Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
75144Visninger
AA

2. Jonghyuns hemmelighed

Det var sommer i Sydkorea, og alting var helt perfekt udenfor. Det var varmt, Solen skinnede, sommerfuglene fløj rundt, folk var glade. Jeg var glad. Jeg var rigtig glad den dag! Jeg havde lige været til dans, som jeg var fire gange om ugen, mindst. Nogle gange tog jeg også derhen bare for at danse for mig selv. Jeg gik til dans sammen med mine fire bofæller, men de var ikke taget med den dag. De var stadig udmattede fra dansen dagen før. Jeg var virkelig god til dans, og jeg elskede dans ufatteligt meget, og kunne slet ikke få nok af det!

Mine hyungs, derimod, var ved at være lidt træt af, at jeg altid var væk fordi jeg var ovre at danse i dansesalen. Jeg var først lige fyldt atten den samme måned, så jeg havde ikke fået mit kørekort på det tidspunkt. Mine hyungs plejede at køre mig, men den dag tog jeg bussen, bare for at spare dem for besværet.

Jeg hadede virkelig at køre med bussen. Der var altid nogen fra min gamle skole på den. Den skole jeg gik på, da jeg var fjorten år, før jeg skiftede til en anden. Sandheden var, at jeg blev mobbet. Jeg var altid blevet mobbet i skolen, og jeg anede ikke hvorfor. Jeg havde altid været så genert, at jeg ikke turde sige dem imod.

”Der kommer svampehovedet!”

Ja, endnu engang var vi på samme bus.

Efter en bustur på femten minutter med en masse drilleri, og en gåtur på ti minutter i den glohede sol, var jeg endelig hjemme. Jeg boede i en lejlighed på fjerde sal, sammen med mine hyungs. Vores lejlighed var lidt dyr og meget stor, så jeg skulle ikke klage. Vi havde en god udsigt og vores lejlighed lignede ikke et sted, hvor fem unge fyre boede. Der var altid opryddeligt, mest fordi Key sørgede for, at vi ikke rodede.

Jeg stillede mine sko, da jeg var kommet indenfor. Jeg lagde mærke til, at der manglede nogle sko, tre par for at være helt præcist. Mine hyungs var tydeligvis ikke hjemme, men døren var endnu ikke låst. Det betød, at én af dem, måtte være hjemme. Det var svært at bedømme ud fra skoene, eftersom nogen af os delte om sko og tøj.

Jeg sukkede lavt og gik så over mod vores værelser. Vi havde tre værelser, jeg boede sammen med Minho på det ene. Minho var et år ældre end mig, og som en storebror for mig. Han var høj, og blev altid rost for sin flammende karisma. Jonghyun og Key boede sammen. De havde været bedste venner længe. Jonghyun var anden ældst og havde et meget markeret og mandigt ansigt, trods hans øjne mindede om en hundehvalps. Key var nu den strengeste af os alle, han var som en mor og kørte kontant på os. Onew, derimod, boede for sig selv. Det er jo altid den ældste, der får et værelse for sig selv, imens vi andre må dele. Jeg misundte ham så meget. For hans vedkommende var der ingen akavede morgener, når ens værelseskammerat vågner op med en bule i natbukserne. Det havde jeg oplevet. Aldrig med mig selv, men tit med Minho.

Jeg stivnede straks og gispede helt lydløst, da jeg kunne høre noget inde fra Jonghyuns og Keys værelse. Det lød som en pige, en noona, der lavede meget forkerte lyde! Dog lød det også til, at det ikke var noget der foregik lige på den anden side af døren. Det lød nærmest som om, det kom fra fjernsynet eller computeren af? Døren til værelset var på klem, så jeg åbnede den en lille smule for at kigge indenfor. Jeg var en smule nysgerrig, det indrømmede jeg gerne. Mine øjne blev store, da jeg så det. Mine kinder blev ildrøde, og mit hjerte begyndte at hamre løs uden nogen grund.

Jeg fik svar på, hvor kvindelydene kom fra. Det var fra fjernsynet. DVD-afspilleren var slået til, og DVD’en kørte. Jeg fjernede straks mit blik fra fjernsynet da jeg så, hvad det var, trods lydene stadig lød i mine ører. Kvindestøn. Jeg rettede mit blik mod Jonghyun, der sad i hans og Keys sofa, imens han selv lavede små lyde, små støn, der kom ud mellem den lille åbning, hans læber havde lavet. Hans hoved var kastet en lille smule tilbage, og hans øjne lukkede tæt sammen. Jeg så en smule ned, og mine øjne blev endnu større.

”Eeb!” hviskede jeg helt lydløst og trak mig væk fra døråbningen og holdt mig for munden, imens mine kinder bare var endnu mere røde. Mit hjerte hamrede ufatteligt hårdt og højt. Jeg var bange for, at Jonghyun ville kunne høre mig, imens han sad og tilfredsstillede sig selv. Jeg kunne mærke en lille, mærkelig følelse, der susede rundt indeni mig.

Jeg skulle lige til at gå ud i køkkenet for at tage noget bananmælk, så jeg kunne falde lidt ned igen. Jeg rystede helt! Bare mine skridt var lidt ustabile, og jeg tvivlede på, at jeg ville kunne holde min bananmælk, uden at spilde det hele. Også selvom jeg drak den fra et sugerør.

”Taeminnie?! Er du hjemme?!” råbte Key, da døren til lejligheden blev åbnet. Jeg var ved at få min bananmælk galt i halsen. Den smule mælk, der ikke var havnet på gulvet på grund af min rysten.

”A-Annyeong,” mumlede jeg forsigtigt. Key uglede kort mit hår, hvorefter han var på vej ind på sit værelse. Jeg så efter Key helt kort, hvorefter jeg straks skulle til at løbe efter ham, for at stoppe ham. Jonghyun var i gang med noget derinde!

”Hey Key,” sagde Jonghyun, da han kom gående ud af værelset. Key smilede kort til hans værelseskammerat, hvorefter han gik ind på værelset. Jeg stod bare og stirrede på Jonghyun, da han gik forbi mig. Hvordan kunne han pludselig være i så god stand igen?! Jeg havde lige set ham sidde og stønne af nydelse for få minutter siden. Han var allerede helt perfekt igen? Han kastede et blik på mig, da han gik forbi mig. Jeg sank hurtig en klump og så ned, idet han fortsatte ud på badeværelset.

Jeg var så forvirret…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...