Kærlighedens kamp

Isabella er 2. års på high school. Hun har 3 rigtig gode venner som hun snakker meget med. Den 15. september måned kalder skolens hotteste og mest veltrænede, og den bedste basketball spiller, på hende, og den dag ændrede hendes liv fuldstændigt. Hans navn er Edward. Men kan hun leve med det, og kan hun modstå presset fra de andre elever, og vil hun beholde venskabet med sine veninder? Og kan kærligheden overleve alt?

3Likes
13Kommentarer
3000Visninger
AA

12. Sommerferie (Turen Til Miami Beach)

Det er endelig sommerferie. Bella brugte næsten hver dag sammen med veninderne.

Der skrives d. 1. Juli, og pigerne valgte at taget til Miami, for at hygge sig ved stranden. På vej derned tog Bella fat på et  emne som hun havde tænkt på et stykke tid, og som hun gerne ville kende pigernes mening i, men det var et emne som kom meget bag på de 3 andre.

"Er du sikker på det?" Spurte Helena
"Det er så langt væk, og hvad med din søster. Og din mor. Vil du virkelig forlade os bare fordi Edward tager til San Diego?" Sagde Lene
"Har du overhovedet tænkt det her i gennem?" Sagde Cille
"Nej det har jeg ikke. Det er derfor jeg gerne vil snakke med jer om det. Tror I det på nogen måde vil kunne fungere. Enten skal jeg forlade jer, og måske ikke få nogen så gode venner som jer, eller skal jeg bare lade ham tage afsted, og så har jeg ingen steder og bo?" Svarede Bella 
"Du kunne jo flytte hjem til din mor igen?!" Sagde Cille 
"Nej det kan jeg ikke. Hun sagde udtrykkelig da jeg tog afsted til Florida, at hvis jeg tog med ham, skulle jeg ikke tænke på at komme hjem igen. Jeg tror hun er for skuffet til at tage mig hjem igen. Og jeg forstår hende også godt, lidt. Jeg valgte ham frem for hende."
"Det tror jeg nu ikke helt."
Sagde Cille.
"Jeg har faktisk snakket med hende et par gange. Hun savner dig rigtig meget, og hun vil faktisk gerne have dig hjem igen så i kan blive en sådan rigtig familie igen. Og så "glemmer" i bare det der er sket."
"Er det rigtig? Savner hun mig? Vil hun gene have mig hjem igen?"
Spurte Bella 
"Ja det vil hun genre . Hun er så ked af det, og det hun sagde dengang var i et desprat forsøg på at blive hjemme, og glemme alt om ham. Hun kan ikke lide ham."
"Kan hun ikke."

Og glæden i hendes ansigt forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Hun havde lige håbet, at alt var godt, og at hun havde tilgivet hende for det.

"Hvorfor vil hun så have mig til at komme hjem hvis hun ikke kan lide min kæreste?"
"Jeg tror, altså kun tror, det er fordi han er 1 og et eller andet år ældre end dig, og hun syntes nok at der kun skal være et par måneder. Jeg mener det var det hun fortalte."
"Det var det også. Hvert fald det hun hentyde til."
Sagde Helena.
 "Har du også snakket med hende? Har i alle 3 snakket med hende. Og så uden at fortælle det til mig?"
"Ja det har vi. Undskyld, men hun ville ikke have at du skulle vide det, før der skete noget hun ikke viste, som hun ikke kunne styre,eller få en indblanding i, og det syntes vi det her er. Vil du ikke være sød at tage det med i dine overvejelser?"
Sagde Freja.
"For os allesammens skyld. Jeg tror også Edward ville kunne forstå det." Fortsatte Cille.
"Ja. Og i ville sikkert få det til at fungere på en eller anden måde. Han ville sikkert være glad for at du og din mor, får det til at fungere igen." Sagde Helena.
"Jeg ved ikke. Hvis min mor ikke kan lide ham, hvorfor skulle hun så ikke forbyde mig at snakke med ham, hvis jeg bor hos hende? Og jeg ville savne jer for meget, til at jeg bare kan tage til San Diego, uden jeg ved i vil støtte mig."
"Tænk lige på at der kun er 3 timers forskel. Det er dit, og kun dit valg, og hvis du vægler det, så skal vi nok støtte dig, eller det vil jeg hvert fald, og så kan vi jo altid snakke, eller skrive sammen. Der er jo Skype, Facebook og så har vi jo også hinandens nummer. Så vi kan jo næsten altid snakke sammen."
Sagde Freja.
"Jeg er enig. Hvis du flytter får vi det til at fungere, på en eller anden måde, det er jeg sikker på. Men det vil være så underligt uden dig. Så tomt, og kedeligt."
"Enig"
Sagde Helena.
"Hvad siger Edward til det? Hvad syntes han?"
"Vi har ikke rigtig snakket om det. Jeg tror bare han glæder sig til at komme hjemmefra. Han vil bare genre væk. Jeg ved faktisk ikke hvad han syntes. Jeg ville bare gerne vide hvad i syntes hvis han nu spurte om jeg ville med. Men vi har jo bare gjort alt sammen, siden vi blev kærester."
"Nemlig. Det er lige det der jeg gerne ville høre. Måske vil han bare gerne prøve noget, hvor han kun er ham, så kan han få nogen nye venner, og der er jo også Basketball holden, så der er måske ikke så meget tid til dig, når i endelig er faldet på plads der over. Og nogen gange er han jo væk længere tid ad gangen med skolen. Så fritid er jo ikke det han har mest af."
sagde Helena
"Tag nu bare Cille, hvor meget ser hun lige til Matthew? Han er jo væk nærmest hele tiden, men når de så er sammen, hvor meget ser vi så til hende?"
"Det er rigtig. Han kommer bare til at være så langt væk."
Bella. 

Cille og Matthew blev kærester i marts måned.

"Jeg tror du må lade ham, bestemme om du skal med eller ej. Og så må du bare vente......" 

'If you ever leave me baby, Leave some morphine at my door, ‘Because it would take a whole lot of medication to realize wha….’

"Hallo det er Bella?"
Pause
"Jeg er på vej til Miami. Hvorfor?"
Pause
"Hva gør hun? Hjemme hos jer?"
Pause
"Vi er næsten ude af Orlando."
"Skal vi køre tilbage?"
Spurte Freja.
"Ja det må vi hellere." Sagde Helena.
"Okay. Vi kommer så hurtigt vi kan." Hun lagde på. 
"Det var Edward. Min mor står hjemme i deres køkken. Hun er så sur. Hun truer med at ringe til politiet, hvis de ikke fortæller hvor jeg er, eller at jeg komme nu."
"Det kan hun da ikke."

________________________________________________________________

Bella styrtede ud af bilen, og skyndte sig op til døren, og lige da hun skulle til at åbne den, blev den åbnet indefra, og det var politimand der åbnet den.

"Hej Bella. Kom inden for."
"Tak."
"I 3 bliver her ude" Sagde han.
"I har ikke noget med det her at gøre. Du kan bare gå ind i stuen til de andre frk. Bella."

Hun gik ind i stuen hvor Edward, Jane og Sofie var.

"Hvad sker der? Hvorfor er ham der her?"
"Det er mig der har bedt ham om at komme."
Sagde hendes mor.
"Og hvorfor er du her?"
"Fordi jeg gerne vil have dig hjem igen. Det er derfor han er her."
"Vil du være så venlig at sætte dig, over i sof
aen."
"Hvis du siger det?"
svarede hun halv surt.
"Snak ordenligt når jeg spørger pænt. Jeg kan forstå på din mor at ikke har snakket sammen siden d. 15. november."
"Det er rigtig, og?"
"Du har heller ikke snakket med hende?"
"Nej, hun ville ikke snakke med mig, hvis jeg tog afsted, og det gjorde jeg. Og da jeg så kom hjem, har hun stille og roligt sendt mine ting herover, og det er da et meget godt tegn på at hun ikke vil have mim hjem igen. Syntes du ikke?"
"Jo det syntes jeg. Men nu vil hun altså gerne have dig hjem igen."
"Hvem siger jeg gider hjem igen?"
"Det gør myndighederne. Eftersom du ikke er over 18 kan du ikke flytte hjemmefra. Ovenikøbet er din adresse heller ikke flyttet, så det betyder at du stadig bor hos din mor. Og eftersom du bor her, er der noget der ikke hænger sammen." Sagde politimande

Bella kiggede over på Edward. Han kiggede ned i jorden. Derefter kiggede hun over på hans mor.

"Kan I ikke gøre noget? I kan da ikke smide mig ud?"
"Bella. Vi ville så gerne have at du blev her, men eftersom du ikke er fyldt 18 kan vi ikke bestemme, og du er nødt til at flytte hjem til din mor igen."
"Det kan I ikke. Det må I ikke."
"Det er vi nødt til Bella. Men eftersom jeg er over 18 kan jeg godt flytte hjem til jer" Sagde Edward
"Men jeg vil ikke have dig boende hos mig." Sagde Jane.
"Men skulle du ikke til San Diego, efter sommerferien?"
"Jo. Det er rigtig."
"Hey. Jeg bliver 18 om 1 måned, så bestemmer jeg over mig selv. Og så skal hun ikke bestemme hvor jeg må bo. Er det ikke rigtig?"
"Jo det er det. Og hvad så?"

Hun kiggede på Edward.

"Jeg syntes du skal blive her, sammen med dine venner, og så gøre High school færdig. Og når High school er færdig næste år, så tror jeg der er plads til dig i min lejlighed."

Hun viste ikke hvad hun skulle gøre ved sig selv. Hun havde lige håbet, at han ville tage hende med, så hun også kunne komme væk herfra.

"Du vil gerne være alene?"
"Nej skat. Jeg ved bare at det første år på San Diego State University er meget hektisk, så jeg har ikke så meget tid hjemme, og når jeg så er hjemme, er jeg sikkert træt."
"Jeg er med. Må jeg gå nu?"
Hun begyndte bare at gå uden noget svar.
"Bella!!!!!!!!!!!!! Skat du må ikkkk...." Han fulde efter hende udenfor.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...