Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7309Visninger
AA

14. Regn

Luft. Luft der stille blev suget dybt ned i mine lunger. Luft som jeg sådan havde haft brug for. Vinden legede let med mit hår, mens jeg i et rimelig hurtigt tempo bevægede mig ned ad gaden. Jeg måtte så langt væk fra hotellet som overhovedet muligt. Få så lang tid i friheden jeg nu kunne.

Jeg lod mit blik glide rundt på de forskellige butikker, der omgav mig, efter jeg havde gået et stykke tid. På en eller anden måde var jeg havnet midt i en travlt befærdet gågade med masser af mennesker. Jeg elskede godt nok at gå rundt og kigge på butikker, ligesom alle andre piger, men i dette øjeblik følte jeg mig bare mast. Klemt så meget, at jeg ikke kunne få luft. Luften som jeg var stukket af for at få.

Jeg kæmpede mig vej ud ad gågaden og forsatte med at gå uden at have nogen idé om hvorhen. Det begyndte at tynde ud i de mange mennesker, og jeg kunne endelig få luft igen. Jeg stoppede op på en stort set øde gade for at lade luften sive ned i mine lunger. Et lille smil spredte sig hen over mine læber. Hvad var det egentligt, jeg havde gang i? Ting som det her kunne jo i princippet koste mig livet… men man kan jo heller ikke leve uden luft i et bur af guld?

Jeg rystede på hovedet og lod mit blik glide rundt på gaden. Jeg bed mig stille i læben, da jeg kiggede mig omkring. Bygningerne lignede hinanden alt for meget, og jeg kunne ikke læse, hvad der stod på de forskellige skilte. Pludselig følte jeg mit indespærret igen. Fanget i en verden af høje bygninger og ord jeg ikke forstod.

Jeg tog en dyb indånding af den luft, der begyndte at føles klistret i mine lunger. Forurenet luft. Luft der manglede ilt molekyler, der skulle komme fra smukke frodige træer, og ikke fra udstødningen på en ildelugtende forbi kørende bil. Jeg begyndte stille at gå igen. Forsøgte at finde tilbage til hotellet, men jeg kunne ikke engang finde gågaden med alle butikkerne igen.

Dryp.

Jeg stoppede brat op på fortovet med mit hjerte hamrende mod min brystkasse. Billeder flimrede for mit indre øje.

Dryp.

Den røde væske der stille dryppede ned på jorden fra det store sår i brystet på manden, som nu lå på gaden. Væsken lugtede af rust.

Dryp.

Jeg vendte stille mit ansigt om imod himlen og mærkede en dråbe ramme min kind. Den var hverken klistret, rød eller lugtede af rust, og jeg kom stille tilbage til fortovet. Himlen over mig var mørk, og der faldt stille et par enkelte dråber. Folk på gaden var allerede begyndt at krybe i ly for den regn, der snart ville falde tungt fra himlen, selvom jeg blot blev stående.

Som om der var nogen, der havde åbnet en lem i skyerne, kunne jeg se hvordan de mange dråber faldt på en gang fra himlen. Synet var overvældende og smukt. I det ganske korte sekund synet varede, følte jeg endelig, at jeg var helt fri igen, og kunne mærke moder jord omkring mig. Jeg lukkede mine øjne, som dråberne væltede ned over mig og gennemblødte både mit hår og mit tøj, der straks begyndte at klistre sig til min krop.

Lyden af latter ramte mine øre, og jeg åbnede mine øjne for at se, hvor den kom fra. Der var ingen mennesker omkring mig, og til min overraskelse kom latteren fra min egen hals. Jeg kunne ganske simpelt ikke lade vær med at le og smile, fordi regnen føltes så fantastisk, selvom de fleste ville have syntes, at klæbende tøj var ubehageligt.

Jeg lod stille mine fødder begynde at bevæge sig, men ikke i hverken rolig gang eller rask trav. Nej. Jeg begyndte at danse. Jeg dansede til lyden ad min latter, der undslap mine læber, og var ligeglad med at folk inde under de forskellige halvtage og bygninger kiggede underligt på mig.

 

Der var dog én, der ikke så underligt på mig. Èn, der havde hævet sit øjenbryn en smule, mens han kom gående under sin paraply. Én, der talte dæmpet i sin øresnegl. Én, der havde kurs imod mig, mens jeg leende dansede rundt i den klare regn, der snart ville blive farvet rød…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...