og strøg blidt min hånd over hans ene kind.

Jeg tog en dyb indånding i form af et suk.

 

”Panis angelicus…

Fit panis hominum.

Dat panis caelicus,

Figuris terminum…

O res mirabilis.

Manducat dominum.

Pauper, pauper, servus et humilis…

Pauper, pauper, servus et humilis.”

 

Jeg blev helt stille, idet jeg kunne dufte duften af en lilje. Jeg vendte mig forsigtigt mod døren, men jeg kunne intet høre. Jeg kunne kun høre skridt fra gangen, hvor der var en person, der var på vej væk.

”Hvem… Hvad?” mumlede jeg lavt og fulgte duften fra liljen. Jeg satte mig på knæ nede på gulvet, og følte mig lidt frem. Jeg vidste, her var en lilje et sted, og det kom ikke fra Taemins blomsterkrans.

Jeg kunne pludselig mærke bladene fra en stor lilje, det lå på gulvet, meget tæt på døråbningen.

”Mystisk,” mumlede jeg lavt og samlede blomsten op og rejste mig derefter. Goyahng miavede lavt og gik op ad mine ben, stille og roligt, imens jeg stod og tænkte på, hvem det var, der havde efterladt en stor lilje til mig, og ikke bare kommet med den selv.

Jeg smilede dog en lille smule.

”Måske er han genert…”

 

Tiden var snart ved at være løbet ud for de fem drenge. Hvis Taemin ikke snart vågnede og fik sine vinger healet, ville de aldrig se himlens porte igen. Jo tættere de kom på juleaften, jo tættere kom de på den store katastrofe, som skete snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...