Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7367Visninger
AA

19. Badebroen

Ria’s P.O.V.

Jeg stod og betragtede søen foran mig og den omkring liggende natur. Hele udsigten lignede noget man kunne se på billeder, der var taget af professionelle fotografer, for at kunne være til skue for almene borgere som mig selv. Selvom det blæste let, var der ikke en eneste krusning på den spejlblanke sø, der reflekterede den blå himmel. Knæk

Jeg drejede mit hoved og så mig overskulderen. De mange træer stod fuldstændig stille i skoven, mens et par enkelte blade stille dalede ned mod jorden. Jeg kunne mærke mit hjerte sidde oppe i halsen på mig, selvom der ingen var at se. Jeg var dog ret så overbevist om, at jeg havde hørt noget.

I det samme hørtes der larm og ramaskrig inde fra huset af. Key havde tydeligvis hørt Onew omtale vores kys tidligere på stationen, selvom han stod af på den samme station. Eller også var han først lige nået hertil, godt fyldt med vrede opsamlet på turen herud. Jeg bed mig let i min læbe, da jeg hørte lyden fra noget metal der ramte jorden, og ganske rigtigt, kom der en gryde trillende ud ad døren, som stod på klem.

Jeg kunne ikke lade vær med at have ondt af Onew, men jeg skulle ikke nyde noget af, at gå ind i huset lige nu og risikere at blive udsat for Key’s vrede. I stedet begav jeg mig stille ud på badebroen, mens jeg bemærkede at den lette vind var blevet koldere.

Et enkelt brunt blad gled stille hen over jorden og videre ud på badebroen og førte vej, indtil vinden blæste det ned i vandet. Bladet lavede små ringe i vandet, og jeg kunne ikke lade vær med at spejde af sted efter dem, i et forsøg på at se hvor mange der kom. Det var en umulighed at se… Ringene i vandet var ligesom så mange andre ting i verden, rygter der hurtigt spredtes i alle udstrækninger, som en video der blev vist i nyhederne og sendt videre rundt i systemet, som en forelskelse man ikke kan se, hvor langt vil føre én…

Jeg satte mig stille ude for enden ad badebroen og lagde mine arme om mig selv. Selvom jeg kom fra det kolde Skandinavien, havde jeg altid været kulde sky. Var der noget jeg brød mig mindre om, end ikke at kunne komme ud og få luft, så var det kulde… Det eneste tidspunkt kulde var fint, var hvis der lå et godt lag sne, så man kunne have en sneboldkamp og bagefter gå ind og drikke varm kakao. Ikke når vejret blot var gråt og trist.

Jeg havde siddet et stykke tid for mig selv ude på badebroen, mens jeg tænkte på alt og på ingenting. For det meste tænkte jeg mit hjem. Mine forældre, som jeg altid skændes med og min lillesøster, som fik al mine forældres kærlighed, og derfor lod mig stå tilbage som det sorte får i flokken. Gad vide om de egentlig savnede mig? Vidste de overhovedet, hvad der var sket? Troede de jeg var død? Eller var de bare ligeglade som altid?

Et suk forlod stille mine læber, mens jeg vendte mit blik ned imod mine fødder, der dinglede let ud over kanten af badebroen. ”Er du okay?” Hans mørke vidunderlige stemme gav mig gåsehud, hvilket ikke ligefrem hjalp på det faktum, at jeg små frøs i forvejen. Minho lagde stille sin jakke over mine skuldre, inden han satte sig ned ved siden ad mig. ”Tak..” Jeg så en smule rødmende væk. Jeg havde tit frosset, men det var første gang, at en fyr gav mig sin jakke. For ’derhjemme’ var jeg ikke ligefrem den pige, som drenge gav særlig meget opmærksomhed på andre måder end den negative.

Vi sad lidt i stilhed ved siden ad hinanden og bare sad. Vi hverken sad og så på hinanden eller noget andet, men det føltes ikke ubehageligt på nogen måde. Til gengæld føltes det meget rart og virkelig trygt. Jeg følte mig ufattelig godt tilpas i Minho’s selskab, selvom han samtidig fik mit hjerte til at galopere af sted, som fik dét betaling for det.

”Så… du og Onew kyssede?” Jeg vendte straks mit ansigt imod Minho, der sad og så på mig med sine så utroligt smukke mørke øjne. Jeg kunne mærke mine kinder begynde at brænde, hvorefter jeg stille så ned på mine hænder, som jeg havde foldet i mit skød. Min hals føltes pludselig underlig tør, og jeg måtte fugte mine læber let, inden jeg kunne få et eneste ord ud over kanten af dem.

”Du har hørt det?” Jeg bed mig let i læben, men tog dog mig selv i det og stoppede det straks igen. Jeg kunne høre en latter rulle i halsen på ham. En latter så let, dyb og alligevel så smuk at den fik mit hjerte til at springe et par slag over, inden jeg fik vendt mit blik imod ham. Han så på mig med et smil og måtte sørge for, at han ikke ville begynde at grine, når han svarede mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...