Forelsket i min faldende engel.

Melanie er 16 år, og har en forfærdelig fortid, som hun helst bare vil glemme, men ikke kan. Da Xavier begynder i hendes klasse, føler hun sig stærk tiltrukket af ham, og føler sammentiddig at hun kender ham? Men hvordan kan det lade sig gøre? Og hvorfor kan sådan en smuk skabning overhovedet se noget i hende? Og ikke mindst, hvad er det for en hemmelighed han går rundt med?

18Likes
56Kommentarer
3470Visninger
AA

5. Blod

Jeg lagde i min seng, og spekulerede over hvorfor han bare sådan forsvandt. Hvordan kan det overhovedet havde ladet sig gøre? Havde det hele bare været en drøm? Nej, det kunne det ikke være. Det hele havde føltes så virkelig og jeg havde stadig nogle sår på min arm. Men hvordan kunne han så bare sådan forsvinde? Det var jo umenneskeligt! Vent!...Umenneskeligt? "Umenneskeligt." Jeg smagte på ordet, og gøs. Nej, det var ikke noget. Eller det tror jeg ikke... Der var værtifald en ting ved ham som jeg var sikker på at det var umenneskeligt. "Umenneskelig smuk." Xavier lignede på ingen måde andre. Han var helt unik, og han betød noget for mig...Og jeg tror at jeg er forelsket i ham. Jeg hader at indrømme det! Men det er bare den følelse af tryghed og kærlighed der køre rundt inden i mig hele tiden når jeg er i nærheden af ham eller bare ser ham. Jeg føler mig tiltrukket af ham, og jeg tror faktisk at folk er begyndt at lægge mærke til det..

 

Jeg sad og spiste morgenmad, da min mobil pludselig ringede. Jeg rejste mig straks op, og løb ind på mit værelse hvor den lå på mit natbord. Jeg trykkede straks på den grønne knap "Hej, det er Melanie." Skyndte jeg mig at sige. "Hej, Melanie! Jeg tænkte på om du ikke havde tid til at tage med mig ned i byen og shoppe?" spurgte katja. Jeg tænkte mig lidt om. Skulle jeg noget særligt idag? Da jeg ikke rigtig kunne komme i tanke om noget, kunne jeg da godt tage med, ik? "Jo, selvfølgelig!" svarede jeg, og jeg kunne nærmest mærke at hun smilede i den anden ende. "Supert! Ej, jeg har mødt en vild sød fyr og du skal altså bare se ham!" jeg sukkede. Jeg vidste allerede hvordan deres forhold ville ende, da det sker hver gang. "Okay..." Mumlede jeg. "Men vi ses, ikke? Jeg skal nemlig til at cykle afsted nu, så hej-hej!" Sagde hun og lagde på. Jeg vendte øjne af hende, og puttede min mobil ned i min bukselomme. Jeg gik ud i køkkenet igen, og ryddede op efter min morgenmad. Jeg tjekkde hvad klokken var, og gispede."SHIT!" 08.23! Jeg kommer forsent! Jeg tog straks min jakke og sko på, og svingede min skoletaske over skulderen imens jeg fór ud af døren, og løb hele vejen hen til skolen.

Jeg trådte forpustet og svedig ind i klassen, og satte mig på min plads. "Hvorfor kommer du først nu, Melanie?" Spurgte vores lærer, som kiggede på mig over sine brillestel. "Jeg.. Jeg kunne ikke finde mine skolebøger." løj jeg og prøvede at spille uskyldig, imens jeg sendte Katja et dræberblik. "Javel." Mumlede han og fortsatte så med undervisningen. Jeg lagde først mærke til nu, at Xaviers plads, var tom. Hvor er du, Xavier?

Da vi havde fri, fulgtes mig og Katja ned til byen, og hun havde skrevet alle de butikker vi skulle ind i, ned på en seddel. "Er den ikke pæn?" Spurgte hun og holdte en mat tyrkis blå top op foran mig. "Jo," sagde jeg, og ledte selv efter noget som jeg kunne bruge. Jeg kunne godt trænge til at få noget nyt tøj, da det meste af mit tøj endten var rimelig slidt, eller halv kikset. Efter at havde gået ind i den femte butik, finder jeg endelig noget som falder i min smag. En sort corsage, med mørkeblå snøre foran og bagved. Den bindes i en sløjfe bagved, og så er der lidt frynser på den øverst. Jeg holdt den ud foran mig, og kiggede på prisen. 699 kr? Jeg trak min pung op af min lomme, og tjekkede hvor mange kontanter jeg havde. "Jeg mangler 100 kr." Mumlede jeg for mig selv. Jeg kiggede over på Katja, som var i fuldt gang med at sortere det tøj som hun skulle prøve. "Øh, Katja?" Hun vendte sit blik mod mig og smilede. "Hvor er den smuk!" Sagde hun og gav mig en tommel-op. "Ja, men det er bare lige det at jeg mangler nogle penge." Sagde jeg forsigtigt. "Må jeg ikke godt låne en hundrede af dig? Jeg lover at du får pengende tilbage i morgen!" Sagde jeg bedende. "Selvfølgelig." Sagde hun og hev en hundrede kr seddel op af sin pung, og rakte mig den. Jeg smilede taknemmeligt og tog imod den, og gik op til disken for at betale for den.

"Tager du ikke med hjem til mig? Jeg er alene hjemme." Sagde hun. "Nej, jeg tror faktisk at jeg godt kunne tænke mig at slappe af resten af dagen." Hun nikkede forstående. "Okay, men så ses vi i morgen, ikke? Hej-hej!" Jeg vinkede til hende og smilede. Vi skiltes ad, og jeg gik igennem byen og sms'ede lidt med nogle af mine andre veninder. Solen var ved at gå ned, og klokken var lidt over seks, da jeg kunne lugte stanken. Stanken af blod. Jeg gispede og fulgte lugten ind i en gyde, hvor der var helt sort. Jeg gik lidt længere ind i gyden hvor jeg stivnede. Blodet. Det var alle vegne! Jeg fik øje på en sammenkrøbet skikkelse som sad i et hjørne, hvor man ikke kunne se personen. "Er du kommet noget til?" spurgte jeg, og man kunne tydeligt høre at min stemme dirrede. Personen svarede ikke, men pressede sig bare endnu tættere ind i hjørnet. Jeg gik forsigtigt over til personen, og kiggede lige en ekstra gang rundt i gyden. Der var blod op ad de røde murstensvægge, og der var blod på den blå container, og en masse striber blod og pletter på jorden. Jeg tog blidt fat i personens skuldre, da noget virkede pludselig meget bekendt. Hans blonde hår...

 

Jeg skreg et hjerteskærende skrig, og det sortnede for mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...