Verden set fra Edwards synsvinkel

Edward keder sig. Hans søskende har alle sammen en partner. Undtagen ham. Men en dag møder han en, der vil ændre hans uendelige liv.....

PS. Man skal helst have læst eller set Twilight for at kunne forstå historien.

12Likes
16Kommentarer
2409Visninger
AA

3. Livsfare

De næste dage var jeg ikke i skole. Jeg skulle jage. Da jeg havde gjort det blev mine øjne gyldene igen. Jeg var sæt:P (Du forstår det nok ikke, medmindre du er Just me<3 eller Millemusen<3 Undskyld afbrydelsen;D)

Idag ville jeg sige undskyld til pigen, for min underlige opførsel fra sidst. Jeg ville komme i kontakt med hende. Jeg kunne ikke klare at undgå hende hele tiden. Det vidste jeg bare. Ikke en med sådan en dejlig duft. 

Da jeg kom hen på pakeringspladsen, ved Forks Gymnasium stod jeg lidt ved min bil og holdt øje med pigen. Jeg følte en meget stor trang til at redde hende, hvis hun kom i livsfare....

Pludselig gik det meget hurtigt. Pigen stod og hørte musik. Tyler kom kørende i sin minibus. Isen var glat. Tyler skred. Hans minibus satte kurs mod pigen. Jeg løb. Jeg løb så hurtigt, som jeg havde løbet i hele mit liv. Jeg nåede det heldigvis, selvom jeg stod på den anden side af pakeringspladsen. Jeg hoppede ind mellem pigens røde truck og Tylers minibus. Jeg holdt den tilbage, mens der kom en kæmpebule i. Jeg redede pigen.

På hospitalet skulle Carlisle, der var læge, nok se om pigen var kommet noget til. Men det var hun ikke. Det vidste jeg.

Jeg blev nødt til at spørge om hvad hun hed. Det måtte jeg vide. Jeg gik hen til hende. Jeg ventede til at Tyler var færdig med at snakke med hende. Jeg lod som om jeg ikke hørte efter. "Hey Bella! Du må virkelig, virkelig undskylde! Jeg vil gøre alt hvad du vil have for at du skal tilvive mig! Please! Jeg er en kæmpe idiot!" udbrød han. Jeg kunne høre hans tanker. Han var lun på hende. Det var de fleste af de andre drenge også. Stakkels Bella. Det hed hun åbenbart.

"Tyler, det gør ikke noget! Jeg har allerede tilgivet dig! Der skete jo ingenting med mig som du kan se!" svarede hun lidt irriteret. Jeg besluttede at spørge hvad hun hed alligevel, bare for at virke høflig. 

"Undskyld, jeg ikke fik præsenteret mig selv ordenligt sidst. Jeg hedder Edward. Hvad hedder du?" spurgte jeg med en måske lidt for høflig stemme.

"Jeg hedder Bella. Har du fået kontaktlinser? Den anden dag havde du en helt anden farve øjne?" Hun lød meget overrasket. Det var jo også klart. "Nej det er noget jeg har med øjnene. Meget indviklet." løj jeg. "Nå, ok. Hvordan kunne du foresten nå over til mig på så kort tid? Og hvorfor redede du mig?"

"Jeg stod lige ved siden af dig Bella" løj jeg igen. "Og jeg måtte da redde en der kunne have været blevet slået ihjel" løj jeg videre. Hun var jo noget helt specielt for mig.

"Nej du stod helt ovre i den anden ende af pakeringspladsen!"

"Du må have slået hovedet"

"Nej, der skete ingenting med mig!"

"Hvad med at sige tak?"

"Tak.."

"Vil du virkelig gerne vide sandheden?"

"Ja! Det vil jeg!" udbrød hun.

"Så håber jeg du nyder at blive skuffet" Jeg kunne jo ikke sige sandheden til et menneske!

Jeg gik uden at sige farvel.

Det var den dag jeg havde mit livs værste skænderi med min familie...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...