One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10869Visninger
AA

5. 4.

“You say to me, that if it is meant to be, it will be”

- Justin Bieber ft. Jessica Jarell (Overboard)

Justins synvinkel:

 

Jeg sukkede, da jeg opdagede at paparazzierne allerede havde fundet ud af at jeg var her. Hvordan, vidste jeg ikke, og ærligtalt, var jeg også ligeglad. Men nu, måtte jeg så passe ekstra på, hvad jeg lavede. Mere end hvad jeg gjorde normalt.

“Så din plan var bare at komme her og snakke med hende?” spurgte Ryan med opløftede øjenbryn. Det var cirka en time siden, vi var ankommet til hotellet. I det tid, havde vi bare set TV og snakket frem og tilbage.

“Yeah, det er faktisk min plan” mumlede jeg, og kunne selv høre, hvor lamt det var. Det eneste jeg tænkte det øjeblik var, at se hende. Jeg var så desperat, og nu sad jeg her, var fløjet i flere timer, bare for at se hende.

“Dude, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Nogen gange er du dummere end Chaz, hvis det overhoved er muligt” konstaterede Ryan, og vi begge rettede vores blik mod Chaz, som sad og spiste en burger. Nej, ikke hans første. Han havde spist siden vi var ankommet.

“Hvad? Jeg er sulten!” sagde han, og tog endnu et bid af burgeren. Så typisk ham. Jeg rystede bare på hovedet, og resten af tiden, tænkte jeg på, hvad jeg faktisk ville sige til hende.

Jeg parkerede den Range Rover, eller en lignende, som jeg sidste gang også havde foran skolens parkeringsplads. Jeg havde aldrig været her. Men dog, havde jeg en Navigator, og da det teknisk set var den eneste skole på byen hun boede i, var det heller ikke svært at finde hvilken skole hun gik på. Jeg kunne mærke sommerfuglene flyve rundt i min mave, og jeg følte mig så nervøs, at jeg kunne kaste op når som helst. Mit blik flakkede rundt, og langsomt begyndte elever at gå ud af skolen. Jeg havde dog solbriller og taget min YMCMB hætte trøje på, og havde trukket hætten over hovedet, for ikke at blive genkendt, og indtil videre, var jeg ikke blevet genkendt. og ville forhåbentlig heller ikke. Som jeg sad og tænkte, kunne jeg pludselig høre den stemme. Den stemme, jeg savnede, og der gik ikke to sekunder før jeg gik ud af bilen og på vej i mod hende. Men hun var ikke alene. Hun snakkede med en dreng, og det så ud til at de var mere end “bare” venner. Hun smilte i hvert fald over hele femøren, og jeg kunne mærke hvor irriteret jeg blev over det. Hvorfor var hun overhoved sammen med ham? Han lignede en taber.

“No idea” hørte jeg hende sige, og derefter kiggede hun i retningen af hvor jeg stod. Hun stod længe sådan, til at hun genkendte mig, tror jeg.

“Kom, lad os gå” sagde hun til drengen, og begyndte med at trække i ham. De gik meget hurtigt, og jeg havde lidt på fornemmelsen, at den dreng ikke kendte til noget. Han så i hvert fald meget forvirret ud.

Isabella! Vent!” jeg tog fat i hendes arm, og fik hende stoppet. “Slip. Mig” sagde hun lige inden hendes stemme knækkede over. “Hør på mig, please” bad jeg, men hun rystede på hovedet.

“Slip. Mig” gentog hun, denne gang højere. Jeg rystede på hovedet. “Jeg går ingen steder, inden vi har snakket” konstaterede jeg. “Så ser det ud til at vi kommer til at stå her… for altid?” sagde hun og himlede med øjne. En tårer trillede ned af hendes kind, og jeg skulle lige til at tørre den væk, da hun træk sig tilbage.

“Du skal ikke røre mig” mumlede hun, og det var som om, at jeg fik tusinde knive stukket i mit hjerte. Hun var så kold. Koldere end en isprinsesse. “Hun gider ikke snakke med dig. Bare lad hende være, okay?” hørte jeg ham drengen sige. Seriøst? Jeg grinte kort af ham. “Bland dig om” svarede jeg koldt, efter at have grint falsk. Han kiggede på mig med truede øjne, men helt ærlig, skulle jeg være bange for ham? Han lignede en taber. Nej vent, han var en.

“Justin, please. Lad mig være” hørte jeg Isabella sige bedende. Jeg sank en klump og rystede på hovedet.

Jeg kan ikke” mumlede jeg, kærtegnede forsigtigt hendes kind. Hun skubbede det ikke væk. Hun kiggede bare på mig med tårer i øjnene. “Isabella, jeg aflyste mine interviews, bare for at komme her. For at snakke med dig. Jeg kan bare ikke give op. Jeg kan ikke give op på os” jeg hviskede det sidste, og derefter, begyndte jeg med at gå over mod bilen igen. Jeg ville prøve igen i aften, men lige nu, var det bedste at gå.

~

Jeg tog en sten, og kastede den på hendes vindue. Klokken var måske 1-2 om natten, men jeg var ligeglad. Jeg vidste, at dette var det perfekte tidspunkt for at snakke. Jeg havde dog også i morgen, men Isabella var klog nok til at holde sig væk fra sit hus. En blev til to, to blev til tre, og til den fjerde kast, åbnede hun endelig vinduet med et pisset ansigt udtryk. Et lille grin slap ud af mine læber.

“Hvad fanden laver du?!” snerrede hun surt. Endnu engang, grinte jeg. “Hvad tror du?” svarede jeg så med et smil på læberne. Hun sukkede tungt.

“Justin, please gå” bad hun, men jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke gå, inden vi fik snakket, nu og her. “Vil du have, at jeg skal gøre det, jeg ikke kunne sidste gang?” spurgte jeg, med en lidt truende stemme. Hendes øjne blev straks store, og hun rystede hurtigt på hovedet.

Flashback:

“Hey! Isabella” hvisker jeg, da hun langt om længe åbner det vindue. Hun kigger ned, og da hun får øje på mig, bliver hun overrasket. “Justin? Hvad laver du her?” spørger hun med opløftede øjenbryn.

“Jeg sagde jo, du ikke skulle være sikkert” siger jeg, og blinker kort efter. Jeg venter på at hun svarer, men opdager, at hun ikke har i hensigt at sige noget, så jeg fortsætter.

“Har du tænkt dig at invitere mig ind?” spørger jeg, uden at blive flov eller noget. Det føltes normalt. Hun ryster på hovedet, og svare et “nej”, ikke at det ikke overraskede mig.

“Ej Isabella” siger jeg og faker min stemme lidt, så det lyder som om, at jeg er ked af det. “Justin, seriøst, gå tilbage! Klokken er over midnat, og hvis min far hører at du er her nu… jeg kan altså ikke forstille mig hvad der sker! Han blev også ret sur over at vi…” hun stopper, og kigger flovt ned.

“At vi kyssede?” spørger jeg med et lusket smil, og er egentlig ret stolt over det. “Ja” svare hun sukkende. “Når men, hvis du ikke lukker mig, råber jeg altså” konstatere jeg, og jeg mener det. Jeg har tænkt mig at råbe, hvis hun ikke gør. Hvad gør jeg ikke for den pige? Og det eneste hun gør, er at afvise mig. JK.

“Ej Justin, gå nu hjem med dig” siger hun, sukkende og himler med øjne. “Der hvor du er, er mit hjem” svare jeg, lidt grinende. Men jeg mente det. Hun starter med at give mig et mærkeligt blik, men selv i mørket, kan jeg se, at hun rødmer.

“Så luk mig ind, eller kom ud, så vi kan snakke” afsluttede jeg, og hun nikkede. Hun for filen nikkede! Hun sagde ja! Jeg kunne ikke beskrive den følelse jeg havde i kroppen lige nu. Slet ikke. Jeg havde ikke forventet det, da jeg kom hertil. Jeg troede, at hun ville gøre som tidligere, men alligevel, havde jeg også lidt på fornemmelsen at hun ville give sig. Hvem ville ikke det for min charme? Jeg stod lidt i mine tanker, og opdagede ikke at hun allerede stod hernede, og prøvede at få mig ind, inden hendes forældre vækkede. Jeg gik ind, og den velkendte duft ramte mine næsebor. Deres hus lugtede af noget sødt, krydderi agtig, men det duftede sødt. Ligesom hende.

“Du ved godt at jeg har skole i morgen, ikke?” spurgte hun mig. Jeg slog mig selv på panden. Det havde jeg glemt, nok fordi jeg selv ikke gik i skole. “Undskyld” hviskede jeg og kiggede hende direkte i øjnene. Hun nikkede, og afbrød kontakten. “Må jeg begynde?” spurgte jeg, og hun nikkede endnu engang, inden jeg fortalte hende alt. Om væddemålet, til de måneder uden hende. Hun hørte godt efter, og på nogen tidspunkter, så jeg, at få tårer trillede ned af hendes kinder. Dem tørrede jeg, og krammede hende, men jeg fortsatte stadig. Det endte med, at hun faldt i søvn i mine arme.

Jeg krammede hende, hårdt. Jeg havde ikke lyst til at give slip på hende, men hun fik mig på en eller anden måde, til at give slip. “Jeg vil ikke gå” hørte jeg mig selv sige. Hun kiggede ned, og smilte et svagt smil.

“Jeg vil heller ikke have at du går, men lige nu, er det det bedst, ikke? Du har din tour, og jeg har min skole” svarede hun. Jeg sukkede, men nikkede. Hun havde ret. “Kom med mig på tour!” sagde jeg så, da den idé pludselig dukkede op. Hun grinte og rystede på hovedet. “Det ved du, at jeg ikke kan” svarede hun, og kiggede sig lidt omkring.

“Der er ikke nogen paparazzier” konstaterede jeg, da jeg allerede vidste, at hun kiggede efter på, om nogen så os. Hun nikkede kort. Efter den nat, hvor vi snakkede, havde vi dagen efter brugt al’ den tid vi kunne sammen. Dog ingen kys. Bare som venner, men alligevel føltes det godt. Hun lænede sit hoved tættere mod mit, og jeg forstod, hvad hun ville, og for ikke at vente længere, rykkede jeg mit tættere mod hendes. Det var det her, jeg ville de sidste fire måneder. Få et kys af hende. Mærke hendes læber på mine, og nu var de. “If it is meant to be, it will be” hørte jeg hende sige, som det sidste, inden jeg gav hende et kram, og et kys, som skulle have været et hurtigt et, men blev til et længere. Jeg vidste præcist hvad hun mente med det. Hun mente os, og vi var “meant to be” - så det vil ske. Ikke nu, men senere. Spørgsmålet var bare hvornår.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...