One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10888Visninger
AA

7. 6.

“I’ll never be the same, if we ever meet again. Won’t let you get away, said if we ever meet again”

- Timbaland Ft. Katy Perry (If We Ever Meet Again)

Isabellas synsvinkel: 

 

Jeg kiggede op og ned på mig selv. Jeg havde valgt at tage en lilla kjole på, med blomster, som mønstre. Min taske, sko og smykker var sort, og mit hår havde jeg glattet. Det var ikke bare glat, men virkelig glat. Jeg havde brugt tid på det denne gang, ikke bare som normalt, hvor det tog mig 5-10 minutter at få det fikset. Nej, hele 25-30 minutter havde jeg glattet det. Og resultatet var perfekt, som jeg ville have det. Et smil dukkede op på mine læber, samtidig med at jeg kiggede på mig selv, på spejlet. Alt dette, var for ham, og mit smil blev større og større, da jeg kom i tanke om vores lille samtale over telefonen tidligere.

Flashback:

“Det er Isabella” siger jeg, efter at have besvaret opkaldet. En dyb stemme bliver jeg mødt af. “Hey. Det er Justin” hans stemme lyder usikker, men stadig som sødt musik i mine ører. Sjovt, right? “Hvad så?” spørger jeg med en endnu mere usikker stemme. Jeg havde, for at være helt ærlig, ikke regnet med at han ville ringe. “Jeg håber ikke du har planer i aften?” spørger Justin, dog mere nervøs nu. Gør jeg virkelig selveste Justin Bieber nervøs? “Jeg ved ikke rigtig om det er en god idé” ryger det ud af mig. “Jeg henter dig kl 18:00? Men skriv lige en besked med hvor jeg skal hente dig, okay?” siger han, og ignorere min tidligere svar. Jeg ryster sukkende på hovedet. “Okay, fint” svarer jeg og himler med øjne. “Ses om et par timer, McCane” siger han kækt, inden han lægger på. “Ses” mumler jeg bare, selvom jeg ved, at han ikke kan høre det.

~

Som jeg stod foran spejlet og kiggede op og ned af mig selv, hørte jeg pludselig dørens klokke. Var han kommet? Jeg skyndte mig hen til døren, tjekkede mig endnu engang foran spejlet som hang lige ved siden af trapperne, og åbnede så døren, men tog dog en dyb indånding inden. “Hey” hørte jeg Justins sige. “Hey” mumlede jeg, og gav ham elevator blikke. Han havde ikke det samme på, som da jeg havde mødt ham tidligere i dag. Han havde skiftet, ligesom jeg. Men lige meget hvad han tog på, så han godt ud. Han var nok en af de eneste drenge, jeg kunne sige, der så godt ud lige meget hvad han tog på. Okay, min tankegang var forkert. Jeg burde ikke tænke på ham sådan.

“Skal vi .. du ved, fortsatte? Jeg har en reservation til her om ..” han trak sin trøje lidt op, og kiggede på hans ur som hang rundt om hans håndled. “Om et kvarter” konstaterede han. Jeg nikkede, og mumlede et “to sekunder” så jeg kunne hente min taske med min pung, telefon, makeup(kun mascara og lipgloss) og tyggegummi. Noget jeg næsten altid havde på mig, var disse ting, udover makeup. Det var bare noget, jeg på en eller anden mærkelig måde havde lyst til at tage med i dag. “Sådan” svarede jeg smilende, slukkede lyset til entreen og låste døren, inden vi gik over til hans bil. Stadig den samme Range Rover, som var overfed. Det var den virkelig. Om den så var 2-3 år gammel, så lignede den ikke så gammel. Justin åbnede, som en gentleman han nu var, døren og lukkede den igen, efter jeg havde sat mig. For at være ærlig, fik det mig til at rødme kraftigt.

“Når, hvad laver du så her I LA? Du kunne ikke nå at svare tidligere i dag, da vi blev afbrudt af Scooter” sagde han, men fortsatte, da jeg kiggede på ham med opløftede øjenbryn. Hvem var Scooter? “Min manager” fik han afsluttet. Jeg nikkede stille og kiggede lige ud. Der var underligt nok stille her i Los Angeles i dag. Men det føltes rart. Jeg var heller ikke vant til alt den larm der var her til hverdagen. “Så?” spurgte Justin, og ventede på et svar fra mig, men så glemsom jeg var, havde jeg helt glemt at svare på hans spørgsmål. “Årh, jeg bor her” svarede jeg roligt og trak på mine skuldre. Justin rettede hurtigt blikket fra vejen til mig i få sekunder.

“Du bor her?” spurgte han, med glæde i stemmen. Hans øjne lyste, ligesom de havde gjort da vi havde stødt ind i hinanden tidligere. Og, efter han var gået, havde jeg haft en lang telefon snak med Emily om Justin. Hun havde selvfølgelig sagt at jeg skulle fortælle alt, men hun havde også hørt alt, så hvad ville hun have mig til at fortælle? Men det endte dog med at vi snakkede i en time, og da jeg endelig havde lagt på, var det virkelig gået op for mig, at jeg havde mødt Justin, som i Bieber. Ham som havde knust mit hjerte for to år siden. Men så for halvanden år siden, kom han, for at undskylde, hvor han havde aflyst hans interviews, bare for at snakke med mig. Utroligt ikke? At Justin Bieber havde gjort det for mig. Men det var endt med at jeg havde tilgivet ham, og vi havde faktisk talt i telefon den første uge efter han var gået, men lidt efter lidt mistede vi kontakten. Han sagde at han havde koncerter, interviews og hvad ved jeg hele tiden, og ikke havde tid til at skrive så meget. Sikke en stor løgn, men jeg havde det fint. Jeg havde min skole at tage mig til, og den projekt med Liam, var det endt med at vi havde fået et 12 tal. Vi havde arbejdet hårdt, meget hårdt, og jeg havde faktisk fået et bedre forhold til ham efter. Faktisk, havde vi været på dates, og vi var også sammen i 1-2 måneder, men det føltes ikke rigtigt. Overhoved, og vi begge besluttede, at være venner var det bedste for os. Siden da, havde jeg ikke været sammen med nogen drenge. Kun Liam, og det eneste vi alligevel havde gjort var at kysse.

“Isabel, er du der?” hørte jeg Justins bløde stemme sige. Jeg skubbede mine tanker væk, og nikkede stille, og kiggede ned på mine sko. “Undskyld, ja” svarede jeg endeligt. “Oh, siden hvornår?” spurgte han nysgerrigt. “Siden få dage. Jeg er næsten lige flyttet her med Emily” konstaterede jeg med et lille smil. “Så kommer vi jo til at se hinanden, ret ofte” svarede Justin, og jeg kunne lige ane et smil. Jeg nikkede, og derefter, kom der en tavshed i mellem os. Ikke en akavet tavshed, men mere behagelig en.

“Kunne du lide madet?” spurgte Justin, og kiggede på mig med nysgerrige øjne. Jeg nikkede stille. “Tak, men næste gang” jeg stoppede mig selv, da jeg opdagede, hvad jeg var i gang med at sige. Hvem sagde overhoved, at der ville blive en næste gang? “Så vil jeg betale” afsluttede jeg, da han bare gav mig endnu nysgerrige øjne, og forvirrede. Et grin slap ud af hans læber og han rystede hurtigt på hovedet. “Kommer ikke til at ske. Ikke så længe jeg lever” konstaterede han, men pludselig, efter at have grint færdigt, kom der endnu et kækt smil frem på hans læber. Et smil, der ikke tegnede godt. “Vi er måske lidt desperate, McCane? Næste gang, aha?” hørte jeg ham sige. Jeg rystede bare på hovedet af ham, og var egentlig overrasket over, at han kunne være så rolig og snakke til mig, som om vi havde været venner i flere år, og ikke lige i dag havde mødt hinanden efter 1-2 år. Jeg svarede ham ikke.

“Justin, du skulle have drejet der!” halv råbte jeg, da han bare kørte lige ud, med fuld gear, når han burde have drejet - til mit hus. Han rystede på hovedet, inden han endelig snakkede. “Hvem siger at du skal hjem, allerede?” spurgte han, og strejfede mig ikke et blik, og holdte i stedet øjnene på vejen. “Det gør jeg?” svarede jeg, som om det ikke var klart. “Men det skal du så ikke” sagde han. “Hvem siger det?” blev jeg ved og blev endnu mere overrasket over, at han bare troede, at han kunne tage mig et sted, uden at spørge. “Det gør jeg?” sagde han, og efterabede min stemme. Jeg himlede med øjnene, og slog ham blidt, ikke hårdt - på armen. “Hey! Hvad skulle det for?” spurgte han. “Hvad tror du? For at være en .. Skank?!” svarede jeg og himlede endnu engang med øjne. “Du ved godt, at det slet ikke er høfligt, at himle så meget med øjnene, ikke McCane?” spurgte han med et smil, som jeg slet ikke brød mig om. “Hvorfor bliver du ved med at kalde mig for mit efternavn, Bieber?” spurgte jeg, helt klart irriteret. “Fordi jeg har lyst, McCane” svarede han og grinte af mit ansigt udtryk. “Fint, Bieber. Hvis det er det du vil, så fint” svarede jeg og lige pludselig begyndte The Perfect Two - Auburn med at spille. “Er den sang ikke gammel?” spurgte Justin, med det samme. Jeg nikkede, inden jeg begyndte med at synge med på sangen. Jeg elskede den sang.

You can be the peanut butter to my jelly

You can be the butterflies i feel in my belly

You can be the captain

And I can be your first mate” 

- sang jeg med, ret stille, fordi jeg ikke ville have at han hørte mig synge. Men åbenbart, så kunne han godt høre mig, for han begyndte med at synge med.

You can be the chills that I feel on our first date” bogstaveligtalt råbte han samtidig med at han kiggede på mig med de hazzelbrune øjne, som straks fik mig til at rødme. Jeg kiggede ned, og sang med igen, lavt.

“You can be the hero

And I can be your sidekick

You can be the tear that I cry if we ever split

You can be the rain from the cloud when it’s stormin’

Or you can be the sun when it shines in the morning” Justin som havde stoppet med at synge, begyndte igen, da vi kom til omkvædet.

“Don’t know if I could ever be without you

‘Cause boy/girl you complete me

And in times I know that we’ll both se that we’re all we need

Cause you’re the apple to my pie

You’re the straw to my berry

You’re the smoke to my high

And you’re the one I wanna marry

Cause you’re the one for me (for me)

And I’m the one for you (for you)

You take the both of us (of us)

And we’re the perfekt two x2

Baby me and you - we’re the perfect two

Vi stoppede begge med at synge med på andet vers, og Justin stoppede også efter få sekunder. “Vi er her” konstaterede han med et lille smil. Jeg nikkede og kiggede ud af vinduet. Vi var på .. Stranden? Hvad lavede vi her, så sent endda?

“Justin, hvad lav-” han afbrød mig straks, ved at hoppe ud af bilen og inden jeg kunne nå at røre mig, åbnede han endnu engang døren for mig. Det fik mig til at rødme, bare værre denne gang. Jeg gik ud og det første Justin gjorde, var at flette vores fingre. Jeg sagde ikke noget til det, men lød det blive. Det føltes ikke forkert. Faktisk, det modsatte. Det føltes så rigtigt at holde i hånden med ham.

“Vil du fortælle mig hva-” Justin afbrød mig, for anden gang, ved at putte en finger for min mund, som et tegn på at jeg bare skulle tie stille. Jeg sukkede, og gav op. “Isabella, jeg vil gerne spørge dig om noget” begynde han, og stoppede op. Vi holdte stadig i hånden, og havde måske gået rundt på stranden i et kvarter. Det var ikke kedeligt, mere hyggeligt og bestemt også romantik. “Ja?” spurgte jeg med opløftede øjenbryn, og var mere end bare nysgerrig. Jeg nærmest dødede efter at vide, hvad det var, han ville fortælle mig. “Jeg ved det er-” han blev denne gang afbrudt af en mobil ringe. Hans mobil ringede. Igen. Anden gang i dag, afbrød hans forbandede telefon vores samtale, og denne gang var jeg irriteret. Han tog telefonen frem, og sukkede da han så navnet på skærmet. “Det er min manager, Scooter” forklarede han. Jeg nikkede kort. “Jeg bliver nødt til at tage den” jeg nikkede endnu engang, og Justin gik fra mig i få minutter. Jeg kunne se at han kiggede få gange på mig i mens han snakkede med den såkaldte Scooter, som var hans manager. Få minutter efter kom han tilbage, hvor jeg havde valgt mig at sætte mig ned på sandet, fordi jeg var for træt til at stå op og vente på ham. Han satte sig ned ved siden af og havde et nervøst ansigt udtryk, igen.

“Okay McCane, jeg gør det her kort!” sagde han pludseligt, og jeg nikkede forvirret. “Og jeg gør det kort, fordi jeg bliver nødt til at gå, men lad mig begynde ..” startede han, og jeg nikkede for 100’ gang i dag. “Jeg ved det er tidligt, og vi først har mødt hinanden igen efter halvanden år, men jeg gider ikke vente flere måneder, før vi er sammen. Jeg vil have, at du er min nu, ikke senere. Jeg vil sikre mig, at ingen andre tager dig” afsluttede han og tog en dyb indånding, inden han igen fortsatte. “Så, hvad siger du? Vil du være min kæreste?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...