Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74785Visninger
AA

3. Akavet

Jeg turde slet ikke se på Jonghyun hele aftenen. Til aftensmaden undgik jeg også fuldstændigt at se på ham. Hvis han spurgte mig om noget, svarede jeg helt kort med et ja eller et nej. Jeg turde slet ikke få øjenkontakt med ham. Jeg turde det ikke, efter jeg havde set ham i det stadie. Det stadie, hvor hans muskler blev strammet op. Hans hoved lænet tilbage af nydelse. Hans øjne lukkede, imens hans mund gav nogle små, blide støn fra sig.

Han var så ufattelig smuk på det tidspunkt. Jeg kunne slet ikke få billedet ud af mit hoved. Hans støn lød så behagelige. Hans hurtige vejrtrækning gjorde bare alt i mit hoved endnu værre.

”Taemin?”

”YAH!” udbrød jeg forskrækket. Jeg sad i sofaen inde i vores stue og læste i en manga, da Jonghyun pludselig kom hen og forstyrrede mig. Jeg trak straks min manga ind til mit bryst og stirrede bare forskrækket på Jonghyun. Jeg tog en dyb indånding, helt diskret, og forsøgte at falde lidt ned igen.

”J-ja, hyung?” spurgte jeg forsigtigt.

”Hvad læser du?” spurgte han, og slog sig ned ved siden af mig. Jeg forsøgte at trække mig lidt væk fra ham, men jeg var allerede ved kanten af sofaen. Han lænede sig lidt hen mod mig, for at tage boget fra mig og se på den. Han surmulede straks og gav mig den tilbage. Jeg tog den straks og hævede et øjenbryn af ham.

”Hvad er der galt med Hamtaro?” spurgte jeg lavt og krammede mangaen ind til mig, med det søde billede af en hamster uden på.

”Ikke noget… Så længe det er dig,” sagde Jonghyun og uglede mit hår lidt imens han grinede. Jeg surmulede irriteret af ham.

”Hvad mener du med det?” spurgte jeg.

”Fordi du er sådan en sød baby, Minnie,” sagde han og grinede. Han rejste sig dog hurtigt igen fra sofaen og strakte sig. Jeg beundrede ham, men kun helt diskret, hvorefter jeg bare rettede mit blik mod min manga igen. Hvad var der galt med Hamtaro? Det var sådan en sød historie. Jeg elskede den manga rigtig meget men… Var det fordi den var barnlig?

 

”Minho hyung?” hviskede jeg lavt om aftenen, hvor vi alle lå i vores senge. Jeg lå på siden i min varme seng, og så over på Minho, der var på vej over i sin egen. Selvfølgelig havde han ingen trøje på. Det havde han aldrig når han sov. Nogle gange sov han også kun i boksershorts, imens jeg altid havde nattøj på.

”Hvad er der, Tae?” spurgte han. Gudskelov kaldte han mig idet mindste Tae, i stedet for Taeminnie. Jeg begravede mig selv lidt mere under dynen, før jeg besluttede mig selv for at sige noget.

”Du må ikke sige det til Jjong hyung,” mumlede jeg lavt og trak dynen lidt over mit hoved i skam. Minho lagde sig ned i sin seng, uden at fjerne blikket fra mig. Nu var han rigtig nysgerrig, så det ud til. Han ville ikke lade mig gå, før jeg havde sagt det.

”Jeg fortæller intet til Jonghyun, hvad er det?” spurgte han imens hans hoved hvilede på hans ene arm. Jeg så forsigtigt over på ham igen. Det eneste lys der var i vores værelse, var lyset fra vores natlampe, som endnu ikke var blevet slukket.

”J-Jeg så ham i dag, da jeg kom hjem… Han sad inde på sit værelse og…” Jeg kunne slet ikke sige mere, men rødmede bare over hele mit hoved. Minho fik store øjne og hostede så falsk, for at afbryde den akavede stilhed, der allerede havde lagt sig over værelset.

”Taemin, det er rimeligt normalt for en dreng,” forsøgte Minho at forklare mig. Jeg så forsigtigt over min dyne, og kiggede hen mod Minho. Jeg kunne ikke rigtigt forstå det.

”Er du sikker på, at det er normalt? Jeg har aldrig prøvet sådan noget. Jeg har ikke engang tænkt over det,” sagde jeg lavt og undgik hans øjne imens jeg gemte mig halvt under min dyne.

”Nae. Det er helt normalt. Du er nok bare ikke udviklet nok til at tænke over det endnu,” sagde Minho med et lille smil. Der var det igen. Jeg var ikke udviklet nok, det var det samme som, at jeg stadig var lille. Jeg var stadig ikke voksen nok til at gøre sådan noget, som mine hyungs gjorde. Jeg fandt det stadig ufatteligt pinligt, bare at tænke over sådan noget. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at Jonghyun sad og så sådan noget i fjernsynet, og endda gjorde det ved sig selv, imens han så det. Jeg nægtede simpelthen at tro, at det var normalt! Det kunne jeg aldrig finde på at gøre. Især ikke, hvis jeg blev opdaget i at gør det.

Jeg huskede dog alligevel Jonghyuns smukke ansigt, da han gjorde det. Det ansigt, jeg slet ikke kunne få ud af hovedet igen. Han var så ufattelig smuk på det tidspunkt. Det kildede nede i den nederste del af min mave, bare at jeg tænkte på det.

Desværre er det nogle gange sådan, at når man først har set noget, så kan man ikke glemme det. Så drømmer man om det, og når man så vågner, så får man en meget akavet morgen. Jeg misundte pludselig Onew virkelig meget for, at han havde sit helt eget værelse.

 

____

 

Nae = Ja

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...