Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7312Visninger
AA

12. Guld bur

Onew og Taemin tog opvasken, da vi var færdige med at spise. Jonghyun udfordrede Minho til et spil på spillekonsolen, mens Key insisterede på, at skulle lære mig noget mere koreansk.

Key ville helt sikkert have været alle tiders lærer for et lille barn, og han gav sig også rigtig god tid til at forklare mig en masse ting. Mit eneste problem var bare Minhos nakke, der blev ved med at tiltrække sig mine øjnes opmærksomhed. Hans hår der så så blødt ud, at jeg bare ville lade mine fingre køre igennem det igen og igen.

”Ria, hører du overhovedet efter?” Key lagde sine arme over kors og så på mig med et lettere skeptisk blik. ”Mianhe, Key. Jeg skal nok høre efter fra nu af..” Key så en smule surmulende på mig, hvorefter han begyndte at undervise mig igen. Jeg var glad for, at han var min bodyguard, for i alle andre tilfælde tror jeg, han ville have fået et rigtig stort divaflip på mig, fordi jeg blev ved med at sidde og falde i staver.

Efter en del timer og en smule bedre forståelse af koreansk smed Key sig lettere udmattet i sofaen ved siden ad Taemin, som sad og læste i en manga. Jeg lod mit blik glide rundt, kun for at finde ud af, at Onew, Jonghyun og Minho var gået en tur for at tjekke området på og omkring hotellet.

De kunne alle fem komme og gå, som de ville, hvorimod jeg ikke måtte forlade værelset overhovedet, ringe til nogen, maile nogen eller noget andet, der ville kunne spores til mig. Jeg måtte ikke engang åbne et vindue for at få frisk luft. Selvom jeg vidste, at det var for at beskytte mig, følte jeg mig mere som en fange i det luksuriøse værelse. Jeg havde brug for at være udenfor i naturen. Havde brug for at kunne gå mig en tur, se mig omkring, mærke den kølige vind mod min kind og ilten der siver ned i mine lunger.

Jeg gik over til vinduerne og så ud på gadelivet under mig. Der var fyldt med travle mennesker, mennesker der kunne trække vejret, og som var frie. Jeg lagde stille min hånd på den kolde rude, mens jeg begyndte at forstå, hvordan en fugl i et bur måtte have det. For uanset hvor forgyldt buret måtte være, så ville fuglen stadig være fanget, og det var præcis sådan jeg havde det. Jeg måtte ud.

Jeg skævede over imod Taemin og Key, der sad i sofaen. Den eneste måde jeg ville kunne komme ud på, var hvis jeg fik fat i et af de nøglekort, som mine fem bodyguards hver havde ét af. Jeg bed mig stille i læben, mens mine muligheder for at få fat i sådan et kort løb igennem mit hoved. Et smil spredte sig over mine læber, da dørene til elevatoren gik op i det selv samme øjeblik, og mit udsete offer trådte ind på værelset. Jeg kunne mærke, hvordan jeg fik ondt i maven ved tanken om den plan, der udformede sig i mit hoved. For selvom det var for mit eget bedste, kunne jeg bare ikke blive herinde. Jeg måtte ud for enhver pris.

”Oppa, vil du ikke spille det der dansespil med mig?” Både Key og Taemin vågnede op ovre i sofaen og blev begge vildt begejstrede for min idé, hvilket resulterede i at vi alle fire skulle danse, selvom det dog var på skift, da der kun var to plader til at danse på. Key og Taemin startede, så jeg kunne se, hvordan spillet fungerede, og jeg blev ret så overrasket over dem begge. De dansede begge to som professionelle, selvom den af dem der imponerede mig mest var Taemin. Den søde lille engel var jo en ren rytmeboks, der fik selv de mest irriterende kombinationer til at se utrolig simple og fantastiske ud.

Jeg bed mig i læben, da det blev min tur og jeg skulle forsøge at gøre dem kunsten efter. Jeg havde dog kun en ting i tankerne, og det var at få fat i det nøglekort, som stak ud ad bukselommen på min dansemakker.

Jeg smilede, da den næste sang var en jeg kendte, og jeg derfor kunne følge nogenlunde med i rytmen. Jeg fokuserede på skærmen og fik danset nogenlunde rigtigt, selvom mine øjne hele tiden søgte over imod nøglekortet. Mine læber krusede i et smil, som Onew faldt så lang han var over sine egne ben, og jeg bøjede mig ned sammen med Key og Taemin for at få ham op. Mens de andre var optagede af, om Onew var kommet til skade, fiskede jeg hans nøglekort op ad lommen og puttede det hurtigt ned i min egen lomme.

Takket være Onews klodsethed havde jeg nu nøglen til mit guld bur. Nu var det næste spørgsmål bare, om jeg kunne slippe væk uden at de opdagede mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...