One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10883Visninger
AA

16. 15.

”This is the last straw, don’t want hurt anymore. And you tell me you’re sorry, but I don’t believe you baby, like I did before. You’re not sorry” - Taylor Swift (You’re Not Sorry)

Isabellas synsvinkel:

 

Justin sagde intet, og kort efter rejste han sig op og gik uden at sige et ord. Jeg hørte kun døren smække, og jeg blev ærligtalt bange for hvad der var sket. Havde jeg gjort noget forkert? Hvorfor var han sur? Savnede han mig ikke? Ville han slå op? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved, og jeg var bange for hvert et enkelt svar jeg ville få til dem.

“Hey, hvor er Justin?” Jeg vendte mig om og opdagede at Alex stod og kiggede med et lige så forvirret blik som jeg selv havde haft tidligere. “Han skulle lige noget” løj jeg, og ville ikke fortælle ham, at jeg ikke engang selv vidste hvor han gik. 

“Oh okay, skal vi gå i gang?” spurgte ham med et smil, og det smittede, for kort efter plantede sig der også et smil frem på mine læber.  “Lad os det” sagde jeg, tog bøgerne frem og vi begyndte med at arbejde med opgaverne.

“Hey, hvad er klokken?” Jeg tjekkede min telefon, og opdagede at den allerede var fem. “Fem” svarede jeg til ham, og Alex nikkede stille. Vi havde arbejdet i ret stilhed i dag, hvilket var godt, for der kørte alt for mange spørgsmål i mit hoved lige nu.

“Men jeg tror også jeg smutter nu, Isa. Jeg har træning om en time” Jeg nikkede og rystede på hovedet. Selvfølgelig havde han træning. Det havde han stort set hver dag, men for at være ærlig, spillede han også ret godt. Jeg havde været med til få af hans kampe, da han nærmest tiggede mig om at tage med for at se ham. Jeg kunne ikke modstå hans hundeøjne, og endte med at tage med til kampene, og sjovt nok, vandt de alle de kampe jeg var med til.

“Så ses vi i morgen, dude” sagde jeg, og grinte af mig selv, fordi jeg kaldte ham for en dude. “Vi ses, dudette” svarede han og flækkede fuldstændig af grin. Jeg gav ham et hurtigt kram, inden jeg lukkede døren og lænede mig tilbage i sofaen, og lukkede øjnene for måske kun et sekund. Jeg hørte en dør smække, og rejste mig hurtigt op fra sofaen. Jeg gned mig i øjnene, og opdagede at jeg var faldet i søvn. Hvordan, vidste jeg ikke. Men alle de timer og lektier gjorde mig træt.

“Vil du nu fortælle mig, hvad der er galt?” spurgte jeg, da jeg så Justin komme frem. Emily var heldigvis ikke kommet endnu, og jeg håbede heller ikke at hun kom, inden Justin og jeg havde snakket færdigt. Jeg vidste at vi ville ende med at skændtes, og jeg ville ikke have at hun så det. Rettere sagt, jeg ville ikke have at nogen så at vi skændtes. Alle troede at vi var det perfekte par, som aldrig skændtes og bare har det lykkeligt, men siden episoden med Adam, havde vi skændtes få gange. Ikke nogen store skænderi, men bare , som i virkeligheden bare var unødvendige.

“Nej” svarede han koldt, og satte sig i sofaen. Jeg rystede på hovedet, og kunne tro mine egne øjne. “Og hvorfor så det?” røg det ud af mig. Jeg kunne se at Justin himlede med øjnene, og derefter tog han fjernbetjening og zappede i mellem kanaler. At han bare kunne lade som om at jeg ikke var her, når det var mit hus. Han sad på min sofa, så TV på mit fjernsyn.

“Hvad er der galt med dig?” Jeg sukkede tungt og satte mig i den anden sofa, og ventede på svar. “Hvad er der galt med dig?! Jeg kommer endelig for at se dig efter flere uger, og det jeg bliver mødt af, er at min kæreste flirter med en eller-” Jeg afbrød ham straks.

“Jeg flirtede?! Hvad taler du om, Justin? Alex er min ven! Så nu kan jeg heller ikke snakke med nogen, uden at du skal beskylde mig for at flirte med andre fyre, når det eneste du gør, er at flirte?!” Han beskyldte mig for at flirte med andre drenge, når det teknisk set var det, det eneste han gjorde. Han flirtede med piger han ikke kendte hele tiden, og jeg havde næsten aldrig sagt et ord til det. Jeg prøvede at ignorer det, og stole på ham, men jeg havde fundet ud af at stole på en, var ikke Justins største side. Jeg indrømmer at jeg fandt det sødt, at han blev jaloux, men når han opførte sig sådan, var det overhoved ikke sødt. En side af Justin jeg ville ønske at han ikke havde.

“Du ved at jeg er nødt til det” spyttede han ud. Jeg rystede på hovedet. “Du er ikke nødt til en skid. Du er 18 år og kan gøre det du har lyst til, remember?” svarede jeg, og blinkede med det ene øje, for at irritere ham, hvilket lykkedes godt. Han rejste sig op, efterfølgende af mig, og vi stod ansigt til ansigt, og stirrede på hinanden med vrede blikke.

“Det ændre stadig ikke at du flirtede med ham! Ved du hvor lang tid det tog mig at tigge for Scooter for at få de to dage off, bare for at se dig?! Og det jeg ser, når jeg kommer, er at du flirter med den..” Jeg rystede på hovedet af ham og himlede med øjnene.

“For det første, han har et navn, som er Alex. For det andet, så flirtede jeg stadig ikke med ham, siv det ind i dit hjerne, okay? Og for det tredje, jeg bad dig ikke om at komme. Yet, jeg forstår ikke engang hvorfor du er her! Du har ikke gidet skrive eller ringe til mig de sidste uger, og vælger bare at dukke op, og tro at alting vil køre på skinner? Uh, sådan køre det rigtige verden ikke, Justin. Men jeg var så fandens sød i mod dig, selvom at du opførte dig som et svin! Jeg kunne have flippet ud på dig, gjort et eller andet, men jeg gik hen for at kramme dig, og hvad gør du? Du skrider bare, kommer tilbage efter flere timer og beskylder mig for at flirte med andre drenge. Du er latterlig” Jeg rystede på hovedet og kunne se at Justin blev vredere og vredere for hvert minut, af mine ord. Men jeg blev lettet over at få sagt det. “Det er også rart at vide, at du stoler på din kæreste” afsluttede jeg, da Justin bare valgte at stirre på mig, i stedet for at svare.

“Prøver du at trække al’ skylden på mig? Det er fandeme dig, der flirter med alle her, Isabella! Først Adam, og nu … Alex eller hvad han hedder! Og jeg forklarede dig også, at jeg havde travlt. Jeg har mange ting at gøre, at du ved det” mumlede han og himlede med øjnene.

“Jeg flirter forhelvede ikke med alle! Og jeg flirtede slet ikke med Adam. Det var bare dig, der var så forbandet jaloux, og ikke kunne klare at se mig snakke med en anden fyr, som ikke var dig! Men bare for at konstatere det, Justin, så snakker jeg med fyre hverdag. Hele tiden når jeg er på skolen. Nogen af dem, har spurgt om mit nummer, og jeg gav dem det. Jeg skriver med dem hele tiden, og vil du vide endnu en ting Justin? Nogen af dem har prøvet at kysse mig. Er du endnu mere jaloux nu? Oh yeah, det er du, er du ikke? Du brænder for at vide om jeg kyssede dem tilbage, svarede på deres beskeder og alt det, gør du ikke?” Jeg havde et kækt smil på mine læber, og Justin lignede en der kunne smadre en, hvem som helst, hvor som helst. Men selvfølgelig passede intet af det jeg lige havde sagt, udover det med at de havde spurgt om mit nummer, men jeg havde sagt nej til dem alle, og de havde, eller de fleste havde været ganske forståelig da jeg forklarede dem, at jeg havde en kæreste, som de allerede vidste hvem var.

“Bitch” spyttede han ud, og drejede om på hælene for at gå, men jeg fik ham stoppet ude på gangen. “Oh, hvor skal du hen Justin? Du startede skænderiet, og jeg skal ikke være den sidste der slutter det, vel?” spurgte jeg, og blev mødt af Justins kolde blikke.

“Jeg fatter ikke at jeg var sammen med en bitch som dig. Hvorfor fanden har jeg overhoved gidet at bruge min tid på dig? Tænk at jeg troede at jeg elskede dig.. Jeg har taget en fandens stor fejl” sagde han, og lige så straks jeg hørte de ord, slap jeg hans arm, og kiggede lige ud på ham.

“Skrid” hørte jeg mig selv sige. Justins kolde ansigt udtryk forvandlede sig til et forvirret et. “Fuck af, Justin. Aldrig kom her igen, er du med? Slet mit nummer, og hvad ved jeg. Jeg gider ikke have noget med dig at gøre, længere. Vi to, hvis du ikke har opdaget det, er færdige med hinanden” sagde jeg, og med de ord var jeg den der vendte om på hælene nu, og jeg gik direkte ind i stuen, og satte mig stille på sofaen. Jeg ventede på at høre på døren smække, men det gjorde den aldrig, i stedet mærkede jeg at sofaen blev tungere, og jeg gad ikke engang bruge kræfter på at vende mit blik. Jeg vidste at det var ham, der sad der.

“Jeg sagde til dig, at du skulle gå” mumlede jeg, og gjorde alt for ikke at græde. Jeg ville ikke græde foran ham. Aldrig. “Isabella” begyndte han, men jeg stoppede ham.

“Jeg gider ikke høre på det. Bare gå” sagde jeg stille, men han gik ikke. I stedet fik han vendt mit hoved mod hans, og kiggede mig i øjnene.

“Gå” gentog jeg, og gjorde nærmest alt for at tårerne ikke skulle trille ned af mine kinder, men det endte med at de begyndte med at trille ned af mine kinder, foran ham.

“God, please, ikke græd” bad han, og tørrede dem straks, men jeg vendte hovedet til ham, og rykkede mig længere væk fra ham.

“Gå” blev jeg ved, men han gjorde det endnu engang ikke. “Justin, fuck ud af mit hus! Behøver jeg at blande andre end, før du skrider? Jeg gider ikke se dig lige nu, eller aldrig igen, okay?” vrissede jeg, da han rykkede sig tættere på mig, og prøvede at tage min hånd. Det lignede at det chokerede Justin, at jeg talte sådan til ham, men han gik ikke.

“Forhelvede, kan du ikke se at jeg prøver mit bedste?” spurgte han og slog ud med armene. Et falsk grin røg straks ud af mine læber.

“Hvis dit bedste er at gøre mig ked af det, så kan jeg godt leve uden det” svarede jeg, og gav ham et falsk smil. “Det er aldrig nok, er det? Lige meget hvad jeg prøver at gøre for dig, er det ikke nok!” råbte han, men jeg stoppede op.

“Jeg ønsker heller ikke noget af dig, Justin! Jeg vil bare gerne være i et normalt forhold, men det kan jeg ikke engang på grund af … arh!” råbte jeg frustreret, og rejste mig op og var på vej til at gå.

“Jeg hader dig så meget lige nu!” røg det ud af mig, og Justin himlede til min overraskede bare øjne af det. “Tro mig, jeg hader dig også” sagde han. “Jeg hader dig endnu mere!” Jeg gik samtidig tættere på ham, og han kom i mod mig.

“Du hader mig ikke lige så meget som jeg hader dig!” og sådan blev vi ved, til jeg sidst stoppede. “Jeg fucking hader dig, og nu må du gerne skride til hvem du så end har lyst til. Vi er færdige, fuldstændig. Jeg er alligevel en bitch, right? Bare skr-” inden jeg kunne nå at sige mere, blev jeg stoppet af et par læber. Hans læber. Jeg prøvede dog at skubbe ham væk, men Justin holdte fast i mig, og fik mig skubbet mod den nærmeste væg, og blev ved, til at jeg til sidst endte med at kysse med.

“Stop” mumlede jeg stille, da han trak sig og da jeg næsten ikke havde luft tilbage, men Justin kiggede på mine læber og mine øjne, mine læber igen og få sekunder efter mærkede jeg hans læber mod mine. Han begyndte langsomt med at prøve at tage min bluse af, men der gik grænsen og der gik ikke et minut før jeg skubbede ham hårdt væk fra mig. “Hører du mig ikke? Vi er færdige!” Justin grinte bare af det, men stoppede da han så at jeg var seriøs. “Du kan ikke bare forlade mig, Isabella. Det vil jeg ikke give dig lov til” sagde han og rystede overrasket på hovedet. 

"Watch me fucking do it, Justin! Jeg var seriøs, og er stadig” sagde jeg, men han rystede på hovedet.

“Du er min, og vil altid være det” hviskede han mod mine læber, inden han kyssede for tredje gang, og jeg ved ikke hvad der gik galt af mig, men jeg kunne bare ikke modstå de læber. Måske var det også fordi at jeg havde savnet dem, men lige meget hvor meget min hjerne bad mig om at skubbe ham væk, gav mit hjerte ikke lov.

“Isabella, please tilgiv mig. Undskyld, undskyld!” bad han. Jeg sukkede og gik ind mod stuen med ham bag mig.

“Jeg ved det ikke” svarede jeg, ærligt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. De sidste par timer havde været så mærkelige. Jeg var teknisk set single.

“Jeg .. Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg kan ikke miste dig, igen. Det kan jeg ikke!” Jeg sagde ikke noget. Jeg tog mine ben op, og lænede mit hoved mod dem, og lod tårerne trille. Der var så stille her lige nu, at hvis et nål faldt ned, kunne vi hører det.. Lige indtil jeg kunne mærke en lettelse på sofaen, og få sekunder efter hørte jeg døren smække, og det var der, jeg brød fuldstændig sammen. Jeg fik fikset min telefon op af lommen, og skrev nummeret ind.

Kan du k-komme?” Jeg stammede, og kunne dårligt nok tale fordi jeg græd så meget. “Jeg er der om lidt!” hørte jeg Emily sige inden hun lagde på, og cirka efter ti minutter kom hun løbende mod mig, og uden at stille et spørgsmål, svang hun armene rundt om mig og krammede mig hårdt.

“Shh, det skal nok blive okay” sagde hun, men det vidste vi begge at det ikke ville ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...