Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7312Visninger
AA

2. Flyet

Ekkoet fra skuddet genlød i det alt opslugende mørke jeg befandt mig i. Min krop føltes tung og stiv i det, som om nogen havde smurt ledende i min krop med lim, og jeg nu ikke kunne bevæge mig ud ad stedet. Hans mørke dystre øjne trængte stille igennem mørket med et blik, der noget så gerne ville sætte ild til min sjæl, tvinge skrigende ud ad min tørre mund, for til sidst at få mig til at tigge om at blive slået ihjel, for at slippe fra smerten…

 

Jeg åbnede mine øjne med et sæt og mærkede, hvordan mit hjerte hamrede af sted for fulde gardiner, som havde jeg lige været ude at løbe et maraton. Jeg lod stille en ordentlig mundfuld luft finde vej ned til mine lunger, mens jeg lod mit blik varsomt undersøge mine omgivelser.

Flyet var fyldt til randen med mennesker, der sad og læste, snakkede, så film, lyttede til musik, spiste eller sov, alle med destinationskurs mod Seoul i Sydkorea. Jeg lænede stille mit hoved imod den kølige rude, og var glad for, at jeg havde fået en vinduesplads. Skyerne ude foran vinduet mindede mig om hvide vat kugler, og kunne ikke lade vær med at smile lidt med tanken om at lege i dem som et lille barn. Muligvis var jeg fyldt 18 for et par måneder siden, men det betød ikke, at jeg havde lagt al min barnlighed på hylden. For hvis man glemte sin fantasi, og det at have det sjovt på måden som kun et barn kunne, ville man efter min mening ende op med at blive gammel grå og kedelig, ligesom mine forældre.

I det øjeblik savnede jeg mine forældre, selvom jeg ikke havde set dem længe, og det ikke videre havde været en rar afsked, sidst jeg så dem. Jeg bed mig let i læben ved tanken om, at jeg måske havde efterladt dem i fare, selvom de ikke engang vidste, at jeg havde overværet et mord. Et mord, der havde ændret mit liv fuldstændig og langt fra var færdig med…

Jeg betragtede mig selv i vinduet, der reflekterede det mørke hår, som faldt ned over mine skuldre. Den bronzefarve, der før havde udgjort pragten på mit hoved, var væk og erstattet af den ibenholts farvede nye frisure. Mit hår havde altid været langt, fladt og kedeligt, og jeg havde måttet lukke mine øjne, da frisøren lod lokkerne falde fra mine skuldre, hvor de før havde gået ned til midten af min ryg. De ville gerne have gjort mig helt korthåret, men det nægtede jeg, da jeg i forvejen syntes, jeg lidt mindede om en dreng i udseendet – eller i hvert fald hvis man sammenlignede billederne af mig og så af min far, fra da vi begge var fem år gamle. De fleste ville have troet, vi var tvillinger eller selv samme person, og jeg hadede det. At ligne en dreng så meget føltes ikke særlig fedt, og derfor havde jeg altid villet have mit hår så langt som muligt.

Min tankerække blev brudt, da det velkendte lille ”pling” lød i hele flyet, og den lille røde knap blev tændt ved samtlige pladser. Jeg spændte selen, mens nogle små sommerfugle stille voksede i min mave. Jeg vidste intet om dem, som skulle hente mig i lufthavnen, bortset fra at jeg skulle spille en penneven af en fyr, der skulle være let at få øje på. Let at få øje på? Jeg lod mit blik glide rundt på de koreanere, som sad placeret i flyet, og fandt hurtigt ud af, at for mig lignede de alle sammen hinanden.

Et suk undslap mine læber, mens jeg lod mig sænke tilbage mod sædets ryk. Jeg lod mit blik vandre til vinduet, hvor landjorden stille kom til syne. Seoul lignede så mange andre storbyer fra toppen, med tonsvis af højhuse, reklameskilte, og hvad man nu ellers kunne forvente. Jeg havde ikke de vildt store idéer om, hvordan selve Seoul var nede fra landjorden af, og endnu mindre hvordan det ville være, at alle pludselig snakkede et sprog, jeg kun lige havde fået et lynkursus i, inden jeg var blevet sat på flyet.

Jeg mærkede et bump, da landingshjulene ramte banen under os og stille trillede ind til hangaren. Jeg rejste mig op, ligesom alle de andre passagerer og fandt min håndbagage frem, for til sidst at bevæge mig ud ad flyet og ind i lufthavnen, hvor jeg skulle møde min såkaldte ”penneven”, eller rettere min bodyguard…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...