Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74789Visninger
AA

11. Spisepindene der knækkede

Jeg sagde slet ikke noget, imens jeg sad og spiste aftensmad. Jeg sad blot og betragtede Jonghyun og Sekyung, ud af mine øjnekroge. Jonghyun og Sekyung havde gået på den samme skole, i parallelklasse. Jonghyun havde altid været vild med Sekyung, men hun har aldrig kunnet lide ham. Hun havde altid været populær blandt alle drenge, derfor var hun så kostbar. Hvorfor ville hun pludselig have Jonghyun? Fordi han var blevet en flot, pæn og ufattelig lækker fyr? Jeg vidste bare, at der måtte stikke noget under! Hun kunne da ikke være blevet forelsket i en, hun ikke havde set længe!

”Nå, Jonghyun, hvad får du så tiden til at gå med?” spurgte Sekyung og lænede sig en anelse for meget mod Jonghyun, der så ud til at han godt kunne lide hendes tilstedeværelse.

”Jeg synger lidt engang imellem. Jeg kunne godt tænke mig at blive sanger,” sagde Jonghyun med et smil. Sekyung øjne blev pludselig fyldte med stjerner.

”Virkelig?” spurgte hun og tog fat omkring Jonghyuns ene overarm, for at kramme den lidt ind til sig, imens hun lænede sig mod ham med et alt for flirtende blik. Jeg strammede grebet om mine spisepinde, så de var lige ved at knække.

”Vil du ikke synge en sang for mig, Jongie?” spurgte hun og smilede sødt. Jonghyun så lidt væk fra hende og nikkede så med et lille smil.

”Noona neomu yeppeo…”

KRRRZH.

Jonghyun nåede ikke at synge mere, før mine spisepinde knækkede midt over. Der blev en stilhed ved bordet og alle rettede deres blikke mod mig, også Jonghyun og Sekyung. Nu kiggede de alle på mig, jeg måtte straks finde på noget, så jeg ikke var afsløret.

Da kunne jeg mærke en dunkende smerte i min pegefinger.

”Hyuuuung,” snøftede jeg og så på Jonghyun med mine falske aegyo-tårer i øjnene. Jonghyun rejste sig da straks fra sin plads og stormede over til mig, for at se på den splint, jeg havde fået i fingeren fra mine træspisepinde. Sekyung var ved at falde ned af sin stol af forskrækkelse og forvirring.

”Det gør ondt, hyung,” mumlede jeg trist imens mine tårer blev ved med at løbe. Jonghyun så på mig med et trist blik, imens han så på splinten, der var ret lille, men som gjorde forfærdeligt ondt.

”Kom Tae, så får vi lige den splint ud,” nynnede Jonghyun, og tog mig i hånden, for at tage mig til badeværelset. Jeg smilede indvendigt. Især fordi Sekyung bare så efter mig med et koldt blik. Mit nuttede skuespil virkede hver eneste gang. Især overfor Jonghyun og Key.

”Skal umma hjælpe?” råbte Key efter mig og Jonghyun.

”Nej, Key-ah! Jeg klarer det!” råbte Jonghyun tilbage, da vi kom ud på badeværelset. Han gav da slip på mig og rodede straks i medicinskabet. Jeg lagde da mine arme over kors og surmulede med et trist blik. Jonghyun fortsatte med at rode efter en pincet. Da han endelig fandt den, vendte han sig mod mig og rakte din hånd frem. Han opdagede da straks mit triste ansigt.

”Hvad er det, Taemin saeng?” spurgte han bekymret og tog min hånd, for at få splinten ud af min finger. Jeg fortsatte bare med at surmule, han vidste godt hvad jeg var sur over.

”Av,” mumlede jeg lavt da han tog splinten ud. Han sukkede lavt da han opdagede, at jeg stadig surmulede, selvom splinten var væk. Han lagde pincetten på kanten af vasken og gav mig da sin opmærksomhed igen.

”Hvad er det, Tae?” spurgte han bekymret og aede blidt mit hår.

”Hvad tror du? Din ideelle pige kommer pludselig til vores lejlighed,” mumlede jeg lavt uden at se på ham. Jeg kunne mærke mine kinder brænde. Jeg havde allerede sagt for meget!

”Tae.”

Jeg så forsigtigt på min hyung igen, selvom jeg ikke rigtigt havde lyst til det. Jeg gispede lydløst, da han lagde sine bløder hænder på hver af mine kinder, og hvilede sin pande mod min. Mine kinder blev straks endnu mere røde, på det tidspunkt.

”H-Hyung,” stammede jeg forsigtigt.

”Taemin, elsker du mig?” spurgte han så. Mine pupiller blev små, da det spørgsmål kom ud. Jeg havde ikke regnet med, at han ville spørge om det. Havde han gennemskuet mig?

Jeg sænkede mit blik en lille smule, for at undgå at se ham ind i øjnene. Jonghyun grinede lavt og plantede et blidt kys i min pande. Selvom noget af mit pandehår var i vejen, så kunne jeg sagtens mærke hans bløde læber og hans varme.

”Tae, du er så nuttet, men du er min dongsaeng, det kan jeg ikke,” sagde han og smilede varmt til mig. Han var glad, men jeg var knust. De få ord, knuste mit hjerte så voldsomt. Det eneste han gjorde var, at ae mit hår igen, før han forlod badeværelset, for at gå ud til sin gæst igen. For at tage ud til sin ideelle pige.

Først efter han var gået, skete det. Jeg sank sammen, der hvor jeg stod, og de ægte tårer begyndte straks at komme frem. Jeg var pludselig bange, jeg anede ikke hvorfor. Jeg stirrede blot tomt ud i luften, uden at sige noget. Jeg trak knapt nok vejret. Mit hjerte var pludselig knust. Jeg troede, håbede, sådan at Jonghyun også elskede mig.

 

Hvordan kunne du? Efter alle de ting, du har gjort ved mig. Efter de ting, du har fået mig til at gøre. Efter du har stjålet mit hjerte. Så vover du, ikke at elske mig? Hvorfor? Fordi jeg bare er en ”baby”?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...