Kærlighedens kamp

Isabella er 2. års på high school. Hun har 3 rigtig gode venner som hun snakker meget med. Den 15. september måned kalder skolens hotteste og mest veltrænede, og den bedste basketball spiller, på hende, og den dag ændrede hendes liv fuldstændigt. Hans navn er Edward. Men kan hun leve med det, og kan hun modstå presset fra de andre elever, og vil hun beholde venskabet med sine veninder? Og kan kærligheden overleve alt?

3Likes
13Kommentarer
3006Visninger
AA

1. Hvorfor?

Mit navn er Isabella, men næsten  alle kalder min bare Bella. Jeg er 18 år gammel, og jeg har ingen kæreste, og det har jeg aldrig haft. Jeg ved hvordan min kæreste skal være, og jeg venter bare på at han skal dukke op. Jeg er 2 års elev på high school.

Jeg er på vej i skole, og jeg hørte musik på min Ipod. Jeg følte, at jeg manglede noget. Jegtror det  mangler er HAM. Jeg mangler noget som, som jeg ikke kender, noget fremmed. Jeg mangler følelsen af KÆRLIGHED. Den kærlighed jeg har til ham. Han kender den ikke, og han ved ikke hvem jeg er, og jeg er BARE endnu en fan der vil have hans opmærksomhed. Han er sådan en, der lader sine fans vente, og han ved, at hvis de er rigtige fans så venter de på, at han bliver færdig. Jeg taler om min største håndbold Idol Mikkel Hansen. Jeg elsker og gå i min egen verden, og bare tænke, tænke på hvordan min verden ville være, hvis jeg var kæreste med HAM. Men den verden vil altid bare være en dejlig drøm, aldrig vil blive virkelighed. Men hvorfor? HVORFOR? Der er nogen mennesker der er så heldig, men bare ikke mig.

Jeg er lille, tyk, og grim. Det er kun mine venner der kan lide mig, men der er ikke nogen fyr til mig, og der er ikke nogen der vil være sammen med mig. Jeg tror jeg er blevet forelsket i den kærlighed man ser i fjernsynet, og høre i radioen, og alle mulige mærkelige steder.

"Hey Isabella. Kommer du ikke her over, jeg skal lige snakke med dig?!"

Det var Edward der råbte på over ved bænken, som stod over på den anden side af skolegården. Jeg gik der over, bare for, at se hvad han ville. Han er den eneste der kalder mig Isabella og han er den eneste der må kalde mig det her på skolen. Edward er en af de lækreste drenge på skolen, og alle pigerne sværmede omkrig ham hele dagen. Men i dag var der ingen henne ved ham, og han så ud til, at han havde noget alvorligt at snakke med mig om - jeg er den på skolen, der er bedste til, at lytte og hjælpe andre, hvis de har problemer. Og det er også kun derfor de ælste vil snakke med mig. Og Edward er den ældste dreng i senior. Så jeg gik ud fra, at han havde problemer med hans kæreste, og han siger det kun til mig, fordi han ved, jeg syntes han er lækker, og at jeg er vild med ham. Og så skal jeg sidde og høre på at han bander over hvor irriterende hun er, bare for at gøre mig misundelig på hende. Lige da jeg kom derhen, hoppede han ned fra bænken, og begyndte at gå i læ, for det var ved at begynde at regne, og det ville regne meget i dag. Vi gik i læ over ved cykelskuret. Alle timerne var begyndt så vi var de eneste der var der ude. Jeg kunne mærke på ham, at denne gang handle det ikke om hans Kæreste. Det handlede om noget andet, noget der med sikkert ville omhandle mig. Og jeg fik ret.

"Jeg er gået fra Freja. Jeg gik fra hende i Fredags efter skole. Vi er simpelthen bare for forskellige som du sagde. Men jeg tror bare ikke, at hun kan forstå, at jeg ikke vil være sammen med hende mere. Og så tænkte jeg på om du måske ikke ville hjælpe mig, så hun kan forstå det?"

"Hvordan kan jeg hjælpe dig med det?"

Jeg viste ikke hvor han var på vej hen, men jeg havde på fornemmelsen af at det ikke ville være godt.

"Det er fordi, jeg tænkte på om du måske ville spille min kæreste i noget tid, indtil Freja forstå at, jeg ikke vil være kærester med hende mer'."

"Og det tror du, at jeg er dum nok til at sige ja til? Helt ærlig hvem tror du jeg er? En du kan snog rundt om din fucking lillefinger?"

Jeg ved ikke hvad der gik af mig... Det er bare en smule mærkeligt at han spørger lige mig. MIG for helved. En 1. års?!!Han afbrød mine tanker der.

"Ja, dig!!! Det lyder måske lidt underligt, men du er faktisk den eneste pige, som jeg kan være ærlig overfor, og vide at du ikke siger noget til, nogen og ..."

"UNDERLIGT???!!!!! Det her er simpelthen bare mærkeligt."

Jeg var på vej til at gå, og vi det var også ved at være på tide at komme ind i klassen, og det føles som langt tid vi har stået her ude, men han tog fat i min arm, og stoppede mig inde jeg var kommet væk.

"Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men det er virkeligheden. Det er sådan det er, og alle her på skolen syntes du er sej, og de ville ønske at de havde den evne s..."

"Evne?" Jeg afbrød ham, selvom det ikke er pænt. Men evne. "Jeg har sku da ingen evne. Hvad snakker du om?"

"Det er også lige meget lige nu. Men vil du hjælpe mig?"

"Jaja."

Jeg blev overraskede over mit eget svar. Og det gjorde han tilsyneladende. Det var en underlig føles, at gå på til hovedbygningen sammen. Alle sammen gloede og der var nogen enkelte stykker der måbede, da jeg gik ind i klassen, og Edward kyssede mig på kinden, og sagde farvel søde til mig. Det var som at, komme i den 7. himmel. Dagen gik rigtig hurtigt, og da jeg havde fri, stod Edward ude foran døren ind til det klasseværelse, hvor jeg havde den sidste time. Han tog min ene hånd, og vi flettede fingre. Kort tid efter gik vi forbi Freja, og hun nedstirrede mig til den helt store guldmedalje. Hun kunne helt sikkert ikke lide mig. Vi gik ud på parkeringspladsen, og så spurte han

"Skal jeg køre dig hjem?"

"Øhe ja det må du da gerne."

Det regnede stadig meget. Han havde den flotteste MINI COOPER. Den er blå, med hvide striber, og indbyggede GPS, og det er enhver piges drøm, at eje sådan en, eller bare have en kæreste der har en. Men det er ikke min bil, og jeg er jo heller ikke just kærester med Edward, men det var den fedste oplevelse, at prøve at sidde i den. Jeg bor 1 km fra skolen. Det er lige ud det meste af vejen, og stemningen i bilen var meget akavet. Vi snakkede ikke sammen, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt ja til at køre med ham. Det tog ikke særlig lang tid, at køre hjem til mig fra skolen.

"Tak for turen." Sagde jeg og smilede. Han smilede igen, og det var et rigtigt og ærligt smil.

Jeg lukkede bildøren forsigtigt, og begyndte at gå op mod døren. Lige pludselig var der en, der tog fat i min ene skulder. Hårdt, rigtig hårdt. Jeg vente mig om, til den side hvor hånden var kommet fra, så det ikke kom til at gøre mere ondt i end det gjorde i forvejen. Det var Edward.

"Må jeg komme med ind?"

Jeg så bare måbende på ham. Jeg var i chok.

"Isabella? Hallo, er der nogen hjemme?"

"Ja selv...føl...ge..lig ."

Det var det eneste jeg kunne få frem. Jeg var stadig chokket over, hvor mange fingre kræfter han har. Han er meget muskuløs, og han træner sikkert hver dag, for at holde formen ved lige, og han spiser sikker ikke usundt, det vil komme bag på mig hvis han gjorde. Vi gik op af trappen, ved siden af hinanden, uden at sige noget. Lige pludselig begyndte han at løsne lidt op, og sige noget.

"Isa. Der er noget jeg gerne vil fortælle dig. Noget jeg ikke kunne sige til dig over på skolen. Du vil sikkert ikke tro på mig, ligesom du ikke troede på, at du var den eneste jeg kunne fortælle alt til. Det her kom meget bag på mig selv da jeg selv fandt ud af det. Jeg gik jo fra Freja i fredags, fordi jeg tænkte hele tiden på en anden i al den tid jeg var sammen med hende, efter jeg mødte dig." Han sad stille lidt og kiggede på mig. "Jeg er blevet forelsket i en som ikke er Freja. Jeg er forelsket i ..... Dig. Jeg tror jeg elsker dig."
"Mig? Ha det er den bedste joke jeg har hørt i dag.!
"Jeg mener det faktisk. Tror du selv at jeg ville køre dig hele vejen hjem, når du kun bor 1 km fra skolen, og så spørge om jeg må komme med ind hvis jeg ikke havde nogen følelser for dig? Ved du hvor mange piger der ville ønske det var dem jeg tilbød og køre hjem fra skole?"
"Okay okay jeg har forstået. Men hvorfor mig, hvorfor lige mig? Jeg ved godt det er dumt at spørge og du ved det sikkert heller ikke selv. Undskyld."
"Du skal ikke undskylde, og jeg vil gerne svare så godt jeg kan. Jeg tror det er fordi du har nogen af de værdier som Freja ikke har, og I to er stik modsætninger, og til sidst var der slet ingenting ved Freja som jeg brød mig særlig meget om. Bare den korte tid jeg har kendt dig, har jeg uden at vide det udviklet nogle føleser for dig, og jeg har haft den fornemmelse at den måske også var gengældt."
"Det tror jeg også den er, men det kommer bare så pludselig, at jeg ikke ved hvad jeg skal sige."
"Du skal bare  være sikker på du elsker mig."
"Det gør jeg. Tror jeg ."

Jeg viste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var så forvirret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...