Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7354Visninger
AA

21. Plask

Hvor længe vi sad sådan med vores læber blidt trykket imod hinanden i et ømt kys, havde jeg ingen idé om. Det var som om, at hans læber satte en blokade op i min hjerne for alle tanker, så jeg kun kunne mærke følelsen af ham, hans duft der kildede i mine næsebor, lyden ad hans en smule hurtige vejrtrækning, der nærmest synkroniserede sig med min egen, samt varmen fra hans krop, der stille trænge igennem vores lag af tøj. En varme jeg ganske simpelt ikke kunne få nok af.

Til sidst skiltes vores læber dog, selvom vi forblev siddende tæt op ad hinanden. Mit hjerte hamrede, som havde jeg lige løbet et maraton med 110 km/t hele vejen. Jeg lagde stille mit hoved på Minho’s brede muskuløse skulder, mens jeg lod mig selv få vejret igen. Det kys var bestemt ikke, som det kys jeg havde fået af Onew… Onew’s kys var hurtigt og virkede en smule grådigt og anspændt, netop fordi det kom ud af det blå, men stadig skulle virke så troværdigt som muligt. Hvorimod Minho’s kys… Bare tanken om, hvilke følelser han fik vækket inden i mig og sendt rundt i min krop, fik mine kinder til at skifte farve til rosa. Jeg kunne mærke Minho’s arm stille finde vej rundt om livet på mig, og et let smil spredte sig på mine læber.

I det samme hørtes et højt pift, som når man pifter efter en hund, der fik både Minho og mig til at sætte os ret op og ned med det samme, og det korte uforstyrrede øjeblik, hvor Minho blot ville sidde og holde om mig, mens vi kiggede ud over søen, var straks forbi. ”Gad vide, hvad Key mon vil sige til det her?” Vi vendte os begge om og kigge op på Jonghyun, som kom gående ud imod os, hen over den let knirkende badebro.

”Er der noget i vejen ved at varme hende, når hun fryser?” Jeg vendte stille mit blik mod Minho. Et lille stik ramte mit hjerte, da han opførte sig som om, at vores læber aldrig havde været i nærheden af hinanden. ”Jeg kender en måde, du hurtigt kan få varmen på.” Jonghyun blinkede til mig med et skævt smil spillende på sine læber og et glimt, der vist kun kunne være alt andet end uskyldigt i den hunds øjne. Minho var dog hurtigt på benene, og så på Jonghyun med et strengt blik, mens han stemme lød ret så faretruende: ”Glem det Jong! Og hold så op med at behandle hende, som var hun et stykke legetøj!”

Jeg så op på Minho og Jonghyun som begge pludselig var blevet nogle helt andre, end de plejede at være. Begges blikke var hårde, og man kunne næsten fornemme hvordan de skød lyn efter hinanden. ”Jeg laver jo bare lidt sjov, Minho! For jeg har ikke glemt vores opgave!” Jeg rejste mig straks op, da Minho placerede et hårdt skub i Jonghyuns brystkasse, så han var tvunget til at tage et par skridt tilbage. Denne situation ville ikke udarte sig til noget som helst godt.

”Oppa’s hold nu op. Hører I?” Jeg var pludselig som luft for Minho og Jonghyun, som begge lignede nogen der kunne eksplodere. Der skulle dog ingenting til, før end det gik galt. Jonghyun spændte sine stærke armmuskler og satte af fra jorden. Ligesom Jonghyun ramlede sammen med Minho, blev Minho tvunget til at tage et skridt bagud, hvilket resulterede i at han fik skubbet til mig. Jeg balancerede et øjeblik på kanten af badebroen, inden jeg kunne mærke tyngdekræften trække mig ned mod vandets overflade.

 

3. P.O.V.

Hun ramte vandets overflade med et højt plask. Hverken Minho eller Jonghyun bemærkede, hvad der var sket, men var i fuld gang med at rode rundt på badebroen i et forsøg på at være den, der fik holdt den anden plads, mens de råbte ting de alligevel ikke mente om hinanden. Hvad de dog ikke bemærkede, var de luftbobler som kom op fra søen. Selvom badebroen ikke var længere end små ti meter, så blev søen hurtigt dyb. Stedet hun sank ned måtte være små syv meter dybt. Ingenting… Medmindre man aldrig havde lært at svømme.

Ingen af dem vidste, at hun ikke kunne svømme. At hun havde været bange for det alt opslugende mørke, der befandt sig under vandoverfladen, siden hun som lille var faldet igennem isen den ene vinter. Heldigvis havde der været mange mennesker, og de nåede at få fat på hende, inden hun gled ind under isen. Siden den dag havde hun aldrig gået i vandet på andre tidspunkter, end når hun gik i bad…

Et par enkelte små luftbobler gled op imod overfladen, mens hendes lunger langsomt fyldtes med vand. At noget så tåbeligt som et skænderi imellem venner skulle føre til dette? Det havde hun aldrig troet… Hun var blot glad for, at det sidste der viste sig for hendes øjne inden alt blev sort, var Minho’s ansigt…

 

 

 

___________________________________________

Denne gang er 3. P.O.V. bare en udefra beskrivende handling, da jeg lige følte for det ^^' Så det er ikke den/de person/er, som ellers har været der, når jeg har skrevet det ^^' - men det er også snart slut med at skrive det længere xD ~ Kekeke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...