All I ever wanted 2 (JDB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 23 dec. 2011
  • Status: Færdig
At gå bliver lettere og lettere, deres forhold udvikler sig til det bedre - selvom de ikke troede det kunne. Justin får gang i sin karriere igen, og Cassie tager med ham. Sammen udforsker de verden, men flere og flere fan bliver misundelige på hende, og hun modtager mange truselsbreve. Hvad sker der når en person tager alvor af sit trusselsbrev?

10Likes
178Kommentarer
4840Visninger
AA

17. Farvel

Caitlin kom ind af døren og gik hen til mig. "Kan du huske hvad vi snakkede om?" Hun nikkede og jeg smilede til hende. "Hvordan kan du være så stærk? Du smiler, selvom du snart dør."

"Jeg prøver, men det er ikke let, tro mig." Hun tog min hånd og tårer strømmede allerede ned af hendes kinder. "Ved du hvorfor jeg bad dig komme ind?" Hun rystede stille på hovedet. "Vi skal sige farvel. Jeg vil ikke have du skal huske mig som jeg kommer til at se ud." Hun nikkede og krammede mig forsigtigt. Jeg mærkede en tåre falde ned på min skulder og jeg begyndte selv at græde. "Lov mig, at du ikke lader ham gøre noget dumt!" Hun var sikkert træt af at høre det, men jeg kunne ikke lade være - jeg måtte vide at han ville være okay. Hun nikkede igen og jeg kunne se smerten i hendes øjne. "Chaz og Ryan vil gerne se dig... og Pattie," sagde Caitlin. Jeg nikkede. "Bare send dem ind."

"Dem alle sammen?" spurgte hun skeptisk. "Caitlin, jeg dør snart. Det kan være lige meget." Hun nikkede og sendte dem ind. Pattie var den første til at komme over til mig. "Jeg hader dig for at give op, men jeg elsker dig stadig," hørte jeg en i døren sige. Jeg kiggede derhen og så Justin. Han kom over til mig. Pattie krammede mig og gik ud igen. Det samme gjorde Ryan og Chaz. "Justin er du sikker på at du vil være her, jeg kommer ikke til at være pæn?" Han nikkede. "Jeg står ved dig, til det sidste." Jeg smilede. "Hvor lang tid har du tilbage?" Jeg sank en klump. "En uge cirka," svarede jeg og begyndte at græde igen. "Du har ikke lov til at græde, du har selv valgt dette." Jeg kiggede på Justin og så at han selv græd. Jeg rykkede forsigtigt og Justin kravlede op til mig. "Lov mig, at du aldrig vil glemme mig." sagde jeg

"Hvordan skulle jeg kunne glemme dig?"

"Bare lov det, okay?"

"Jeg lover det." Jeg sukkede lettet og puttede mig ind til Justin.

 

Lægen kom ind af døren, mens Justin var på toilettet. "Hvis du vil, må du gerne tage hjem. Vi kan intet gøre for dig, derfor står det dig fritstillet om du vil hjem eller ej." Jeg nikkede. "Vil jeg kunne bevæge mig?"

"Du vil blive træt hurtigere og tynd, men du vil kunne gøre nogle få ting." Han gik ud og Justin kom ind. "Hvad sker der?" spurgte han og gik hen til mig. "Jeg må komme hjem. Jeg behøver ikke at være indlagt." Han tog mit ansigt i sine hænder og smilede stort. "Vil du med mig hjem?" Jeg nikkede energisk og Justin hentede en sygeplejerske. Jeg skrev under på at jeg ikke skulle være her mere, og så kørte Justin mig hjem. Jeg fik en kørestol, som Justin skubbede op af indkørselen. "Skal vi invitere de andre?" Jeg rystede på hovedet. "Jeg vil bare nyde min sidste tid sammen med dig." Han smilede og bar mig over i sofaen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...