Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3178Visninger
AA

3. Viola og Mama Rosa

Det var meget varmt den dag jeg ankom til Peschia del Garda. Jeg havde føjtet rundt i det meste af Europa i lidt over 1 år nu. Boet på gaden mandag til fredag og på hotel eller B&B i weekenden, tjent penge ved at spille på gaden. Utroligt nok havde jeg ikke taget skade, selvom jeg havde oplevet mange skræmmende ting, jeg havde ikke rørt stoffer eller alkohol. Jeg var et helt andet menneske efter det her år. Selvstændig, stærk og levende, var to nye ord der beskrev mig. Jeg må og måtte indrømme at det hele var hårdt, men hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Dagen før var jeg ankommet til Venezia med færge fra Athen. Jeg havde fået lov til at komme gratis med hvis jeg spillede. Fatter ikke hvordan det lykkedes, men nogle gange, men jeg kunne altid bare spille et nummer og så var det som om folk blødte op. Jeg havde også spillet rundt på cafeer og sådan noget. Det var de også villige til at betale for selvom jeg var fuldkommen ukendt. De sagde jeg var speciel og snag godt lige meget hvor jeg kom, jeg undrede mig og undrer mig stadig over hvordan det hang sammen. Men fra Venezia havde jeg blafret til Verona, hvor jeg havde spillet nogle timer og derefter tog jeg bussen til Peschia del Garda. Pescia del Garda er en lille hyggelig by udenfor Verona der lever af turister som kommer på ferie til Gardasøen. Jeg gik lidt rundt i byen og kiggede mig omkring. Folk kiggede mærkeligt på mig. Det var sommerferie og der var godt liv i byen. Jeg kom til et lille hotel med en resturant. ”Ragazza voleva per it lavoro in ristorante i albergo. Young girl wanted for job in hotel and restaurant.” Stod der på et skilt. Der slog det klik. Det var måske noget for mig. Så kunne jeg måske også bo der i stedet for noget løn. Jeg gik ind. Første rum var kombineret restaurant og reception. Der var hyggeligt. Jeg kunne høre råb udefra køknet. Jeg ringede på den lille klokke der stod på receptionsbordet. Der gik lidt tid og så kom der en lille buttet dame ud. ”Hej, jeg er her for at søge jobbet” sagde jeg venligt. Hun smilte venligt til mig og vendte sig om. ”Viola!” kaldte hun. En pige på min alder med sort hår, olivengrønne øjne og solbrun hud kom ud. Hun smilte også til mig. ”Undskyld, men min mor forstår ikke engelsk” undskyldte hun. ”Jeg ville sådan set bare høre om det job. Jeg behøver ikke penge, hvis jeg kan få kost og logi i stedet for. Det er det jeg står og mangler,” sagde jeg. Pigen, der måtte hedde Viola oversatte det for sin mor. Moren lyste op i et smil og sagde et eller andet på italiensk. ”Mor vil gerne både have dig boende og betale dig, hvis du arbejder hårdt. Hvad hedder du?” spurgte Viola. ”Adelaide, men bare kald mig Addie eller Add,” sagde jeg hurtigt. ”Viola og Rosa,” smilte Viola. ”Mama Rosa,” smilte Rosa, nu Mama Rosa og gav mig et kram. Jeg følte mig for første gang i et år allerede hjemme. Det var herligt endelig at snakke med en på min egen alder. ”Hvordan kan det egentligt være at du er her alene?” spurgte jeg. ”Jeg stak af,” sagde jeg. ”Virkeligt? Fra hvad? Var dine forældre fattige eller slog dig?” undrede hun sig. ”Min mor slog mig rent psykisk. Mine forældre var stinkende rige og jeg måtte ingenting. Jeg skulle være en perfekt lille dingse. Så jeg stak af, da det blev for meget. Jeg fortryder det intet, selvom det er hårdt,” sagde jeg hårdt, mens vi dækkede borde til i aften. ”Wow! Fortæl! Fortæl!” sagde hun. Jeg fortalte smilende det hele. ”Hvad med dig? Er det bare dig og din mor?” spurgte jeg. ”Ja, mor smed far ud. Mor ejer jo det her. Det er ikke så stort, men det er populært. Kan du egentligt andre sprog end engelsk? Det kan jeg nemlig ikke og det er nogle gange et problem, og vi er dem der skal snakke med kunderne. Udover det er der Capello, praktiskmand, Mita, kok, Selene, stuepige. Vi to er tjenere, receptionister og hvad der nu mangler, i hvert fald dem der snakker med folk. Kan du andre sprog end engelsk? For det er tit et problem,” informerede hun. ”Jeg taler flydende dansk, engelsk, fransk og tysk og så lidt spansk,” svarede jeg. ”Og du er kun 15 lige som mig?” spurgte hun overrasket. ”Jep, men det nødvendigt når man rejser som jeg,” svarede jeg. Efter at have taget de pligter vi havde, havde vi en halv time tilovers. ”Vil du med i søen?” spurgte hun. ”Jeg har ikke noget badetøj,” sagde jeg bekymret. ”Hvor meget tøj har du overhovedet?” spurgte hun. ”Ikke meget, men nok,” sagde jeg. ”SHOPPING, dig og mig i morgen!” råbte hun næsten. ”Hvad?!” udbrød jeg. ”Mama!” råbte Viola bare. Mama Rosa kom ind. De talte lidt på italiensk. ”Mor er enig. Vi skal shoppe i morgen om du kan lide det eller ej. Der var en millionær her i sidste uge som gav ekstra en del drikkepenge. Jeg fortalte hende lige om det der med du normalt bor på gaden, hun siger at jeg nu er din søster,” grinte Viola. ”Hvad?!” sagde jeg igen. ”Du er en del af vores familie nu. Kom nu hvis vi skal nå at komme ud at bade. Du låner noget af mit,” sagde hun. Det chokkede mig totalt at de var så søde ved mig. for at være ærligt, så havde jeg faktisk brug for en del tøj. ”Hvad skal jeg egentligt gøre ved mine ting? Det er meget venligt af jer, og så længe jeg er her har jeg ikke noget imod at være en del af jeres familie. Der er bare det at jeg ikke ved hvor længe jeg bliver,” sagde jeg stadigt chokeret. ”Det regnede mor også med. En fri fugl er en fri fugl sagde hun. Vi skal dele værelse! Kom!” grinte Viola. Jeg gav Mama Rosa et kram. Aldrig havde jeg mødt sødere mennesker. Vi kom op på et meget klassisk teenageværelse, et rigtigt et, ikke sådan et halvt som jeg selv havde haft. Det var fuldkommen stilet og alligevel rodet, som jeg kunne lide det. ”Vi skal have købt en seng til dig i morgen. Her! Den her passer ikke til mig, men godt til dig nu du er så bleg,” sagde hun. Jeg er bleg lige meget hvad. Selvom jeg lige havde været i Grækenland og Portugal i 1,5 måneder var jeg ikke mere brun end de fleste ville være efter 2 ugers ferie. Hun havde ret. Den røde farve passede godt, nu har jeg også et eller andet med rød. Vi smuttede hurtigt ned til søgen, som virkeligt var tætpakket. Vi gik på en lille forhøjning væk fra alle turisterne og sprang i derfra. Vi havde det virkeligt sjovt i den halve time. Vi gik grinene tilbage. Nærmest alle hilste på Viola og op til flere drenge kiggede interesseret på os. Jeg blev flere gange præsenteret som den hotellets nye pige. Vi tog hver et hurtigt bad. ”Har du noget formelt eller arbejdsagtigt?” spurgte hun. Jeg kiggede på hende. Opsmøget hvid skjorte og cowboyshorts. ”Som dit?” svarede jeg. Hun nikkede. Jeg fandt nogle cowboyshorts og rodede lidt for at se hvad jeg havde. Som sagt ikke meget. På bunden af tasken fandt jeg min skoleskjorte. ”Kan den bruges? Der er godt nok min gamle skoles våbenskjold på,” sagde jeg. Hun nikkede igen. Vi gik ned i receptionen, hvor de første gæster ventede på at tjekke ind. Hele eftermiddagen brugte vi på at tjekke ind og efter det åbnede restauranten. Det var tydeligvis herfra størstedelen af indkomsten stammede fra, da det viste sig at dette var byens bedste restaurant. Der var tryk på hele aftenen, men samtidig en let og god stemning, der gav gæsterne lyst til at sidde ned. De fleste sad udenfor og det var også der de fleste pladser var. ”Vil i bestille?” spurgte jeg et par på engelsk. ”Ja. Skat er du også klar?” sagde kvinden, på hov? Dansk. ”Ja,” svarede manden. ”Jeg vil gerne have den der..” sagde hun på engelsk men skiftede over i dansk: ”Hvordan mon man udtaler de?” Jeg gik om for at se hvad hun pegede på. Jeg kunne på det tidspunkt ikke italiensk, men fransk og lidt spansk, så jeg kunne udtalen. Jeg sagde navnet højt for hende og mumlede for mig selv: ”Nemt!” De kiggede mærkeligt på mig. ”Ja, jeg kan dansk! Hvad skal du så have, min herre,” sagde jeg høfligt. De bestilte og jeg gik ind for at finde deres drikkevare. Jeg kunne høre de hviskede ophidset da jeg gik. ”Værsgo,” sagde jeg mens jeg serverede deres drikkevarer. ”Undskyld, men er du ikke hende der løb væk?” spurgte damen. ”Øh jo, det må jeg indrømme. Har jeg været eftersøgt?” spurgte jeg. ”2 dage sidste år, men der skete et eller andet som gjorde at det hele stoppede. Vi troede egentligt det var fordi du kom hjem,” informerede hun. ”Og det husker i? Jeg havde håbet på de gjorde som jeg sagde, men det lader til at Stasia fik dem overtalt. Jeg skylder hende virkelig,” mumlede jeg, det sidste mest for mig selv. ”Altså, jeg kunne ikke undgå at høre om det, da jeg arbejder på WCS,” sagde han. ”Virkeligt. Kan du så sige mig hvordan det går Anastasia Markusen?” smilte jeg. WCS er min gamle skole. World Centrally School, fordi den er international. ”Pigen med skolens højeste gennemsnit? Jeg har hende vidst i min biologiklasse” spurgte han. ”Lyder som hende. Vil du ikke give hende det her? Og hvis du nogensinde støder på min familie, så lad være med at sige i mødte mig her,” sagde jeg og rakte ham en lap papir. Jeg var kommet til at give hende det forkerte nummer i toget og havde ikke hendes nummer af en eller anden grund. Tiden gik. Viola og Mama Rosa blev hurtigt familie, men som forudsagt blev jeg efterhånden rastløs. Det blev efterhånden efterår og koldere. Selvom der var virkeligt varmt om sommeren, faldt temperaturen langsomt og turisterne forsvandt eller det vil sige der var ikke så mange der havde ferie mere. Der var ikke brug for mig, så meget mere.  En dag besluttede jeg mig for at jeg skulle videre. På trods af mange forsøg på at få mig til at blive, tog jeg af sted en morgen. ”Addio!” krammede jeg Mama Rosa farvel. Jeg kunne nu også flydende italiensk. Ja, mit sprogøre har aldrig fejlet noget

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...