Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7315Visninger
AA

26. Mareridt

Bang.

En isnende kulde spredte sig stille igennem min krop. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig og kæmpede ad alle kræfter for at pumpe blodet rundt i min krop. Desværre løb den varme røde væsker ned over min brystkasse fra såret lige ved siden ad mit hjerte. Mine hænder skælvede, og min krop føltes underligt tung og følelsesløs. Mine knæ gav stille efter under mig, hvorefter jeg faldt ned på siden mod den fugtige jord. Jeg vidste at de brune efterårsblade, der lå på jorden, klæbede sig til min krop, men jeg kunne ikke mærke dem.

Jeg var knapt ved bevidstheden, og alligevel var jeg fuldstændig klar i hovedet, da hans sorte spidse sko kom ind i mit synsfelt. Han satte sig på hug foran mig og bøjede sig ned imod mig, så jeg kunne se hans ansigt. Hans ansigt der var som djævlen selv og samtidig mindede mig om én… Én engel. Hans øjne var lidt større end en normal asiat, og hans hud havde en helt særlig glød.

Langsomt begyndte mandens ansigt at forandre sig. Kun ganske få enkelte ansigtstræk ændrede sig, og så lod det stil, at han var blevet et par enkelte centimeter kortere end før, men stadig ret høj i forhold til mig. En tåre gled ned ad min kind, ligesom han rettede pistolens munding mod min pande, og et let smil bredte sig hen over hans læber. Hans øjne var min engels.. min dødsengels øjne, der udstrålede den selv samme ondskab, som manden jeg havde set dræbe et andet menneske, og nu var det så min tur…

 

Jeg slog mine øjne op med et sæt og stirrede lige frem for mig. Mit ansigt hvilede stadig imod Minho’s bare brystkasse, som roligt bevægede sig op og ned i hans dybe rolige søvn. Min vejrtrækning derimod var besværet, og mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Noget jeg havde vidst i lang tid, men som jeg alligevel havde ignoreret, var dukket op i min drøm.. Minho lignede manden, som han egentlig skulle beskytte mig imod, alt for meget til at det kunne være et tilfælde.

Langsomt og let skælvende kravlede jeg ud ad hans greb omkring mig, for ikke at vække mig. Jeg skulle dog ikke ligefrem bekymre mig om at vække ham, da ikke engang et voldsomt stormvejr ville kunne have vækket ham. Alligevel trak jeg forsigtigt i noget rent tøj, da tøjet over i hjørnet af værelset ville lugte alt for meget af ham.. Duften af hans hud, duften af den sex vi havde haft, duften af en stor fed løgn.

Ligesom jeg trak en tyk mørkeblå hættetrøje på, fik jeg øje på noget under den store firkantede madras, hvor Minho sov. Med tøvende bevægelser og let skælvende gik jeg stille over til ham igen og bøjede mig ned til madrassen. Uden besvær stak jeg min hånd ind under den, selvom jeg ikke ville vide, hvad det var, men jeg var nødt til det. Mit hjerte sprængtes i tusind stykker, da jeg kunne mærke det kolde metal, som mine fingre støtte imod. Formen på den var ikke til at tage fejl af.

Alle de varme følelser jeg havde haft, hver gang jeg så på Minho, al den lykke… al den kærlighed, var pludselig blevet vendt til en sorg større, end noget andet jeg nogensinde havde oplevet, eller ville komme til at opleve. Minho ville slå mig ihjel. Men hvorfor? Han reddede mig jo fra manden under paraplyen, ik’?

Jeg måtte bide mig selv hårdt i læben for at tage mig sammen til at forlade værelset. Til at forlade den sovende mand, som jeg havde forelsket mig så uigenkaldeligt i. Forlade den mand, som ikke elskede mig, som jeg elskede ham. Jeg forlod skælvende værelset, og skulle til at gå ind til Key for at fortælle ham det. Fortælle ham, hvad Minho havde gjort imod ham, da jeg hørte dæmpede stemmer inde fra han og Jonghyuns værelse. ”Tror du, han kan gøre det?” Key’s stemme lød trist, og alligevel havde den en dyster og alvorlig klang, som jeg aldrig havde hørt ham tale med før. ”Han skal gøre det.. selvom det var svinsk af ham, at gå i seng med hende først… ikke engang jeg er så koldhjertet..” Jonghyun sukkede dybt, mens jeg kunne mærke, hvordan hele min verden gik til grunde.

De vidste det… De vidste det alle sammen… Det havde aldrig været deres mission at passe på mig… Kun at passe på mig, indtil de kunne slå mig ihjel et sted, hvor der ikke ville kunne efterlades spor… Med mekaniske bevægelser bevægede jeg mig lydløst ud til indgangen, hvor jeg fik trukket et par sneakers på, inden jeg lagde min skælvende hånd på hoveddøren, der ville føre mig udenfor. Udenfor i et virvar af mørke… Et mørke der allerede var ved at splintre mig op indefra… Det tilintetgørende mørke, når alt det der virkede lyst i ens tilværelse, pludselig forsvinder og bliver erstattet af den sønderrivende sandhed…

 

 

Now I realize The stars they die Darkness has fallen in paradise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...