Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
75134Visninger
AA

19. Lad mig være!

Jeg snakkede slet ikke til Jonghyun hele dagen. Da jeg var til dans med mine hyungs, stod vi ikke engang ved siden af hinanden og dansede, som vi plejede. Vi så ikke engang på hinanden, og jeg blev efter timen for at undgå, at løbe ind i ham i omklædningsrummet. I det omklædningsrum, hvor han fik mig til at gøre sådan noget mod ham. Jeg kunne stadig ikke klare at tænke på det. Den måde, jeg gav ham nydelse, hvorefter han ramte mig i ansigtet med hans cum.

Det værste var… Jeg kunne faktisk godt lide det. Den måde, jeg fik ham til at stønne, den måde, jeg fik ham til at komme på. Jeg ville gerne prøve det igen, men ikke så længe han var sådan en idiot. Jeg hadede ham sådan! Han havde fortrudt alle de ting, han havde gjort ved mig.

Jeg savnede dog, at kysse ham i regnen. Selvom det dengang bare var et simpelt kys, så savnede jeg det. Jeg savnede, at han så på mig. Talte til mig. Tændte mig. Gav mig nydelse. Jeg ville sådan ønske, at han ville tale med ham, selvom jeg ville have ham til at blive væk. Jeg ville have ham hos mig, samtidigt med, at jeg ville have ham til at forsvinde.

Det var først senere samme aften, han så på mig igen.

Solen var for længst gået ned, jeg gik gennem stuen for at komme ind på mit værelse og sove lidt. Jeg var ikke specielt træt, jeg havde jo sovet meget længe den dag. Jeg kunne helt sikkert ikke falde i søvn, selvom klokken næsten var midnat. Jeg var også den eneste der var oppe på det tidspunkt, altså hvis man så bort fra, at Jonghyun heller ikke kunne sove.

”Taemin,” mumlede han og stoppede mig inde i stuen. Jeg havde ikke lyst til at svare ham, men jeg gjorde det alligevel.

”Nae.”

”Vil du ikke sige, hvad der er galt?” spurgte Jonghyun så. Denne gang svarede jeg ikke. Jeg så bare på ham med et tomt blik. Det var hverken trist, vredt eller glad.

”Tae…” mumlede Jonghyun lavt, og lagde tøvende, men blidt, sine arme omkring mig. Jeg lukkede mine øjne stramt i, og skubbede ham hårdt væk fra mig. Han så på mig med store øjne, idet jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe.

”Bare hold dig væk fra mig!” udbrød jeg vredt, uden at se på ham. Jeg kunne dog mærke, at jeg nærmest havde stukket en kniv i hjertet på ham, ligesom jeg også lige havde gjort på mig selv.

”Okay… Jeg skal nok holde mig væk fra dig, Taemin,” sagde Jonghyun lavt, med en nedtrykt stemme. Jeg gispede lydløst indeni mig selv. Det var ikke det, jeg ville have. Jeg havde ikke regnet med, at han ville give op så hurtigt. Han vidste, at han havde såret mig, men ville han virkelig ikke gøre mere ved det?

Jeg ville ikke have ham til at gå, og han var allerede på vej tilbage mod sit værelse. Jeg vidste, at hvis vi gik fra hinanden sådan her, så ville jeg aldrig kunne gøre det godt igen.

”H-Hyung!” udbrød jeg og satte straks i løb mod ham, hvorefter jeg straks svingede mine arme omkring ham, for at give ham et trygt, varmt kram. Jonghyung gispede forskrækket og så på mig, der blot skjulte mit ansigt i hans skulder, så han ikke skulle se mine tårer. Han lagde sine arme fast omkring livet på mig, og krammede mig ind til sig.

”D-Du må ikke holde dig væk fra mig, hyung… Jeg mente det ikke… Jeg vil have dig hos mig,” hviskede jeg lavt og strammede mit greb omkring ham betydeligt. Han smilede svagt og aede blidt mit hår.

”Jeg vil aldrig forlade dig, hvis du ikke ønsker det, Taemin,” sagde han. Jeg blev så lykkelig, at jeg slet ikke kunne stoppe mine tårer igen.

”Undskyld, hyung,” græd jeg.

”Du skal ikke undskylde, Taemin, jeg skulle ikke have tvunget dig til de ting,” sagde han. Jeg rettede mit ansigt så jeg så på ham. Jeg snøftede en enkelt gang.

”Fortrød du det hele, hyung?” spurgte jeg så. Jeg måtte vide sandheden. Han så på mig med store øjne.

”Nej, jeg har ikke fortrudt noget jeg har gjort med dig, jeg synes bare, at vi gik lidt over stregen,” sagde han så. Jeg sænkede mit blik en lille smule, da ordene kom ud af hans mund. 

”O-Okay…” mumlede jeg lavt. Jonghyun smilede varmt til mig og lagde sin hånd på min ene kind, for at rette mit ansigt mod hans.

”Du skal ikke se væk fra mig, Taemin… Det er dit ansigt for kønt til,” hviskede han og plantede et blidt kys på mine læber. Jeg lukkede mine øjne blidt sammen, og kyssede ham tilbage.

”Men Tae, vi kan ikke fortælle dine andre hyungs noget endnu, okay?” hviskede Jonghyun lavt, idet han kiggede omkring os for at være sikker på, at vi var alene. Jeg smilede til ham og nikkede.

”Nae… Jeg fortæller ikke noget,” sagde jeg med et smil og kyssede hans kind blidt.

”Godnat hyung, jeg vil gå i seng nu,” sagde jeg. Jonghyun rettede sine øjne mod mig og holdt mig fast. Da lavede han sine nuttede hundehvalpeøjne.

”Vil du ikke nok blive her lidt?” spurgte han lavt. Jeg så på ham med generte øjne og rødmede en lille smule. Jeg nikkede da forsigtigt.

”O-Okay…"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...